Team Fit4Run´s seneste bedrifter:  2012


Find ud af, hvad der skete i 2008
2009, 2010 og i det spændende år 2011

Du kan også se billeder fra Team Fit4Runs aktiviteter i vores
fotoalbum
 

   


Se med på fede videoer fra Sudety MTB Challenge i Polen 2011: 1. etape  & 2. etape Anni og Anne-Mette kører duo og bliver nr. 3.: 6 etaper, 370 km og 13.000 højdemeter.

  • Anne-Mette og Anni blogger!! De deler tanker, historier og andet godt.
     
  • Vores krambod er åben. Find billige ting og sager, du ikke kan undvære til gode priser.
     
  • I 2012 kører Team Fit4Run Alpentour Trophy og Slazkammergut Trophy i Østrig.
     
 
Eventyrløbet, Odense og Trimtex MTB-O cup, Tisvilde Hegn d. 17.5.2012

Anni løb torsdag sit første konkurrence løb i mange måneder, efter en løbeskade har afholdt både hende og Anne-Mette fra løbe siden januar. Anni havde byttet sit start nummer fra gruppe 1 på 10 km til en gruppe 1 på 5 km. Forventningen til tiden var ikke så store, da det kun var 5. gang hun løb 5 km. Så det var bare for at få en god oplevelse uden smerter i foden. Det blev en super god dag, hvor man blev grebet af stemningen. Så Anni kom derfor i mål med en tid på 21.42 - uden efterfølgende problemer. Derefter stod det på hygge med arbejdskollegaerne og musik.
Anne-Mette kunne stadig ikke løbe, så hun kørte til Sjælland for at samle point i MTB -O cuppen, der denne gang skulle køres i Tisvilde Hegn. Det var et rigtig fedt terræn med masser af udfordringer i from af både bakker, sand og tekniske passager. Orienteringen gik uden de store bom, og der var fart nok i benene til at køre endnu en 1. plads hjem. Så nu ligger Anne-Mette lunt i front i den samlede stilling.      Resultater

 
 
Grejsdalløbet, Vejle d. 13.5.2012

Når der skal trænes højdemeter til de Østrigske alper, må man lede længe på Danmarks kortet for at finde et godt sted. Ved nærsyn af ruten til Grejsdalsløbet fandt Line og Anne-Mette løsningen. 130 km ruten bød på 13 kategoriserede stigninger - bl.a. den berygtede Kiddesvej med en stigning på 23%. MTBen blev igen udstyret med frække dæk, og truppen blev udvidet med Marie Tindborg, der også gir og selskab ved Nordic-24. Vi var enige om at følges hele vejen og skiftes til at tage slæbet forrest i vinden. Fra start faldt vi et passende tempo, og med jævne mellemrum var der små grupper vi kunne slå følgeskab med. Piger på MTB på 130 km var et særsyn, så mændene kom med masser af anerkendende kommentarer og imponerede blikke under vejs. Scoreruten?? Det kørte rigtig godt og vi passede fint sammen i tempo - 27 km/t i snit i det kuperede terræn, hvilket gav os placeringer i den bedste femtedel af damerne. Alle bakker blev passeret siddende på cyklerne, hvor nogle nok misundte os vores mange gear. Over 3000 deltagere havde fundet vej til et rigtig fedt løb i smuk natur.   Resultater

 

 
H12 MTB, Grib Skov d. 12.5.2012

Sidste år kørte Tine en 3.plads hjem i 12 timers solo og vandt derved et startnummer til 2012. Anni valgt at følge trop, så vi denne weekend også var repræsenteret i løb på Sjælland - Grib Skov. Med udsigt til kuling, lave temperaturer og regn kunne det godt blive en "lang lørdag" med 12 timer i sadlen på en 14 km rundstrækning. Planen var at vi ville forsøge at følges så længe som muligt og bare holde små pauser til at spise og tanke vand. Hvis den ene havde super gode ben, måtte der bare køres. Men det viste sig at vi begge var flyvende, så vi fulgtes de første 5 timer, indtil Tine fik så store problemer med gearene at hun helt måtte udgå efter 6 timer. Først der fandt vi ud af , at vi lå nummer 2 og 3. Det gav Anni lidt ekstra energi de næste timer. Regnen fik dog i mange timer ruten til at være som en skøjtebane, samtidig med at koncentrationen var dalende. Det resulterede i 3 styrt på en runde og Anni præsterede endda at styrte det samme sted 3 runder i træk. Efter 12 timer sluttede Anni som nr. 2 - 10 min efter nr. 1. Tæt ræs trods 12 timers intensiv konkurrence. Der var hyldest ved en  flot og professionel præmieoverrækkelse, som næsten fik Anni til at føle sig som en verdensmester. Sådan endte "lang lørdag" med at blive "lækker lørdag" for Anni. Desværre kun delvis for Tine, men hun fik dog testet at benene uden problemer kunne træde 6 timer i hårdt terræn.  Resultater
 
 
 

Webike MTB cup, 2. afd. Stige Ø d. 9.5.2012

Det var en travl aften på Stige Ø. Anni og Anne-Mette var på kanalen til det ugentlige kajakhandicap, og Camilla til Webikecup. Hun havde prøvekørt det knastørre spor dagen før, men med dagens regn var det blevet godt fedtet. Der skulle køres 60 min plus omgang færdig. Hver omgang var 5.2 km med 105 hm. Den førende pige kørte ret aggressivt på 1. omgang for at holde sin placering. Med 10 km løb i benene havde Camilla ikke det store behov for at blive ved med at forsøge at komme forbi. MEN så kom den lille djævel op i hende! Der var jo ingen grund til at spare sig, regnen var holdt op og ruten var sjov med snoede singletrack, rådne bakker, træforhindringer og mudrede huller. Camilla kom i front og efter 3 omgange kørte hun i mål til en overbevisende sejr og et gavekort til WeBike. Så nu er der håb for at få lavet gearene med et nyt geardrop.   Resultater

 

 
Harzen MTB træningstur, Braunlage d. 4.-6.2012

Meget morgenfriske kørte vi mod Harzen fredag morgen. Jan og Nikolaj var med som bonus hygge. Jan på cykel og Niko på afslapnings tur efter DM sejren i basket med Bakken Bears. 7 timer senere kunne vi nyde en klap-sammen frokost i solen i Braunlage. Men det var jo bakkerne der lokkede, så vi kom hurtigt i cykeltøjet og ud i terrænet. Der skulle høstes gode højdemeter fra start, så vi kørte til toppen af Brocken - hurtigere end toget! OP kom vi i god stil - udsigten og et par energibarer kunne nydes. På nedkørslen skulle downhill race sporet lige prøves. De fleste af os valgte at køre uden om træ ramperne. Men Anne-Mette lugtede spænding og ville da lige prøve at se om hun kunne flyve. Modet svigtede dog for enden af rampen, og så fik hun sin flyvetur. Der blev vendt lidt op og ned på cykel og rytter i landingen, hvor Anne-Mette endte på ryggen med Pronghornen over sig. Dramatisk så det ud. Men flyvende farmors knogler holdt, og det blev kun til små skrammer. De næste 2 dage viste vejret sig desværre ikke fra sin bedste side. Så der blev testet cykeltøj til regnvejr. Men det forhindrede os ikke i at få kørt nogle gode ture med masser af gode stigninger og udfordrende nedkørsler med krav til god teknik. Vores base på et hyggeligt lille cykelvenligt hotel i Braunlage fungerede fint. Masser af fine spisesteder i byen, så depoterne kunne blive fyldt op.   Foto  

 
 

MTB Prison Break, Horsens d. 4.5.2012

Cykling indenfor murene i Horsens fængsel var hvad der ventede Tine og 600 andre MTB entusiaster som optakt til Giro de Italia. Selv den fra TV kendte røde djævel var mødt frem til start og sendte feltet af sted med fork og tilråb. Starten gik fra midten af fængslet og ud gennem et hul i muren lavet til lejligheden. Herfra var der 4 km gennem byen, indtil løbet blev givet frit. Efter 15 km i godt tempo blev vi mødt at de første stigninger og singletracks. Super fede spor, hvor der skulle trædes til, og på nedkørslerne blev teknikken testet. Det viste sig, at der er mange sprøde spor, bakker og højdemeter i Horsens og omegn!! Efter 45 km på ca. 3 timer var benene ved at være møre, så dejligt med depot, hvor man kunne forsyne sig med saft, kage og banan. Opmuntringen lød at det værste var overstået - resten nydelse! Tilbage i byen og 20 km
urbanride. Rundt om havnen, gennem kunstmuseet, op og ned af trapper, rundt om en sø, forbi stadion og retur til fængslet for at slutte af med 3 runder sigthseeing. Dejligt at kunne afslutte maraton escape ruten med tilråb fra Djævlen selv og krydse stregen efter 81 km og 1.100 højdemeter som 3. dame. Ryggen blev rettet ud indtaget og benene strakt, og så var der suppe. Motion er fantastisk - specielt bagefter.    Resultater

 

 
Nordfyn Rundt, Bogense d. 28.4.2012
 
Der skulle nogle km på kontoen. Derfor besluttede Line, Anne-Mette og Anni at stille op til Nordfyn Rundt - 100 km. Vi stod bagerst i starten, for vi var selvfølgelig de eneste som var kørte på MTB og havde trækstang med for det tilfælde, at en af os skulle kommer i problemer. Altid klar til at hjælpe hinanden. De første 50 km gik hurtigt. Vi havde endda overskud til at få trukket en lille flok med til forpleningszonen. Men regnen tog til, regnjakkerne skulle på, dunke fyldes, og der skulle tisses af. Og hov, væk var vores lille gruppe, inden vi var klar. Men det skulle vise sig, at vi hentede dem og de kom aldrig på hjul igen. Nu trak varmen i mål, så vi trampede til og susede forbi flere små grupper. De sidste 2 km skruede vi yderligere op og satte vores egen lille indbyrdes konkurrence i gang. Anne-Mette vandt spurten, meget velfortjent da hun havde taget et stort slæb foran hele dagen. Og det viste sig at vi på vores MTB var dagens 3 hurtigste damer med et snit på 28 km/t - ganske tilfredsstillende på brede dæk.    Resultater

 

 

Webike Cup racer 1. afd., Fåborg og MTB Powercup 1. afd., Svanesøen d. 24.-25.4.

Med 17 damer tilmeldt Webike cuppen på racer, er der lagt op til nogle gode løb. 1. afd. blev kørt i Fåborg, hvor en hård og bakket rute skulle køres 3 gange. Anne-Mette stillede op for MIC, hvorfra vi  kun var 2 til start. Så vi regnede ikke med at skulle styre begivenhederne. Men bakkerne blev Anne-Mettes fordel, for her begyndte flere i gruppen at falde af, og der lød prusten og stønnen rundt omkring. Da den lange seje golfbakke var passeret 2. gang var Anne-Mette alene i front, og så var det jo bare om at holde føringen hjem. Det blev til en sikker sejr, og næste afd. køres i løbets førertrøje. Stor ros for sikkerheden på ruten. Som førende rytter kunne man hele tiden køre bag en motorcykel, der varslede øvrige trafikanter, ligesom der i alle sving var opmærksomme vejvisere. Og lækkert tiltag med dejlig varm suppe efter et fugtigt løb.
Dagen efter bød på MTB cup. Camilla og Anne-Mette mødte op med noget stive stænger, men det skulle jo nok køres væk. Camilla mente hun skulle køre restitutionskørsel. Men da starten gik var det vist svært at holde igen. Så vi gav hvad der var i benene og kom ind som de 2 første damer efter 5 omgange på det sprøde spor.   Resultater Webikecup     Resultater Powercup

 
 
DM adventurerace Sørø d. 20.-22.4.2012

Camilla fortæller fra løbet: Med kun 5 dage til start, kom jeg med på et afbud på Ettrup Adventures Racing Team. Ud af de to friske fyre, som jeg skulle race med, kendte jeg kun den ene - spændende!
Starten gik fra Stigsnæs Havn ved Agersøfærgen fredag aften kl. 22. Værsgo, hop i og svøm ca. ind til stranden. Herfra videre på 10 km o-løb til Skælskør. Her ventede vores to forrygende hjælpere, og skiftet til inliners gik kvikt. Hjælperne kom vi til at møde 7 gange i skiftezonerne.  Inline turen sluttede i Gerlev efterfulgt af 5 runder på MTB-singletrack ved højskolen, mere MTB og senere et stjerneløb i Sorø med teambuildingaktiviteter (bue og pil, abseil, mere reb, pusterør, puslespil og 2 tekniske o-løb). I morgentågen kom vi til øksekast hos Hr og Fru Danmark på en yndig gård. På MTB kom vi til en skov, hvor vi fulgte et langt singletrack i slow tempo, da vi skulle se og huske 4 billeder opsat på træer langs sporet. Umiddelbart efter blev vi sendt ud på et 15 km o-løb i regn og torden, fortsatte forfrosne på cyklerne til en bro ved Roskilde. Her ascendede vi med vores tro følgesvende cyklerne op på 15m reb inden det gik videre til løb. Vi skulle have været på kanoetape, men tyvagtige slyngler havde stjålet redningsvestene! Vi løb forbi Skt. Hans Hospitalet og følte et hvis tilhørsforhold, Videre gik det ind i Roskilde by, hvor vi skulle køre10 omgange/pers. i gokart på bane, inden vi igen skulle ud på inliners til p-plads vest for KBH. Her tvang et cut off os til at cykle alle sammen i stedet for Bike´n Run. Turen gik nu til Vallensbæk Strand og videre til Amager Fælled, hvor afleverede cyklerne og fortsatte den sidste etape til fods. I målområdet ved Copenhagen Boulders, skulle vi klatre 80 meter mere eller mindre sideværts på forskellige væghældinger og sværhedsgrader, for til sidst at kunne placere sportidenten i målposten, lørdag den 21. april kl. ca. 20.30.
22 timer og 17 min. nonstop. Ca. 52km til fods, 52 km inliners og130 km MTB. Det var et berigende løb, og vi endte med at vinde DM i adventurerace 2012 i herrerækken. Brede skuldre eller ej, så er det da fedt – som pige!        

 

 
MTB-O Trimtex Cup, Hannerup og Vrøgum d. 20.-21.4.2012

Årets MTB-O cup blev skudt i gang i Hannerupskovens fede terræn. Første dag stod på sprint, der bestemt ikke er Anne-Mettes favorit distance. Posterne blev fundet uden det store besvær, men det lykkedes aldrig at finde et rigtig flow og stole på beslutningerne, så der gik for meget tid med at dobbelttjekke kortet. Tiden rakte til en 2. plads, men Anne-Mette var ikke helt tilfreds med løbet. Efter 30 min på ruten var der overskydende energi i benene, så bakkerne blev lige kørt et par gange mere, inden turen gik hjem mod sofaen og restitution. Næste løb var længere vest på. Der skulle køres langdistance i Vrøgum Plantage, der byder på fladt men meget varieret terræn. Der er en del kampvognsspor i området, så dem gjaldt det om at holde sig langt væk fra med mindre man ville trække cyklen i tungt sand. I Vrøgum var det Anne-Mettes favorit - langdistance, så der var håb om en bedre indsats. Det lykkedes også at få lavet gode rutevalg og samtidig holde god fart i cyklen. På den måde fik Anne-Mette hurtigste stræktid på 15 af de 16 poster og vandt dagens løb med 18 min til 2. pladsen.  Resultater Hannerup   Resultater Vrøgum

 
 
Tværs over Jylland al la Sydfyn - træningsweekend d. 13.-15.4.2012

Planen stod egentlig på løb/trekking med oppakning fra Blåvand til Vejle, men det blev afløst af 3 dage på Sydyn i smukt forårsvejr med Camilla som kaptajn. Vi startede med svømme program, bjærgning og dykkeøvelse i Højme svømmehal fredag aften. Det kan afsløres at Anni ikke bestod bjærgning af Camilla, så godt hun er en god svømmer selv. Suppe til natmad og overnatning i Dalum. Tidligt næste morgen stod vi endnu en gang op til duften af Tines nybagte boller for derefter at stå i kajakklubben kl. 8.00 til en kajak tur på en smuk forårs morgen.  Over middag stod vi klar til MTB-O i Svanninge Bakker, Hvorefter vi snuppede en længere tur med bakkerne i omegnen, så vi fik set alle udsigtspunkterne, den berømte golf bakke og "knolden". Til sidst spændte vi rulleskøjterne på til en tur rundt omkring i Fåborg, inden karavanen dragede mod vores overnatningsted - Gorilla park. Line og Camilla sørgede for optænding af grillen, aftensmad og fik pyntet op med flag i den store tipi, mens Anne-Mette, Tine og Anni fandt et sted i skoven til at hænge de 5 hængekøjer op til natten. Kl. 23 hang vi mellem træerne i skovens dybe stille ro. Stille ro var nu nok så meget sagt, for dyr og fugle larmer nu pænt meget om natten,. Men som vores redning havde Camilla taget hendes mundharmonika med, så hun fik ro på  både dyr og Team Fit4Run pigerne.
Næste morgen stod den på klatring, Tarzan- og King Kong sving inden brunch kunne indtages i solen i Gorilla Park, hvorefter vi drog hver vores vej. Anne-Mette og Anni valgte at springe på cyklerne og tage den på 2 hjul til Odense, så de sidste røverhistorier kunne blive fortalt. Tak til Camilla for lige at have medbragt en fødselsdagslagkage og Anne-Mette for at der var pandekager til desserten i teltet lørdag aften.

 

 




 

4 timers Cykel X-perten MTB, Morud d. 6.4.2012

Cykling Fyn på banen med et nyt koncept - 4 timers duo på banen ved Svanesøen. Vi har trænet på banen et par gange de sidste uger, og den var super god og hurtig. Men med udsigt til regn på løbsdagen var vi noget bekymrede. Det regnede da også fra start til slut, men heldigvis var banen fin de første timer for så at blive mere og mere glat og vanskelig. Anni og Line dannede par i dameduo. Anni var mødt op trods dårlig mave, så hun så noget ynkelig ud. Men på Team Fit4Run svigter man ikke sine holdkammerater. De fik alligevel kørt nogle rigtig gode tider, men desværre gik Lines gear i baglås til sidst. Anne-Mette kørte i mix-klassen med Jan. Jan lagde hårdt ud, så de førte klassen fra start til slut og endte 4 omgange foran nr. 2. Anni og Line vandt dameklassen - og deres omgange rakte til en 2. pladsen i mix-rækken. 4-timers racet var en god løbsform. Man fik et par timer med høj intensitet, og der var en rigtig hyggelig stemning trods regn og mudder.      Resultater      Billeder

 

 
Påske O-løb Rømø d. 5.-8.4.2012

Ikke engang et døgn efter MTB-O campen, skulle Camilla Gry videre med Odense orienteringsklub til påskestævnet  på Rømø, så cykeltøjet blev skiftet ud med løbetøj og sko. Klubben havde lejet Rømø Kurhotel, som fungerede som en velplaceret base under hele stævnet. Der blev løbet i hhv. Rømø Nørreland, -Midtland og -Sønderland. Camillas oprindelige plan var at deltage med Team Fit4Run i adventurerace på Møn, men den plan blev forpurret af skader. Så hun kunne ikke nå tilmeldingsfristen og måtte løbe udenfor konkurrence på de åbne baner. Men det blev alligevel til nogle gode løb på de længste baner. Målsætningen var at få erfaring med det varierede terræn i plantagerne og de berygtede åbne klitter og heder - gavnligt til West Coast eXplorer. At komme inde fra tæt lukkede troldeskove til de åbne hede vidder var en lækker og orienteringsmæssig alsidig oplevelse. De første dages fejl, blev der rettet op på, så erfaringerne med Rømøs terræn kan sjovt nok reduceres til: "Øvelse gør mester".

 

 

MTB-O Camp, Hillerød d. 30.3.-3.4.2012

Camillas gamle truck bestod testen og fik fragtet både ryttere og cykler sikkert frem til 5 dage med kort og kompas. Camilla og Anne-Mette deltog i den traditionsrige MTB-O camp, som i år blev afviklet i skovene på Nordsjælland. Flere landshold og over 200 deltagere var klar til at trampe stierne tynde. Vi lagde hårdt ud med natorientering, hvor Ay-uppen igen viste sit værd som projektør. Når man kører rundt og leder efter poster i mørket, får man et ekstra adrenalin-sus. Totalt fedt. Mindre fedt var det dog, at Anne-Mette tabte en pedalarm, men det kunne der rodes bod på ved at finde reservedele hos værterne Anna og Malene. Næste dag bød på 1 konkurrence og efterfølgende træning. Camilla fik lært MTB-O reglerne på den hårde måde, og fik lidt ekstra km i benene. På træningsturen gav vi hinanden god sparring og fik diskuteret masser af rutevalg. På 3. dagen valgte Camilla at tage til Jægerspris for at prøve kræfter med sit første DM i fod-o. Og hvorfor ikke starte med ultra lang distance? Det voldte nu ikke de store problemer, og banen blev gennemført med tilfredshed. Imens kæmpede Anne-Mette med første posten og sandet i Tisvilde Hegn - begge dele drillede. Godt at der var en træning i samme terræn bagefter. Camilla var nu tilbage og kunne nå at snuse til området. Campens 4. dag bød på lang distance med bunkestart. Så var det ellers om at holde hovedet koldt og stole på sine egne valg. Anne-Mette kørte med gode vejvalg og vandt dagens løb. Camilla derimod kom i mål med blodet over hele hovedet og på kortet. Man frygtede straks det værste, men en gang næseblod havde ikke slået hende helt ud. Så efter et par timer på cafe i Hillerød var vi klar til sprinten. Anne-Mette gentog sin brøler med at fjumre på første posten, men ellers kørte vi gode løb og fik nørdet lidt kort med konkurrentern bagefter. Med trætte stænger kunne vi så tage hjem og bespise Anna og Malene - det var vores tur til at lave mad. Det sidste løb på campen var ultra lang, så der skulle fyldes godt op med energi i flasker og lommer. Denne gang var der Le Mans start, og vi fik en god tæt dyst i vores klasse. Anne-Mette var endda ude i en drabelig slutspurt, der kun lige blev vundet med ½ cykellængde. Masser af erfaring rigere kunne vi tage tilbage til Fyn. Camilla for at pakke tasken til påske o-løb på Rømø. Anne-Mette for at køre 4-timers duo i Morud.     Resultater MTB-O      Resultater DM

 

 


 
Vestkysttur d. 24.-25.3.2012

Anne-Mette havde planlagt teamtur med benhårde 24 timer, som skulle benyttes til non stop adventure træning. Med propfyldte biler og trailer ankom vi til Rømø med stil. Her skulle vi indvies i disciplinen Blowcarts - en lille 3 hjulet vogn med surf sejl. Den styres rundt på stranden og kan ved god vind komme op på omkring 70 km/t. Desværre var der ikke så meget vind som vi tøser med hang til action og fart kunne tænke os. Så efter en time i blowcart tog vi en lille tur på rulleskøjter i håb om, at vinden ville tage til. Det skete ikke, så vi kørte videre mod Esbjerg, som skulle være vores base resten af turen. Camilla og Anni startede ud i Ho Bugt i kajak og roede mod nord efter sæler. Imens tog Line, Tine og Anne-Mette ud på rulleskøjte orientering og o-løb i Esbjerg og omegn. Efter 3½ timer og lækker aftensmad lavet af Tine, byttede vi. Mørket havde nu lagt sig og vandet i Vadehavet var væk! Line og Anne-Mette trak og slæbte kajakkerne væk fra kysten, men selv langt fra land kunne de kun lave rolignende bevægelser ovenpå sand- og muslingebankerne. Så de trak hjem igen med kolde fødder og en vished om, at man på disse kanter ikke ror kajak ved lavvande. Alle var sikkert tilbage før midnat, og vi fik hurtigt pakket til MTB turen. Turen gik i mørket til Kammerslusen - efter vi først havde fundet den falske sluse. Ind i landet til Ribe Domkirke og slotsbanken, inden vi kørte videre sydpå langs diget. Ved Brøns vendte vi cyklerne og kørte igen nordpå. Timerne gik overraskende hurtigt, måske fordi snakken gik hele tiden. Vi lærte, at der er andre sluser end Kammerslusen, og at der er meget fladt derovre vest på. Ingen faldt i søvn på cyklerne, selvom  trætheden meldte sig ud på de sene timer. Da vi nåede Esbjerg tidligt om morgenen, var sidste mission at finde en bager. Camilla spiste det ene brød. Vi andre delte det andet! Tine, der ikke havde kørt natturen, var allerede stået op og havde cyklet 50 km til party. Som adventureracer kan man jo ikke ankomme i bil. Det var enden på endnu en fed træningsweekend.       Foto
 
 


Stige Ø Off Road - 10 km, Odense d. 18.3.2012

Omkring 120 løbere havde tilmeldt sig dette års udgave af Stige Ø Off Road. Vi havde lagt os i selen for at lave en rute, der kunne få det bedste ud af området på den gamle losseplads. Og det er så fedt at lave løb for jer, når man kan se at I trods sved på panden og høj puls har et smil på læben. I er for seje!!
Vi havde en stak flittige hjælpere som gav et nap med i weekenden. Nogle morede sig med kreativitet på Gorilla stien, andre sørgede for at knipse billeder, være lægevagt eller sørge for at der var drikkelse og frugt. Hjælp var der også nok af, da det hele skulle tages ned igen. Kæmpe tak - dagen gik meget nemmere med jeres hjælp. Også vejrguderne tilsmilede os. Vejret var perfekt til løb i anstrengende terræn, og regnen kom først da sidste deltager forlod pladsen.
Igen i år kunne vi også begave løberne med flotte præmier fra vores gavmilde sponsorer. Dejligt de år efter år er med på banen og støtter vores fælles sport.
Vi håber I havde en dejlig dag på Stige Ø, og at I snupper en tur i bakkerne igen næste år.
Resultater        Foto

 

 

 

Vestergade MTB cup 3. afd. Blåbjerg, Varde d. 11.3.2012

Anni og Anne-Mette havde en samlet placering i cuppen at kæmpe for i dag, så det var frem i front i feltet på 293 deltagere for at få en god start og ikke allerede tabe løbet der. Anne-Mette var endda så kæk, at hun var ved at smutte op til U17 men nogen havde vist luret at hun ikke er under 17 længere...! Som altid var sporet rigtig godt, og denne gang med både mere plads og flere km. De lange stræk var krydret med nogle fede op- og nedkørsler og lækker singletrack, så det var en ren fornøjelse. Efter nogle gode dyste på sporet lykkedes det at hive vigtige point hjem i den samlede cup. Anne-Mette sluttede på en samlet 3. plads og Anni 2., så det var tilfredse Fit 4 Runner - eller som speakeren sagde: Fit 4 Funner, der hoppede på skamlen og igen drog hjem fra det vilde vest med masser af præmier. Da Anni kom hjem, var baghaven indtaget af en hest! Hun var af holdkammeraterne blevet begavet med en hometrainer i form af en hest, som de syntes passede hjem i haven. "Tak piger, den holder jeg allerede meget af", lyder det fra den nye hesteejer der er ved at finde gulerødder og havre til dyret. Og sådan sluttede Vestergade MTB cup 2012.
Resultater og fotos

 

 

Vasaløbet, åbent spor, d. 26.2.2012 Sälen, Sverige 

Camillas lagde hårdt ud med sin langrends karriere ved det berygtede Vasaloppet. Løbet er et traditionsrigt klassisk langrendsløb på 90 km. I alt bestiges 812 højdemeter. Camilla tog turen sammen med 6 andre danskere og med indlogering tæt på sporet blev det til nogle hyggelige tilvænningsdage med teknisk træning og små ture i konkurrencelignende terræn. På løbsdagen skulle vi op kl. 03.00 for at kunne nå at køre de 125km til startstedet, og ikke mindst få fordøjet morgenmaden. Der var minus 13 grader C og der stod vi så kl. 07.00 og pyntede i stramt outfit. Det var umuligt at blive varm, så vi var et par stykker, der lod os friste af bålvarme og udskød starten lidt. Udover fordelen ved at få varmen, blev folk samtidig lidt mere spredt på ruten. Der var trods alt ca. 8000 entusiaster til start! Mængden af spor startede med 8, som snævrede sig ind til 6 og herefter 4. Allerede efter de første 3 km havde man besteget det første bjerg med 200 højdemeter. Folkemængderne var massive og der blev uddelt skub og albuestød – oftest ikke med vilje. De første 25 km gik kredsløbsmæssigt og teknisk godt, men så faldt nogle foranløbende ned ad en bakke. I forsøget på at undvige, kom en mand bragende bagfra, og begge på hovedet i sneen. Det kostede en skistav – knækket midt over! ØV, sikke en nedtur! Men man kan jo ikke give op der midt på sporet, så ud i inderste spor for at stave af sted med kun en arm. Det var motiverede, at kunne arbejde amputeret og stadig have go fart på. Efter 3 km med single stavarbejde kom et depot med en udlåns-stav-bod. Ja, Vasaloppet er et gennemtænkt og afprøvet løb. Nu skulle det tabte indhentes, så den fik ikke for lidt. Lidt varm blåbærsaft ved depoterne og hurtigt videre. Lidt over halvvejs på ruten, meldte trætheden sig. Men efter en gel, blåbærsuppe og en kort tissepause med udsigt og front til alle de andre løbere, var Camilla flyvende igen. Dobbelt stavtag efter dobbelt stavtag gik fremad - mange tanker omkring mest effektive teknik fløj rundt i hovedet. En fornøjelse at mærke kroppens reaktion. Med 25 km tilbage handlede det kun om at komme i mål. Der blev talt ned ved hvert km skilt og jublet indvendig. Vi var 2 piger, der skiftedes til at trække i nogle kilometer. De sidste 20km blev stort set kørt i dobbelt stavtag uden fraspark, men opløbsstrækningen blev løbet i en hæsblæsende rytme. Det var det fedeste at komme sobert i mål. Tiden blev 7 timer og 19 min. Afhængigt at sporets beskaffenhed og øvrige vejrforhold må jeg kun kunne forbedre tiden, da jeg nu kender ruten. Tak for den fedeste oplevelse, Camilla Gry...

 

 



Vestergade MTB cup 2. afd. Grusgraven,  Varde d. 26.2.2012

Varde Cykelklub havde meldt om mudder og dårligt føre i Grusgraven, men vi blev alle snydt. I stedet fik vi det skønneste solskin og perfekte forhold til dagens MTB løb. Totalt fed og hurtig rute krydret med masser af spændende udfordringer i et afvekslende terræn - en sand fornøjelse. Anni og Anne-Mette var med i den store startgruppe med damer og herre motion. Der blev gået til makronerne fra start. Ingen ville havne i flaskehalsene, men der opstod alligevel kø flere steder på første omgang. Vi havde klart vores force på opkørsler og de tekniske stykker, men her blev vi desværre fanget bag en del mænd, som kunne tonse fra os på de brede lige spor. Sådan er det, når der er mange på sporet - Varde Cykelklubs MTB løb spiller bare, og det trækker jo folk til. Damefeltet var stort og stærkt i dag, så det var en hård dyst. Første dame trak hurtigt fra, mens vi andre dystede om de næste placeringer, der skiftede nogle gange ude på ruten. Anni og Anne-Mette passerede målstregen som nr. 4 og 5 - lige udenfor det eftertragtede podie. Foto: Søren Thomsen    Resultater og fotos

 
 


Teamtur uge 7, Ebeltoft

Anni og Anne-Mette var inviteret i kajakklubben for at fortælle om West Coast eXplorer og forberedelserne til løbet. Det blev startskuddet til at komme i gang med vores focus punkter. Anni måtte i gang med sin hidtil største udfordring: At blive fortrolig med heste og lære ridningens kunst. Vi har lånt søde Bella til formålet, og Anne-Mette er ridelærer.
Endnu en gang havde holdet sat hinanden stævne til fællestræning. Vi startede op som heppere ved Nicolais basketball kamp med Bakken Beas, inden vi drog i sommerhus ved Ebeltoft. Her var det nyanlagte MTB spor desværre helt overiset, så coach Tine måtte tænke kreativt. Vi blev kommanderet på cyklerne til en lang tur på de små veje til Grenå. Her jagtede vi poster og øvede kompasgang i skoven, inden vi i det skønneste vejr cyklede hjem igen. Dejligt langt træningspas, der efterfølgende krævede en ordentlig energiindtagelse - denne disciplin mestrede Camilla virkelig. Hjemme havde vi hver især forberedt os på en snak om forventninger til os selv og hinanden især i forhold til WCX, så det blev til en rigtig god teamsnak der bliver vores guideline for sæsonen. Line kunne dufte vores hjemmebag, så hun sluttede sig til os ved morgenmaden lørdag. Vi skulle ud med GPS, så traditionen tro blev det regnvejr og koldt! Det gjorde turen i svømmehal og sauna til en udsøgt fornøjelse. Vi måtte dog lige ud og finde de sidste catche, så på med lygter og af sted igen. Jan og Louise ordnede aftensmaden imens vi legede med teknikken, så servicen var i orden. Søndag morgen viste solen sig atter, og isen på MTB sporet var smeltet. Mens morgenmaden blev fordøjet, fik vi planlagt Stige Ø Off Road. Det kan kun blive godt! Nu skulle cyklerne luftes, så vi kørte over på MTB sporet og blev positivt overrasket. Der var masser af fede singletracks med udfordrende op- og nedkørsler, så vi fik pudset teknikken af. Bestemt et spor, der skal køres igen.  Endnu en rigtig god teamtur med go gas. Tak til Nicos forældre for lån af det skønne hus.

 
 



Træningsweekend Houstrup d. 20.-22.1.2012
 
Vanen tro blev Team Fit4Run indlogeret i sommerhuset i Houstrup. Aftenen stod på MTB niteride, men vi blev overmandet af scrablespil og fik i stedet planlagt  ruterne for næste dags træning. Lørdag blev skudt i gang med hjemmebagte boller - genvalg til Tine! For de normale plus 30 årige kvinder, ville vejret have budt på cafetur og cafe latte. For de mindre normale plus 30 årige kvinder betød det en regnfuld 4 times cykeltur i det vest jyske. Vidunderligt! 
Mindre vidunderlig var, at Tine måtte slæbte Line ca.3 km, fordi det så HELT galt ud med Lines gear - dog kunne et møde med Jan på mystik vis opklare dette problem. Så meget for gratis træk på cykel! Anne Mette og Anni tog en ekstra tur på sort spor i Blåbjerg Plantage og fik overhalet en gruppe imponerede mænd, så benene synes at være klar til MTB løb søndag. 
Meeeeeen inden vi kunne nyde resten af dagen i sommerhuset, skulle en vi ud i det fantastiske vejr og geocache lidt. Lidt symptomatisk for weekenden begyndte regnen at falde, ligesom vi begav os afsted. Af urensagelige årsager havde Jan indvilliget i at tage med, men en time senere kunne han gennembøldt og godt kold konstatere: "Jeg burde simpelthen være for intelligent til at gå med til det her", men det var han ikke! Godt gennemblødt og en smuttur på en omvej af ca. 3 km senere, kom vi endelig tilbage til sommerhuset. Vi var ikke helt enige med GPS´en om hvor det skulle befinde sig, men vi blev vigtige erfaringer rigere. Sultne afsluttede vi aftenen med hamburgerryg, kartofler og salat plus et enkelt gals vin - alt i alt en vellykket træningsdag!
Søndag stod den på MTB løb i varde. Kulden skræmte tilsyneladende ikke ret mange fra at komme, og solen skinnede da også fra start, hvor Anne-Mette endnu engang beviste hendes evne til at komme forrest i feltet inden starten. Uheldigvis kunne Tine lige inden starten gik informere Anni om, at hendes dæk var fladt! Heldigvis fik hun hurtigt skiftet slange og kom ud på ruten. Trods punktering overhalede hun Line, som havde en skidt dag og Anni viste med sin placering, at formen allerede nu er ganske fornuftig. Dog kørte hun ikke hurtigt nok til at nå Tine, der fik taget sejren i sidste øjeblik.  Resultater

 
 



Night Ride MTB enkeltstart, Morud d. 11. og d. 24. 1.2012
 
En mørk men mild vinteraften satte en række entusiastiske MTB ryttere hinanden stævne til en hård enkeltstart ved Svanesøen - også kaldet Bjarnes baghave. De seneste dages regn havde gjort det slemme ved sporet, der ellers var udbedret med flis og gran. Men der var nu stadig en go gang mudder, som nogle gange var lod sig lettere passere til fods. Turen 2 x rundt på banen blev en kamp om at holde sig på cyklen, og med lungerne udenpå tøjet blev det også en kamp mod den dårlige vinterform. Anne-Mette var den ene af de 2 fremmødte damer. Hun blev hurtigste af hunkøn, og en go del af mændene måtte indkassere tider længere nede i rækken. Efter en voldsom tiltrængt cykelspuling blev der disket op med varme drikke, lodtrækningspræmier og suppe. Det var jo en masse man fik for sit startgebyr på 25 kr. Lad os få nogle flere af den slags løb... 
2 uger efter var vi atter til enkeltstart i mørket ved Svanesøen. Denne gang havde frosten sørget for et super godt spor, så der blev kørt hurtige tider og vi kunne spare cykelvasken.

Billeder:  Jørgen Dyrvig & Lars Schrøder    Resultater 1. løb     Resultater 2. løb

 

 
Nightride video fra Svanesøen
af Lars Schrøder - tjek den


2012 bliver et vildt år.
 
Det er med store forventniger vi tager hul på en ny sæson. Den bliver på mange måder anderledes end de tidligere. Team Fit4Run har sagt farvel til Kristin, der har valgt at forfølge sin store drøm om at kvalificere sig til Ironman på Hawaii. Vi vil følge hende med spænding og ønsker held og lykke med projektet.
En af holdets store satsninger i 2012 bliver Alpentour Trophy - MTB etapeløb i de Østrigske alper, hvor vi stiller 2 x duo.
De mange adventurerace vi skal køre kommer til at kulminere med West Coast eXplorer, som bliver vores hidtil længste med 3 døgns konkurrence. Vi glæder os ekstremt til at tage fat på forberedelserne og sammen arbejde hen mod de mange udfordringer, løbet byder på. Vi skal nok blive trætte undervejs....
I 2012 vil vi selvfølgelig være at finde på de sprøde MTB spor, på jagt efter poster i skoven, i kamp mod uret til fods, på hjul og i vandet. Vi vil lægge os i selen for at genvinde diverse cups og DM titler. Det er nu vi går i gang - det kan kun blive en fest med den fantastiske opbakning vi møder fra sponsorer, venner, familie og andre venlige sjæle.
Det er ved at blive en tradition, at vi afvikler et motionsløb af den slags vi selv foretrækker at deltage i. Stige Ø Offroad- 10 km bliver gentaget i 2012, og tilmeldingerne er begyndt at strømme ind. Sammen med vores hjælpere skal vi nok gøre vores til, at det bliver en dag udover det sædvanlige.

 

 


Odense orienteringsklub nytårsløb d. 31.12.2011

Årets sidste dag blev brugt til meget andet end fyre raketter af. Tine, Camilla Gry, Anne-Mette og Anni valgte i år at løbe nytårsløb i orienteringsklubben, der diskede op med 3, 6 eller 9 km hård crossløb. 40 var til start i Åløkkeskoven, hvor stemningen var i top og vejret fantastisk. Til en pris helt i bund fik vi en super hård cross rute, champagne, hjemmelavet kransekage (det lykkedes endda Camilla Gry at hamstre alle resterne), kaffe og ikke mindst hyggeligt samvær i klubhuset. Efter løbet cyklede vi til Anne-Mette, hvor der var frokost og planlægning af de næste 8 måneders træning- og konkurrence. Line og Nikolaj havde indbudt til nytår i Århus, så der sluttede vi året af med et frisk havbad i Århusbugten, go mad og hygge.   Resultater
RIGTIG GODT NYTÅR TIL ALLE!!