Vikingesvøm, Roskilde Fjord d. 30.6.2013

Det var måske en anelse kækt at melde sig til at svømme 2500m over Roskilde fjord uden svømmetræning, men der har været andre vigtigere ting at bruge træningstimerne på. Det er fedt at svømme i åbent vand og bare for sjov, så Anne-Mette håbede at kunne klare turen på rutinen.
Det viste sig at være sande vikinger, der krydsede fjorden. Dagens vandtemperatur var 14 grader og det blæste en halv pelikan, så masser af bølger gav en følelse af at svømme i en vaskemaskine. Det ene øjeblik svømmende man i rigtig retning med domkirken i sigtekornet- det næste øjeblik blev man drejet af bølger og havde helt forkert retning. Læs resten

Rold Race, d. 29.6.2013

På et afbud dagen før Rold Race skulle afvikles, sprang Camilla til da Allan Treschow manglede en makker. Vi var nok 30 hold til start. Heriblandt Anni og Malene fra WATeam i dameklassen.
Efter den indledende o-løbs prolog i den nordlige del af Rebild Bakker var resten af løbet “free order”. Man skulle indsamle så mange point som muligt indenfor 5 timer. Posterne gav henholdsvis 1, 2 og 5 point. Det var eget valg om posterne skulle klippes til fods, på MTB eller svømmende.
Ved starten havde vi fået udleveret alle kort og kunne således lave vejvalgsstrategi undervejs. Allan førte kort og Camilla løb med de resterende kort. Allan navigerede sikkert, men for træningens skyld var Camilla med på et ekstra kort. Læs resten

Dagen derpå… Webikecup d. 18.6.2013 og Powercup d. 26.6.2013

Der var stadig mudder i benene – eller noget andet tungt, da Anne-Mette stillede til start i Webikecup på racer. Der skulle køres enkeltstart på en 22 km tør og forholdsvis flad rute. Rute- og vejrforholdene var i top, så Anne-Mette glædede sig til at komme ud på den lette cykel. Men ak, benene var blytunge fra første tråd og aldeles uden power. Løbet blev gennemført med en gennemsnitsfart på 33,5 km/t, og det rakte til en lidt skuffende 3. plads.
Efter nogle dage var kroppen imidlertid bedre restitueret og klar til Powercup på MTB. Denne gang med Næsby Cykelmotion som arrangør, så Anne-Mette kunne køre på hjemmebane i Næsby Ådal. Trods nogle regnfulde dage forud for løbet, var det en rigtig god rute med skrappe stigninger og fed singletrack. 10 damer var til start, så det blev ikke en nem dag på kontoret. Som ved sidste powercup, stod kampen om de 2 første pladser mellem Anne-Mette og klubkammeraten Johanne – begge godt hjulpet af mange heppere langs ruten. Som sædvanlig et rigtig hyggeligt løb med god stemning og ikke mindst lækker kage.
Foto: Mikkel Raakilde Jakobsen

Kvindecuppen, Ry d. 19.6.2013

Kvindecuppen.dk skulle køres i baghaven ved Knøsgården i Himmelbjergegnen. I alt 5 runder på 2,9 km med 80hm per omgang skulle tilbagelægges af de deltagende kvinder. Camilla nåede ikke at varme op på ruten, men havde fået fortalt, hvordan de havde skåret terrænet. Så der var lidt spænding på, selvom det var på kendt grund. Og hvordan med cykelbenene? MTB træningen har jo stået i skyggen af løbeturene på det seneste. Men Camilla kom godt fra start og lå som nr. 3. Kredsløbet skulle lige i gang og i løbet af iltgælden, blev der betalt med nogle nedrykningspladser. Men de blev hentet igen, og Camilla sluttede af som nr.3. Arrangementet var enormt hyggeligt og som altid, er der god forplejning og en endnu bedre stemning. Ti tomler op til kvindecuppen.dk!

Nordic-24, Holte d. 15.-16.6.2013

Chain suck. Et nyt udtryk jeg har lært. Sådan lyder det fra Lise Kronborg, der villigt stillede op på 4 pers hold sammen med os. Hun fortæller videre:
Det er når kæden, med stive led af mudder og snask, trækkes lidt kantet op og rundt på klingen – typisk den mindste klinge – og så går i klemme mellem klinge og stel. Så blokeres tråddet fuldstændig. Er det på en opkørsel, og er man praktikant som undertegnede, så vælter man. Lige ned på albuen. Hver gang.
Team Anneberg´s udsendte medarbejder var i weekenden i kamp som praktikant hos Team Fit4Run – Anne-Mette Mortensen (Farmor), Anni Plauborg og Malene Telyakevych. 24timers MTB løb i Holte var på spisesedlen, og det var bare at tage for sig. Læs resten

Odense Kajakmarathon, d. 8.6.2013

Som fortræning til DM i kajak på marathondistancen stillede Anne-Mette til start på hjemmebanen i Odense Havn og kanal. De mange års erfaring skulle jo være en fordel, men Anne-Mette måtte sande at det nok var lidt for mange år siden kapkajakken sidst blev luftet til løb. Allerede før start gav det urolige vand med refleksbølger problemer. Ikke lovende! Så var der ikke andet at gøre end at lægge sig bagerst i feltet og klappe bølgerne flade, mens konkurrenterne forsvandt i horisonten. Da vandet endelig blev roligt startede jagten så. Konkurrenter og andre deltagere blev indhentet km for km. Efter 23 km kom Anne-Mette i mål som vinder af dame Master. Så lover det alligevel godt for DM. Meeeeen det bliver nok i en mere stabil kajak, så der kan arbejdes mere effektivt hele vejen.

Et cykelløb der mest vil blive husket for det ekstreme vejr

Der blev aldrig en 4. etape på dette års Alpentour Trophy. Arrangørerne, der prioriterer rytternes sikkerhed højt, valgte klogeligt at aflyse sidste etape. Den voldsomme regn skyllede simpelthen sporene væk, og vand fossede ned af stier og bjergsider. Det viste sig jo så senere at både Østrig, Tyskland og Tjekkiet blev meget hårdt ramt af de store vandmængder.
Vores grej blev pakket og vi fik sluttet løbet af i kongreshallen med pasta party og præmieoverrækkelse. Anni og Tine sluttede på en samlet 3. plads. Anne-Mette fik kørt 2. og 3. etape af løbet med placeringer midt i soloklassen.
Det blev et løb vi sent glemmer. Allerede ved afrejse hjemmefra var vi noget nedtrykte over de dårlige vejrudsigter. De viste sig at holde stik – vi fik en uge med vejr, der er en skiferie værdig. Men vi har lært det østrigske vejr at kende og var godt forberedte med en ordentlig garderobe. Vi fik brug for både huer, vinterhandsker, de tykke skoovertræk, uldsokker og selvsagt vores regntøj. Så en oplevelse ud over det sædvanlige blev det på mange måder.
Billeder fra Alpentour 2013

Masser af udfordringer også uden sne

Så er 3. etape kørt i Schladming. Vi blev sparet for 20 km og 600 hm, da den oprindelige rute ikke kunne køres pga sne. Alligevel var der udfordringer nok med krævende nedkørsler, tunge opkørsler og cykeldefekt. Dagens 54 km og 2200 hm endte med podie- og 3. plads til Anni og Tine i duo. 7. plads til Anne-Mette i solo.