Powercup, 4. afd. Grøftebjerg d. 21.8.2013

Nøj, det var dejligt at køre på det fede spor hos Per i Grøftebjerg!
Anne-Mette var til endnu et MTB løb:
Jeg havde faktisk helt glemt, hvor hårdt sporet er med konstante sving, tætstående træer, stigninger og krævende nedkørsler. Men det viste sig fra sin bedste side med tørt underlag og masser af lækker singletrack med udfordringer til de trætte ben. Efter søndagens 12-timers løb var der stadig lidt visne ben. Men der var hul igennem, da først løbet kom i gang. Jeg kom godt fra start som første dame ud af 6. Første omgang kørte man tæt, så det var med at holde tungen lige i munden. Og på forunderlig vis lykkedes det da også at lave et mindre smart stunt over en træstub, der stod i vejen. Det var vist min egen skyld, at jeg måtte forlade sadlen der (og en gang mere lidt senere). Nå, støvet blev børstet af, og så gik det videre uden flere uheld og dårlig kørsel.

Læs resten

12 timer i Jylland, MTB Virklund d. 18.8.2013

Super form, nedtur og team spirit  må bare være nogen af overskifterne på søndagens 12 timers MTB i Virklund. Anne-Mette og Anni deltog som duo, mens Tine havde fået stablet et 4 mandshold op: “Casper og Tøserne (Malene, Louise og Tine)”.
Anne-Mette og Anni kæmpede med om podiepladserne fra start, og der skulle gives max gas på hver runde for at bevare den. Camilla kom forbi tidligt på morgenstunden for at heppe, inden hun drog til Rebild Bakker for at løbe Salomon Trailtour på 28 km. Hun vendte tilbage igen senere med en stor godtepose med de lækre kalorier – og får at heppe os i mål.
Anne-Mettes form er stærk opadgående, og hun kørte stabile og hurtige tider. Anni derimod måtte grave dybt i psyken og måtte indse, at meget løb ikke gir gode ben til de lange opkørsler. Og med en cykel hvor gearne bare ikke fungerer længere, så må der holdopbakning til. Så for at Anni og tilhørende cykel kunne komme på højkant igen, tog Anne-Mette to runder i træk og viste at alt den seje træning på cyklen gir´ bonus. Mens Anne-Mette kørte omgange på cyklen, donerede Malene sin MTB til Anni og fik skiftet pedaler, mens Tine forsøgte at få Annis cyklel fikset. Alt imens tøserne knoklede for teamet, lå Anni i teltet og spiste Camillas lækkerier og fik indtaget væske. Med Malenes noget lettere MTB med 27.5 tommer hjul kunne der igen gives gas. Det hjalp på både humør og omgangstider. Læs resten

DHL stafet, Engen i Odense d. 15.8.2013

Brian havde igen samlet tropperne til årets DHL stafet på engen. Der var lagt op til fælles hygge, men først måtte vi slide i det. Vi har ikke ført os frem på 5 km banerne i lang tid. Anni har travlt med træningen til den noget længere distance, Camilla endnu længere, Tine fodskadet og Anne-Mette cykler derudaf. Men grundformen fejler jo ikke noget, og vi var klar til at få pulsen op i det røde felt. I mangel på en 5. mand havde Brian sørget for at Julie hjalp os. Hun løb første turen, og lagde stilen med en super flot tid. Tine afløste, og glemt var den dårlige fod. Dieselmotor og “Still going strog”. Endnu en god tid. Så kom Anne-Mette ud på ruten, hvor der nu var plads til masser af overhalinger. Indtagelse af det nye præstationsfremmende middel rødbedesaft viste sig effektfuldt. Om det var opvarmning eller iver for at komme igang vides ikke, men Anni hoppede og sprællede i skiftezonen klar til 4. turen. Flere løbere så hendes hurtige fodsåler bagfra. Vi fik hentet ind på de små minirunners fra Fit 4 Run, så der var pres på Camilla inden sidste tur. Men vores bjergged havde stadig energi i benene. De små ben drønede derud af i kanon tid. Ingen kunne se, at hun netop havde gennemført 5 dages ultraløb i Colorado.
Læs resten

DM MTB-O, Svinkløv d. 10.8.2013

Weekendens MTB-O startede fredag aften på Ålborg Kaserner, hvor der skulle køres sprint. Anne-Mette var noget spændt på hvad evnerne rakte til. Kortet har ikke været med på cyklen længe. Men orienteringen gav ikke problemer. Postere kom hurtigt efter hinanden med 16 poster på 5 km., men med fuld koncentration blev det kun til et enkelt lille bom og en tid hurtig nok til at snuppe 1. pladsen.
Lørdag gjaldt det så DM lang i Svinkløv. Dagens rute var på 13 km og igen 16 poster. Anne-Mette fløj ud af startboksen, og inden første post var lokaliseret var fokus væk og første bom en realitet. Allerede nu meldte usikkerheden sig, og der var ikke rigtig noget der ville lykkes. Det blev til forkerte vejvalg, alt for mange stop for at kikke kort og en masse fejl. Det gav en ekstra lang rute og masser af frustration. Dagens rute var svær og kunne ikke køres på rutinen (som jo i øvrigt heller ikke rigtig var til stede). Så DM medaljerne gik i år til nogle, der havde fortjent dem bedre. Men det var trods alt en god udfordring og fedt at vi var mange damer til start.

Kongeetapen, Post Danmark Rundt d. 2.8.2013

Anne-Mette bruger weekenderne på at få kørt lange træningsture, så benene er godt rustet til Crocodile Trophy. Kongeetapen ved Post Danmark Rundt var derfor fristende med 185 km fra Sønderborg til Vejle i noget af Danmarks hårdeste cykelterræn (1410hm). For det er jo selvsagt at ruten gik omkring alle de største bakker.
På det der skulle vise sig at blive sommerens varmeste dag, var Anne-Mette klar til at tage raceren med på tur op gennem Jyllands smukke landskab. For hvert 5. minut blev der startet 40 ryttere, som havde tilmeldt sig med samme forventede hastighed. Det betød et roligt felt, hvor gruppen holdt sammen.
Vi følte os som konger af vejen. Med 3 motorcykler til hver startgruppe blev der passet godt på os. De havde virkelig styr på sikkerheden og billisterne blev myndigt tilbageholdt, så vi kunne passere ugeneret overalt. Den første del af turen forløb ganske roligt, men dog i pænt tempo. Der var overskud til at nyde omgivelserne og få snakket med sidemanden. Man kunne jo ligeså godt hygge sig lidt, når nu man skulle sidde mange timer på cyklen. Men efter 30 km blev det alvor, og bakkerne begyndte at komme i en lind strøm i takt med at temperaturen steg.

Læs resten