28.-29.9.2013 TORQ MTB og Tour de Kerteminde

Weekenden stod på træning med høj intensitet for Anne-Mette, så det var nærliggende at køre med i et par løb. Lørdag havde Per inviteret til TORQ MTB løb i Grøftebjerg i sin baghave. Det blev til 4 hårde omgange, hvor der kom teknisk kørsel, en del højdemeter og et enkelt styrt ind på kontoen. Desværre var der ikke andre damer i sportsklassen, så det blev til en konkurrence mod sig selv og herrerne. Men deltagergebyret var godt givet ud med gratis forplejning i form af pølser og sodavand i mål og ikke mindst lækre Torq energiprodukter i præmie.
Søndag blev raceren støvet af. Over 700 deltagere havde fundet vej til Kerteminde Rundt, hvor distancerne var 60 eller 120 km. Anne-Mette skulle have nogle km i benene, så det blev den lange distance – dvs. 2 omgange rundt om Kerteminde i smukke omgivelser og med masser af vind på næsen. Første omgang blev kørt i en lille 4-mandsgruppe. Så skulle Anne-Mette altså af cyklen for at tisse. Men lige som hun skulle til at stå af, kom en stor gruppe op, og hun fortrød. Det blev til 30 km i gruppen, før blæren sagde stop. Så måtte hun lade feltet køre, for så at trække bukserne ned bag en busk. Mega træls! Nu hvor de andre alligevel var kørt, blev der lige brugt lidt tid på at få et stykke citronmåne i depotet. Resten af turen blev så kørt i ensom majestæt. Sådan da, for en træt gut blev samlet op og tog baghjulet til mål. Det var en rigtig flot tur, men desværre kostede det et ømt knæ bagefter. Håber på hurtig bedring og nyt krudt i stængerne.

Nyt præstationsfremmende middel….

Nu løftes sløret for Anne-Mette´s hemmelige våben: Rødbedesaft. Der har været forespørgsler på opskriften, så den kommer her. Håber den virker for dig. Rødbedesaft skulle efter sigende være præstationsfremmende og så smager det faktisk ret godt…..
Kom følgende i en juicer: 5 store rødbeder, 2 æbler, 1 humpel ingefær (ca. 2 x 2 cm) og 2 skrællede appelsiner. Smag til med citronsaft, nydes koldt og så skal du se løjer!

Camillas løbe summa summarum

Her lidt fra sensommerens løb i Camillas kalender.
D. 4.-8.august, Beyond the Ultimate Mountain Ultra, 5 dages etapeløb, 220 km i Rocky Mountains Colorado. Resultatet blev en overbevisende 1. plads! Det var et fantastisk eventyrligt løb, men også et hårdt løb med op og nedture – både terrænmæssigt og mentalt! Jeg løb nemlig forkert første dag efter at have presset hårdt på i 20 km, hvorefter jeg stadig havde 22 rå km hjem i uvished. Min største konkurrent var Mimi Andersson, netop kaldet Grandmother of Ultrarunning af den britiske avis Independent. Havde hun overhalet mig mens jeg var på skovtur? Og hvis der var noget jeg ikke havde brug for, med 200 km igen i selve løbet, var det ekstra km!
Naturen var enestående, og alle fire årstider viste sig. Mimi så en sortbjørn, mens jeg måtte nøjes med coyoteræve og chipmunks (jordegern).

Læs resten

Videbæk adventures d. 20.-21.9.2013

Dette års adventurerace i Videbæk skulle vise sig at blive noget anderledes end tidligere, da vi for første gang kom under katagorien DNF (did not finish). Men det er egentlig lidt misvisende, da vi gennemførte løbet i 17 timer og 56 min. Men her kommer den fulde historie om Grys defekt, Gry der tog en “morfar” i et skur, Anne-Mette på lege luftmadras og Anni fanget i brombærkrat på rulleskøjter.
Efter en time med klargøring, kortnørderi og rutevalg gik starten præcis kl. 22.00 fredag aften. Forude ventede 18 timers eventyr. Til startopgaven måtte vi dele os i to gruppe til rulleskøjter eller løbe. Vi valgte at vores hurtige bjergløber Gry skulle ud og hente nogle poster på løbeben, mens Anne-Mette og Anni tog rulleskøjterne. Hurtige fordelte vi posterne og vi røg afsted som de første på masters. Da alle poster var lokaliseret, røg vi ud i natten på MTB. Den ene post efter den anden kom ind på kontoen, men så skete det mest trælse; Grys tabte nogle skruer på sin lille klinge og den store knak alt imens kæden satte sig uhjælpeligt fast. Trods ihærdige forsøg var det var ikke muligt at gøre cyklen køreklar, så vi måtte sende Gry tilbage mod Videbæk (15 km løb med MTB.) Læs resten

VM marathon kajak masters, Bagsværd Sø d. 18.9.2013

De sidste par måneder har været lidt hektiske for Anne-Mette. Samtidig med MTB træningen frem mod Crocodile Trophy, havde hun valgt også at satse på VM i maraton kajak for masters. Så dagene har været proppet med træning for både overarme og ben.
Dagen hvor slaget i kajakken skulle stå var ventet med spænding. VM skulle roes på Bagsværd Sø, så det var jo næsten hjemmebane. Anne-Mette har kæmpet mange kampe i kajakken her. Nu 15 år efter, følte Anne-Mette sig godt forberedt. Der var kommet lidt gods i armene igen, og kajakken var opgraderet med pumpe og bærestrop. Det skulle gøre den12 kg tunge kajak lettere at løbe med. Distancen er noget kortere nu om stunder, hvor der kæmpes i masterklasen.17,5 km skulle tilbagelægges med ikke mindre end 4 overbæringer. Og det er her de store ting kan ske i kampen om placeringerne. Læs resten

Firma Multi Motion, Langesø d. 7.9.2013

Retro holdet med de 3 gamle travheste blev trukket frem til retro adventurerace i Langesø. Løbet kunne i år holde 10 års jubilæum, og Team Fit4Run har været med de fleste år. Hver gang på den længste distance. Det var faktisk netop i Langesø ideen til Team Fit4Run opstod da Tine, Anni og Anne-Mette for mange år siden havde debut som adventureracere. Om “Still going strong” kunne kobles på holdet, ville vise sig efter endnu en tur på den lange distance, 90 km.
Løbet blev indledt med en forhindringsbane som startloop for alle hold. Vi satsede på at komme hurtigt fra start, så vi ikke skulle vente i kø for at hoppe over bigballerne. De efterfølgende bakketoppe fik sveden frem på panden, men missionen lykkedes og hurtige som lyn var vi ved første opgave – kanosejlads efter kompas. Men hovsa. Rygsækken med vores kompas lå i skiftezonen. Rookiefejl – og retur! Læs resten