Krokodillen ordnet, Australien d. 19.-27.10.2013

Ekstremt langt, ekstremt støvet, ekstremt varmt, ekstremt vildt og ekstremt hårdt!
Sådan vil jeg beskrive Crocodile Trophy, det legendariske løb som går for at være verdens længste, hårdeste, varmeste og mest eventyrlige MTB etapeløb – og det levede fuldt ud op til forventningerne. Anne-Mette fortæller om sit livs MTB løb i Australien:
Efter mange måneders forberedelse var det dejligt endelig at stå i Australien klar til cykelløb af helt ukendte dimensioner. Jeg havde ventet et eventyr af de helt store, og det fik jeg!
Løbet starter ved Cairns, hvorfra rytterne bevæger sig ind i den australske outback og på 9 etaper tilbagelægger omkring 1000 km på vejen mod Cooktown. 75 ryttere (71 herrer og 4 damer) stiller til start, og der er næsten lige så mange hjælpere for at få det hele til at fungere. Crocodile Trophy er et helt specielt cykelløb med et godt fællesskab, fordi deltagerne overnatter sammen under primitive lejrforhold. Hver dag er der mål et nyt sted, og hele lejren rykker med. Et kæmpe logistisk arbejde.

Læs resten

Invita Cup, Varde d. 20.10.2013

MTB sporet i Blåbjerg er bare et af Danmarks bedste – basta. Dernæst er Varde Cykelklub også en af Danmarks bedste klubber til at arrangere MTB løb. Man kan mærke, at det er en hel klub som står bag med hjertet. Super lækkert tektisk spor med et par heftige nedkørsler og hårde opkørsler. Masser af mennesker på “Rævebjerget”, som er pyntet med flag, og så er der gratis kaffe og kage til alle. På den bakke stopper man bare ikke. Man kører alt hvad man kan, så pulen kommer alt for højt op og den efterfølgende sværeste nedkørsel kræver ekstra koncentration.
Anni fik kørt et godt løb med godt flow og nød de to runder af ca 10 km. Det rakte ikke til top 3 men en 6. plads i et stort damefelt.

MTB2night, Hareskoven d. 11.10.2013

Fredag aften var Anni blevet lokket til at køre aftenrace på MTB i ly af mørket. Første niteride – og så i to timer med fuld gas. Sporet var lækkert og helt tørt, så der kunne gives max gas hele vejen rundt også i mørket. Det blev en tæt dyst om de 3 første pladser med to piger fra “seje sild”.  1 pladsen blev vundet med 1 minuts forspring til Anni, men i sidste opkørsel med efterfølgende sving og bro 50 meter fra mål, blev de sidste krafter sat ind og sikrede Anni en 2. plads med  to sekunder ned til 3. Pladsen. Fedt race og fedt løb i mørket. Der var underholdning i form af tyrolermusik og “en mystisk mand” i læderbukser på den stejleste bakke. Som bonus var der fællesspisning og øl bagefter for alle ryttere og crew på restaurant Skovlyst .

De sidste forberedelser til Crocodile Trophy

Det er nu, at de sidste mange måneders drøm skal leves ud.
Siden nytår har Anne-Mette målrettet trænet frem mod det legendariske Crocodile Trophy – MTB etapeløb med start i Cairns, Australien d. 19.10. Cyklen er splittet i atomer og pakket ned i den store kuffert sammen med cykeltøj og solcreme.
Gennem de sidste måneder har formen udviklet sig positivt, og Anne-Mette har følt sig klar. Så klar som man nu kan føle sig på en totalt ukendt udfordring.
Men desværre har en overbelsatningsskade kastet lidt skygger over de sidste forberedelser. Det har været nødvendigt med en pause til benene i håb om igen at blive klar. I stedet har der været akupunktur, massage og alternativ træning i kajakken på programmet. På den måde er forventningens glæde blevet vendt til stress og bekymring, men heldigvis ser det ud til at knæet nu er i bedring.
Fra nu af bliver det kun til et par enkelte trilleture på cyklen, inden det går løs for alvor. Det bliver SÅ spændende – håber virkelig kropppen klarer det.

Der kommer lidt opdateringer fra Down Under her på siden – ellers kan man følge med på løbets egen hjemmeside: Crocodile Trophy 2013

MTB Prison Break, Horsens d. 5.10.2013

Anni og Tine var blandt udbryderne fra fængslet i Horsens. De ville ud at nyde friheden på MTB. Distancen var ca. 40 km urban ride med 2 omgange i og omkring byen. Med mange til start blev første runde kørt i slange og kun sporadisk kunne der overhales og gives gas. Ruten var meget afvekslende med skiftende underlag som grus, brosten, asfalt, trapper, ramper og lidt single track så det gjaldt om at holde tungen lige i munden. En knægt styrtede mellem os, så han skulle lige hjælpes væk fra sporet indtil hans morfar kom til. Det gjorde at Anni fik et lille hul og så skulle der bare jagtes for at indhente hende. Men Anni havde gode brune ferieben og øgede farten.
Tilbage i fængslet blev alle forhindringer taget i sikker stil og med tilråb fra familie og småfolk, skulle tiden forbedres på anden runde. Med tunge tråd på de lige stykker og “lette” opad blev flere overhalet – desværre bare ikke ret mange kvinder. Men fedt at køre race igen og sejt at der blev inddraget så meget af byen til det. Det er jo ikke hver dag man lovligt kører på gågaden og gennem museer. Læs resten

Camilla er klar i Vietnam

“Så er sejlene sat mod Vietnam Mountain Marathon (VMM)!”
Den 5. Oktober 2013 går det løs på 70 km naturidyllisk trail i Hoang Lien National Park på en fortryllende rute med 3800 hm. Løbet er arrangeret af vores ven Asger Køppen, der bestyrer Topas Ecolodge i Vietnam for Topas Travel. Der bliver 20 forskellige nationer repræsenteret til start, og heriblandt en del hardcore ultraløbere – forlyder det! Først og fremmest er forventningerne til løbet, at opleve dets fantastiske billedskønne natur og stemning, samt kropsreaktioner på rutens belastning og på at være i race-mode. Simon har haft problemer med hælen i september efter at have jogget på en rod i et løb, hvor han ellers var godt løbende – Og ingen af os har forsøgt os med distancen som en enkeltstående dagspræstation, så bl.a. hastigheden bliver eksperimenterende og sikkert relativ i forhold til konkurrenterne. Placeringsmæssigt er svært at udtale sig om, men hvis det går godt, er vi begge stabile løbere og Simon kan måske blande sig i toppen og Camilla helst i top 5. VMM indgår som en del af træningen til Beyond the Ultimate seriens næste 5 dages etapeløb på 250 km i Namibias ørken, Desert Ultra, som afholdes medio november 2013.
Her efter løbet forlyder det, at Camilla løb en 2. plads hjem i Vietnam!