Oplev sidste etape på Crocodile Trophy 2013

Fra den støvede outback bevæger rytterne sig nu helt ud til kysten ved Cooktown, hvor der er mål på toppen af Grassy Hill.
Der kommer asfalt under dækkene og en afsluttende stigning på 30% til at suge de sidste kræfter ud af deltagerne.

Videoklip:
Crocodile Trophy, 9. etape 2013

Anne-Mette holder i år en række foredrag om løbet – måske det også er noget for din forening?

Merell Kong Vinter, Græsted 11.1.2014

Så blev adventurerace året 2014 skudt i gang med Kong Vinter i Nordsjælland. Og igen blev det med nye erfaringer at tage med hjem.
Planen var at køre “den lange” – master. Men da Anne-Mette kort før start måtte melde fra med en skade, valgte Tine og Anni at skifte til challenge. Anne-Mette havde været det stærke kort på den lange kajak etape. Med tidligere erfaringer vidste vi, at challange udgaven kunne blive hård nok, hvis vejret også var en modstander. Og det holdt stik. Vindertiden på challange var sat til 6 timer – den blev vundet på 10,5…
Det nye i dette års Kong Vinter var, at roadbooken blev lagt online kl 20 dagen før start, hvilket var skønt. Så Kunne man sidde hjemme og få styr på alle opgaver, opbygnigen af løbet og få det store overblik. Der var 9 kort at få styr på næste morgen inden start, så tiden med at studere roadbooken inden var godt givet ud.
Foto: Stine Sophie Winckel
Læs resten

Xterra Cross duathlon, Ganløse og Havneræs kajak, Randers d. 5.1.2014

Anni var igen klar til en go gang vinter duathlon. Den 8 km MTB rute til duathlon var som sidste år, våd og mudret så noget tungt at køre i. Det gav da også anledning til et mudderstyrt efter endelig at have overhalet 4….Løberuten på 3 km var tilgengæld fin tør og hurtig,  og det var også primært på løbet de andre piger blev hentet. Anni havde valgt den korte distance, da den ene læg havde drillet lidt to dage før, og det var vigtigt for mig at være helt klar til næste weekends store udfordring. Så det blev til 3 km løb- 8 km MTB og så 3 afsluttende km løb og en placering som første kvinde på den korte rute. Læggen klarede det fint og er nu kommet godt i gang i det nye år.
I Randers skulle Anne-Mette på Gudenåen teste sin nye letvægtskajak til sæsonens første kajakløb. Ikke noget med masterklasser denne gang, så der skulle dystes over 10 km imod de noget yngre modeller. Damerne blev sendt afsted i 4. start, så vi kunne jagte de foranliggende herrer. Godt for motivationen. Vi var 3 damer, som kom godt afsted i en førergruppe, der holdt fra start til mål. Det var et godt samarbejde, hvor vi skiftedes til at tage føringer, så løbet skulle afgøres i en slutspurt. Så ligger man og lurer på hinanden. Hvem tør åbne spurten, hvor lang en spurt er der kræfter til og hvad har de andre lige tilbage i armene? På de sidste 200m tabte vi den anden danske pige og med 100m til mål blev kadancen skruet op til piskeris. Den tyske pige fik lige klemt sin kajaksnude over stregen foran Anne-Mette. Men det var en sjov dyst – og et hyggeligt arrangement. Kajakken levede perfekt op til forventningerne, så mon ikke den bliver luftet til flere konkurrencer i årets løb.

Godt nytår

2013 er gået og et nyt år og nye eventyr venter. Dem tager vi fat på med forventning om masser af sjov.
Team Fit4Run har stået igennem meget i 2013. Vi har bl.a. kastet os ud i et par store projekter. Intet mindre end verdens hårdeste MTB løb og verdens hårdeste ultraløb! Det har været vilde, lange, ekstrem hårde men samtidig fantastiske og helt unikke oplevelser. En stor del af verden er blevet udforsket på den hårde måde. Vi har med vores egne kroppe mærket hvert enkelt lands særkende – så er det noget man husker. Østrig, Peru, Colorado, Namibia og Australien har haft besøg af Team Fit4Run.
Der har også været masser af gode oplevelser under de danske himmelstrøg, hvor vi har kæmpet med venner og konkurrenter i løb, MTB, kajak, adventurerace og flere andre discipliner. Specielt mange af de mindre løb er rigtig hyggelige og godt arrangeret. Dem bakker vi gerne op om.
Vi nyder også den daglige træning og de muligheder vi har med gode sponsorer. Det betyder alt for os, at vi har det rigtige tøj og udstyr – det giver lidt ekstra overskud, når det gælder. STOR tak for jeres opbakning og tro på vores hold.
Projekter for det nye år er ved at komme på tegnebrættet, men det hører I jo helt sikkert mere om……

GODT NYTÅR TIL ALLE