Xterra Danmark, Tisvilde d. 31.8.2014

Årets sidste Xterra event var i Tisvilde, en skøn lokation for et triathlon stævne. Fredag tog Anne-Mette ud på MTB ruten sammen med lokalkendte Cecilie. Der var trods en del regn fint tørt. Ruten var uden så mange højdemeter men med lidt tekniske finurligheder og ellers godt flow. Nu var det planen at snuppe løberuten på cykel, men det var umuligt – for meget sand. Det måtte i stedet vente til lørdag, for mørket faldt på. Testturen blev taget i gå-tempo, men vi fik alligevel sved på panden og blev en anelse bekymrede. Hold da op alle de højdemeter. Der var mange stejle bakker, hvor der skulle holdes fast i et eller andet for at komme både op og ned. Og så var starten i klitterne og de sidste 500m i strandbredden. En rigtig hård rute! Og regnen fortsatte resten af dagen med, så nu blev ruten rigtig giftig med mudder. Læs resten

VM Cross triathlon, Zittau d. 16.8.2014

Med debut i et stort internationalt triathlon mesterskab var der en masse ubekendte, da Anne-Mette drog syd på mod Zittau i Tyskland. Med i bilen var Jan, som gerne ville hjælpe og opleve stævnet fra sidelinien. Og så Cecilie fra Sigma Tri, der var ligeså grøn i tri sammenhæng som jeg. Vi havde simpelthen ingen anelse om, hvad der ventede. Vi glædede os bare til at være med og få en stor oplevelse.
Mit hotel lå perfekt ved søbredden nogle få hundrede meter fra stævnepladsen, og ruterne gik forbi lige udenfor vinduet. Så vi var landet midt i det hele og fik stemningen ind under huden fra start.
Nu havde vi et par dage til at få testet ruterne. Først blev det den 36 km MTB rute, der skulle prøves. Efter de første 8 km var vi lidt triste. Det var bare een lang stigning uden de store dikkedarer. Det viste sig at komme. Vi skulle bare lige ledes ud af byen og op i bjergene først. Her kom alt det sjove. Første lange stigning var op langs det Tysk-Tjekkiske grænsespor, der til forveksling lignede grænsesporene jeg netop havde kørt i Polen. Altså skulle der også trækkes lidt med cyklen. Efter at have fået en del højdemeter på kontoen kom de fedeste nedkørsler, hvor man skulle holde tungen lige i munden. Store løse sten udfordrede os, og det lykkedes da også at vælte og knalde hoften ned i en sten med et kæmpe blåt mærke til følge. Efter en ret teknisk midterpassage sluttede ruten med et hurtigt stræk tilbage til byen. Det var her, man skulle kigge sig om efter et godt hjul under løbet. Både Cecilie og jeg var optimistiske nu. Det var en super fed rute, som favoriserede de garvede MTB ryttere. Læs resten

Bjørkliden Artic Mountain Marathon, Lapland d. 15.-16.8.2014.

Til Nordisk Extrem marathon i maj vandt Camilla og Anni en fristart til et selvforsynende orienteringsløb over 2 dage i Lapland. Efter nogle ugers overvejelse blev det besluttet, at vi bare måtte afsted og prøve vores grænser af for løb i bjerge med oppakning.
Så vi drog forventningsfulde mod Lapland. For også at få lidt viden om fjeldet tog vi onsdag aften til sikkerheds- og navigationsmøde. Vi fik lidt tips og tricks af svenskerne og sov de første to nætter i terrænet i vores konkurrence telt. Vi fandt hurtigt ud af, at der skulle mere tøj til for at holde varmen. Så der blev  pakket lidt ekstra tøj i rygsækken og handlet  i svenskernes fortrukne butik – Häglöf. Hjemmefra troede vi, at vores værste fjende skulle blive myggene,  men det viste sig at blive kulden og for Annis vedkommende de lange nedløb.
Hele vores oppakning blev vægtoptimeret hjemmefra, så vægten på vores rygsæk med alle herligheder viste 6 kg pr person (ekstra tøj, mad, sovepose, telt, liggeunderlag, kogegrej m.m.), så godt tilfreds med vægten af rygsækken smuttede vi spændte på det ukendte eventyr til startlinjen. Camilla skulle være navigatør med kompas og højdemåler som vigtigste redskab, da vi helt sikkert ville løbe ind i dårlig sigtbarhed. Læs resten

DHL-Stafet, Odense d. 14.8.2014

Med de andre team Fit4Runner på langfart i udlandet var der kun Tine tilbage til at vise flaget ved DHL stafetten, hvor der løbes 5 x 5 km. Der var lagt op til hygge med kollegaerne på engen. Vejrguderne sørgede for tørvejr på den velkendte rute, hvor der er start og mål ved Skovsøen. Tine fik den sidste tur på holdet, så der var plads til at give gas. Målstregen blev da også krydset med en noget anstrengt grimasse. I vanlig stil var der velfortjente grillpølser i telteet, inden turen gik hjemad til Svendborg. Succesen gentages helt sikkert næste år…

6 timer i skoven – og Smukfest, Skanderborg d. 10.8.2014

Løbsarrangør Ricco Busk har endnu engang udtænkt et nyt MTB løbskoncept med den lækre detajle, at man først kører 6 timer MTB og derefter har fri adgang på afslutningsdagen ved Smukfest, hvor der var fri øl og vand fra hanerne.
Der var lovet masser af regn så Tine, Anne-Mette og Anni havde pakket godt med tøj. Heldigvis blev der kun brugt et sæt, da solen skinnede det meste af dagen. Så vi fik også et tørt og lækkert spor på 5 km – 120 højdemeter og en god blanding af singletrack og bredere stier med godt flow, gav fart i cyklerne. Omgangene blev kørt på 16-17 min. med høj høj puls. Konkurrencen i vores egen klasse var ikke så stor, så vi valgte at se mod herrerækken, og fortælle dem at vi gik efter 3 pladsen der….. Det skærpede konkurrenceiveren hos begge køn, og vi fik en super god dyst. Læs resten