Ry Outdoor Challenge d. 19.5.2018

Yes. Posten er fundet – og klippet. Foto: Per Bille

Team Fit4Run stillede denne gang i 2 hold a 2 personer, Anni og Tine samt Anne-Mette og Tina, for at få maksimal træning i bl.a orientering. Vi havde måske forventet os et “normalt” adventure race, men arrangørerne havde så sandelig haft godt med humoristisk sans med i planlægningen.
Starten gik, men ikke i vanlig stil. Inden vi fik lov til at cykle ud på 1. disciplinen MTBO, skulle samtlige deltagere skifte dæk og slange på et hjul. Tja, det er jo også en måde at få spredning på feltet. Vi var i midten blandt herrerne og først af damerne. Hvis vi troede denne lille tekniske opgave var en enkeltstående udfordring, så gav 1,5 timer på MTB i Ry’s bakkelandskab iført rygsæk og REDNINGSVEST i hvert fald varme i kroppen.
Sidste post på MTBO var at svømme over Gudenåen mellem Ålekroen og Skyttehusets Camping med cyklerne trukket efter os i et oppusteligt badekar. Her kunne enkelte pinse-branderter måske have forvekslet os med Loch Ness uhyret.
Videre til O-løb, hvor Tina orienterede i vanlig stil – lige på posterne, efter lige at have løbet en omvej eller to. Hurtigt overstået og inden vi havde set os om sad vi i noget der lignede 2 udmattende timer i kano og padlede som gale rundt efter 5 poster i sivene; mens andre pinse-branderter skålede og skrålede i forbipasserende fartøjer.
Stor ros til Anne-Mette for at udvise ekstrem tålmodighed med Tina som kortholder  – især i det følgende O-løb. Hendes motto “ekstra kilometer er ekstra træning” virker som et moralsk skulderklap – og på det O-løb fik vi ekstra meget træning.
For at køle på krop og temperament have arrangørerne valgt at afslutte løbet med en dejlig svømmetur i Julsø imod Ry, hvor stort set samtlige indbyggere havde valgt at indtage deres pinsefrokost langs søen, så tilskuere var der masser af.
7 timer, 70km – nem dag på kontoret //Tina
Foto: Ry Outdoor Challenge, Per Bille

Oure Adventurerace

Eventyrligt løb med start i Egeskov Slotspark

Slotstur fra Egeskov og retur til Oure. 
Så har der været adventurerace i kalenderen igen. Anne-Mette, Malene og Anni mødte forventningsfulde op på Oure Højskole, hvorfra slaget skulle starte.
Ved check-in blev der udleveret startnumre og kortmateriale, så vi gik i gang med at lægge rute og gøre cykler klar. De skulle transporteres frem til første skiftezone.
Efter briefing blev vi sendt afsted i busser, og snart stod vi klar ved porten til Egeskov Slot i den skønneste morgensol. Vi skulle dog lige tøes lidt op, for i bussen som skulle fragte os frem til start, sørgede chaufføren for adventurestemning ved at lave den til et kølehus… andet kølige indslag kom senere på dagen i form af en post, som skulle klippes på en ø midt ude i en sø. Iskoldt vand som tog vejret fra nogen af os… Anne-Mette har vinterbadet, så hun nød det.  Læs resten