Powercup finale, Haderslev d. 17.2.2013

Det har været en rigtig god og travl weekend. Fredag eftermiddag satte Anni og Anne-Mette spændte kurs mod Sjælland og et møde om nye muligheder for sponsorsamarbejde efterfulgt af en træningstur på det nye MTB spor i Roskilde. Vi endte dog med en tur på landevejen, da sporet i grusgraven var mega glat pga sneen – øv.
Tilbage på Fyn gik Anne-Mettes lørdag med en go gang adventuretræning. Først på cyklen med Marie mod Broby, hvor Odense orienteringsklub afviklede vinter-cup. Løbeskoene og kompas var i rygsækken, så ud i skoven og træne navigation – skønt med løb i skoven efter 13 måneders løbepause. Efter alle poster var lokaliseret, gik det igen hjem mod Odense på MTB.
Med næsten friske ben blev det så tid til at køre mod Haderslev søndag morgen, hvor der skulle køres finale i powercuppen. Her blev vi præsenteret for en noget usædvanlig bane, idet løbet blev kørt på en motorcrossbane. Ganske sjovt og underholdende, men man skulle holde godt fast i styret. Underlaget var fedtet lige ovenpå den frosne bund, så der var basis for nogle gode udskridninger i svingene. Det sandagtige mudder satte sig desværre overalt på cyklerne, som hurtigt knasede og knirkede voldsomt, så det blev et dyrt løb i reservedele. Men så var det jo godt at der blev kørt et gavekort ind til Bikebuster. Anne-Mette blev nr. 2 i dagens løb, og dermed holdt hun sin placering som vinder af den samlede cup. Se billeder fra løbet i vores album.

Der er lukket for kommentarer.