Gepard Adventurerace, Ebeltoft d. 23.3.2013

Da vi ved midnatstid sad iført frederikshavner habit i bilen kort før start til Gepard Adventurerace, blev vi faktisk i tvivl, om vores forehavende var særlig smart. Udenfor bilen blæste det kraftigt, og temperaturen havde sneget sig ned på minus 10 grader, sååååå det var pænt koldt at bevæge sig udenfor bilen. Anni og Anne-Mette, der vandt 1. vigtige etape – nemlig at komme først til stævnepladsen, sad i bilen og prøvede at få styr på alt gearet, der skulle bruges til løbet. Al kommunikation med Camilla, der forsøgte det samme i bilen overfor, foregik på SMS. For udenfor havde vi ikke lyst til at komme.
Men vi havde trods alt glædet os længe til eventyret, og da vi sad til briefing kom lysten efterhånden over os. På masterdistancen med max. tid på 22 timer var vi 15 hold, som lagde ud med prolog i Ree Park. Der skulle løses Suduko. Den opgave blev Anne-Mette sat på, mens Camilla og Anni løb rundt efter tal, der skulle lette løsningen. Det blev dog vanskeliggjort af, at posterne var blæst væk. Men det lykkedes, og vi fik udleveret kort til det næste døgns udfordringer.
Vi lagde ud med MTB med Anne-Mette som navigatør. Det bragte os til en høj skrænt, hvor cyklerne skulle manøvreres ned af en mega lang og stejl trappe. Et fejltrin, og man tog en lang rutchetur ned på stranden. På stranden var der en hård bike n´ hike, hvor vi kæmpede med bølger, isede sten, væltede træer og sand. Det tog en del på kræfterne, men der var lang vej endnu og mange poster tilbage. Turen videre på MTB bar i høj grad præg af, at snerydning ikke er noget man kender til på de kanter. Er de mon adventureracere allesammen, eller har de alle deres egne sneplove? Vi kæmpede os gennem snedriver og isglatte veje med cyklerne og kunne bare grine af, at vi troede det skulle være et rigtigt forårsløb. Der var et par styrt undervejs, så underholdningen udeblev ikke.
En anden udfordring blev at holde vores drikkelse flydende i den hårde frost. Væsken frøs til is i de dunke, vi ikke havde tabt!, så det måtte ind på kroppen.
Det var en stor lettelse efter 60 km og mange timer i sadlen at komme i løbeskoene og aflevere cyklerne til videre transport.
Camilla overtog navigationen på o-løb. Nu kom posterne i lind strøm – dejligt. Og der var trampet stier hen til posterne, så der var ikke risiko for at fare vild. O-løbet sluttede ved startstedet på kajaketapen, som vi var godt forberedte på og havde glædet os rigtig meget til. På med tørdragter, skørt og redningsveste og så ellers resten af grejet i vandtætte poser. Nødraket og reservepagaj indenfor rækkevidde. Der var naturligvis også plads til lidt chokolade og energidrik på dækket. Sidstnævnte gik tabt, og der er nu andre der kan få glæde af energien ved post 34. Første kajakpost skulle klippes ved Kalø Slotsruin. Her måtte vi hakke godt til med pagajerne for at komme gennem isen og ned i vandet med bladene. Der var is et godt stykke ud fra kysten. Men hvis uheldet skulle være ude, kunne vi få hjælp fra marinehjemmeværnet, der overvågede hele kajaketapen. Andre hold var uheldige og fik brug for deres hjælp. Men vi følte os sikre i kajakkerne og havde en fin tur, selvom der var hård vind og bølger. Der var landgang ved Knebels Bro. Her blev det koldt for fingrene, da vi med bare hænder skulle have kajakker og alt vores udstyr slæbt på land. Men varme luffer i dobbelt lag og en cykeltur, der kunne give varmen, ventede.
Nu skulle vi ud på Helgenæs og se os omkring. Her nød vi den smukke natur og flotte udsigter. Ved Fuglsø kunne Camilla guide lidt og fortælle om egnen. Hun huskede noget med et vikingeskib, der stak ud af en skrænt – nu var der kun vragdele tilbage, men det var der!
Vi skulle sige farvel til vores cykler. Anne-Mette havde håbet på at se sin igen til bike n´run, men sådan gik det ikke. Vi skiftede til inlinere, og her startede etapen med en faretruende lang nedkørsel. Anne-Mette mestrer ikke bremsekunsten til fulde, så Camilla og Anni var en anelse bekymrede. Men vi kom afsted uden uheld, og med Camilla forrest kørte vi afsted i tog og høj fart. Selvtilliden fik lige en tand op, da vi i fin stil overhalede 2 herrehold. Ved ankomsten efter 18 km rul til Ebeltoft erfarede vi, at bike n´ run samt coastering var aflyst. Der skulle i stedet løbes hele vejen hjem. Der var simpelthen for meget is på den planlagte rute. Først skulle vi dog på rundfart i en skummel kælder under en gammel fabrik og derefter rapelle ned fra toppen. Vi var meget taktiske med vores rækkefølge. Anne-Mette måtte først ned, så hun kunne nå at tisse. Anni kom sidst – hun skulle lige have tid til at snakke med hjælperne.
Den efterfølgende byorientering blev klaret på et dårligt kort. Kortet med bedre målstok lå nemlig hjemme i bilen, men det opdagede vi først meget senere. Vores afsluttende løbetur på 10 km føltes meget lang, men vi holdt humøret oppe på hinanden, besøgte nogle lokale for at få vand og guffede de sidste lækkerier. Vi glædede os over at have nået alle poster, og have arbejdet os op gennem feltet i løbet af det sidste døgn. Efter 19 timer løb vi i godt brugte i mål. Det blev et krævende løb, hvor mange bukkede under for kulden. Men vi følte os godt forberedte, havde godt grej og styr på beklædningen. Godt med uld i flere lag, inderhandsker med luffer udenpå og vindtæt tøj yderst.
Anne-Mette nød at være tilbage i adventurerace efter 1½ års pause, og det blev en god oplevelse for os alle 3 – et spændende døgn, hvor tingene klappede – hvis man lige ser bort fra en glemt kortholder, 2 tabte drikkedunke, 1 knækket flaskeholder, 1 ødelagt rygsæk, 1 tabt roadbook og et glemt kort. Heldigvis fik det ikke de store konsekvenser!
Da vi var eneste damehold, dystede vi i herrerækken, og der snuppede vi 3. pladsen og havde toptider i kajak og på inliners. Sådan!!
Nu glæder vi os til varmere temperaturer og nye løb med nye udfordringer.

Der er lukket for kommentarer.