DM marathon kajak, Maribo Sø d. 6.7.2013

Det var ren nostalgi for Anne-Mette at ro DM i netop Maribo. Mange træningstimer og konkurrencer er roet netop på Maribo søerne i landsholdstiden. I masterklassen skulle der tilbagelægges 20 km med 4 overbæringen. De var indøvet på ugens træningslejr ved Faxe Ladeplads, så de skulle ikke give problemer. Det kom der i stedet fra helt uventet front, da en nabo til campingpladsen valgte at holde udendørs techno party med sindsyg høj musik HELE natten forud for DM. Så var det Anne-Mette blev glad for som adventureracer at være vant til søvnmangel.
På startstregen blev konkurrenterne set lidt an. Kendskabet til dem der ror kaproning nu kan ligge på et lille sted, så startskuddet blev ventet med spænding. Og afsted fløj den gamle cirkushest i front. Der blev etableret en lille føregruppe på 3, men den ene mistede vi i 1. overbæring. Når der er 4 af slagsen betaler det sig at træne lidt på detaljen at løbe med sin kajak. Søen var forholdsvis rolig efter Maribo-forhold, men der var alligevel et godt stræk med sidebølger. Godt plantet i en stabil kajak, kunne Anne-Mette arbejde uhindret og i front blev føringen udbygget. Alle overbæringerne sad i skabet, selvom kajakken var i den tunge ende og uden pumpe. Anne-Mette krydsede målstregen 8 min før nærmeste konkurrent, og blev dansk mester i dame master K-1. Sjovt at kunne være med i den sjove ende i sin gamle sport.
Se billeder fra løbet her. Fotograf: Jan Kortsen

 

Der er lukket for kommentarer.