De sidste forberedelser til Crocodile Trophy

Det er nu, at de sidste mange måneders drøm skal leves ud.
Siden nytår har Anne-Mette målrettet trænet frem mod det legendariske Crocodile Trophy – MTB etapeløb med start i Cairns, Australien d. 19.10. Cyklen er splittet i atomer og pakket ned i den store kuffert sammen med cykeltøj og solcreme.
Gennem de sidste måneder har formen udviklet sig positivt, og Anne-Mette har følt sig klar. Så klar som man nu kan føle sig på en totalt ukendt udfordring.
Men desværre har en overbelsatningsskade kastet lidt skygger over de sidste forberedelser. Det har været nødvendigt med en pause til benene i håb om igen at blive klar. I stedet har der været akupunktur, massage og alternativ træning i kajakken på programmet. På den måde er forventningens glæde blevet vendt til stress og bekymring, men heldigvis ser det ud til at knæet nu er i bedring.
Fra nu af bliver det kun til et par enkelte trilleture på cyklen, inden det går løs for alvor. Det bliver SÅ spændende – håber virkelig kropppen klarer det.

Der kommer lidt opdateringer fra Down Under her på siden – ellers kan man følge med på løbets egen hjemmeside: Crocodile Trophy 2013

Der er lukket for kommentarer.