Odense Kajak Marathon d. 6.6.2014

Odense Havn og Kanal var i pinsen rammen om det tilbagevendende kajak løb, Odense Marathon. Sidste år vandt Anne-Mette løbet i enerkajak, men denne gang skulle udfordringen tages op i 2´er kajak sammen med klubkammeraten Søren.
Løbet skydes i gang i bunden af Odense Havn, hvor der dannes godt med refleksbølger fra de startende kajakker, så det er med at lægge sig i front. Det lykkedes nu også at komme af sted med de første kajakker. Vores 2´er kajak laver en rigtig god bølge, der giver mulighed en god “hænger”. Så vi havde konstant et par kajakker med på slæb. Vi tog selv alle føringerne i håb om at holde tempoet højt og vores konkurrenter bag os. I vores klasse var både herre, mix- og damekajakker, men vi fik lagt en god afstand til dem alle fra start. Der skulle roes 3 omgange på en 7 km rute. Vi passerede den nye Odins Bro og mødte også store skibe, der skulle ind i kanalen. Det gav en masse uroligt vand, men gav os ikke problemer i den stabile kajak. Vores største problem var derimod at sidde så længe i kajakken. På sidste omgang hoppede Anne-Mette rundt i båden, som om der var en ål med om bord. Grænsen for, hvad der var behageligt for bagdelen, blev overskredet flere gange. Men med ondt i rø… lykkedes det alligevel at komme i mål som første 2´er kajak og vinde slutspurten over vores påhæng.

Der er lukket for kommentarer.