Heels on Wheels, Hareskoven d. 12.6.2014

Torsdag aften tænkte Anni, at nu var tiden kommet til at køre Danmarks første MTB cup kun for kvinder, Heels on wheels. Og DU skulle også tage at prøve, hvis du er kvinde og ny i sporten.
Til den første afd. af cuppen stod 100 kvinder og piger helt ned til 6 år klar på startlinjen. 53 af dem var med i klassen for kvinder over 40 år, så der var flere kvinder end nogensinde at dyste imod for Anni. Inden starten gik, kørte den obligatoriske bølge gennem startfeltet. De sidste kvinder lige fik ammet færdig, og overdraget barnet til de bedre halvdele, inden startskuddet lød.
Heels on Wheels cuppen startede i 2009, og det jyske svar på MTB løb for kvinder, Kvindecuppen, fulgte i 2010.  Begge steder kan man tilmelde sig en enkelt afdeling eller hele cuppen på 5-6 afd. for så at komme ud og opleve stemningen blandt de mange MTB glade kvinder i skoven.
Visionen for Heels on Wheels er at skabe et event der kan samle kvinder til MTB løb, hvor kvinders spilleregler er gældende. Det er målet at få så mange kvinder som muligt ind i MTB sporten  – også gerne de yngre. Det løses med en ungdomsklasse, hvor de yngste kan få lov at køre med en guide rundt. For Heels on Wheels gælder, at det er MTB løb hvor det prioriteres, at ruterne skal være for både nybegynderen og den garvede – og vigtigt – med hyggen i højsædet. Til hver afdeling er ruten ca. 4-6 km lang, og man vælger selv hvor mange omgange man vil køre på 70 min. Efter løbene er der forplejning, hvor man tit ser at den arrangerende klub diske op med et sandt slaraffenland af et kagebord. Så er det op til en selv, hvor mange stykker kage der skal på samvittigheden.
Anni kan efter sin Heels on Wheels debut kun tilslutte sig, at der er en hyggeligt atmosfære, hvor der er plads alle. Man kan sagtens køre med selvom om man er nybegynder, men der er bestemt også plads til ræs blandt de mere garvede ryttere. Der er godt flow og mulighed for høj hastighed ind i svingene og på bakkerne, mens der og stadig er plads til overhaling med hensyn.
Anni fik kørt sig ind på en 2. plads i dame 40 rækken i en dyst med en masse seje kvinder.
Kvindeløbene er helt sikkert en god vej ind i MTB sporten. De er med til at få flere kvinder ud i klubberne og til løb. Kan kun sige “PRØV DET”!, hvis du er vild med MTB.
Du kan læse mere om de 2 danske kvinde cups her: Heels on Wheels og Kvindecuppen

Der er lukket for kommentarer.