Firma Multi Motion, Langesø d. 6.9.2014

Til det årlige lokale adventurerace i Langesø havde Tine og Anni fået selskab af Melene fra WATeam som erfaren kortfører. Sammenholdt med lokalkendskabet var målet klart at vinde og komme i mål indenfor 6 timer. Vejrguderne tilsmilede igen i år løbsarrangør og deltagere og kvitterede med højt solskin.
Kl. 8 mødtes vi som nogle af de første for at gøre klar. Der er en del koordinater, der skal tegnes ind, og man skal lige have styr på logistikkortet. Det er et løb med tydelig fokus på det sociale, så dejligt at have tid til at hjælpe andre hold, så de også kan få en god oplevelse.
Løbet blev også i år skudt igang med et forhindringsløb, og taktikken var klar. Anni skulle agere springbræt ved halmballerne, og resten skulle klares på egen hånd. Som bonus skulle vi i år retur over forhindringerne, inden vi skulle ud på første sløjfe – MTB. Tjuhej og af sted gik det på MTB med rygsæk og løbesko på ryggen. Det gode ved disse stjerneløb er, at man kan have en masse lækkert til at spise undervejs liggende i stævnecentrum. Det kræver dog, at man husker at tage det med og ikke lader lækre nutella hapsere blive derhjemme Anni. (Men så havde Anne-Mette da noget at dele ud til sine sultne konkurrenter ved DM i kajak dagen efter….) Det vigtigste var dog som altid superflyers og ølpølser.
Det gik godt med at finde de indtegnede ckeckpoints og poster, så tiden fløj af sted. Der var fundet på nye sjove opgaver, og de blev løst med godt humør og ihærdighed. Sjovt så hurtigt man kan finde ud af, hvem der skal gøre hvad, for at holdet fungerer bedst. Og hvis der ikke er nogle, der melder sig til en opgave, er det den yngste der står for skud – i dette tilfælde Malene. Hun måtte for eksempel hoppe på surfbrættet og vise, hvad hun havde lært på La Santa om SUP – Stand Up Paddling. Til stor morskab for os på land var en træstub ved at vælte hende i vandet 2 gange. Hun måtte også op at klatre efter æg og skyde med splatterkugler.
Det er svært at beskrive alle de ting, vi fik prøvet men her kommer lidt af det. SUP med kompasgang, træbestemmelse med stjerneløb, pind i hul, klatring efter æg, dækvandring omkring sø, MTB på betalingssporet, skydning med kugler af maling, robåd med sprøjt og bogstaver, brænde snor over på spejdermaner, savning med boring af hul i skive, trillebør ræs med bind for øjnene og sandsækkekast efter spand i snor…..
Trods lidt problemer med knækket kæde og gearskift gik det rigtig godt på MTB. Det samme til fods, hvor vi valgte den direkte vej til posterne modsat andre hold. Lidt sjovt at se et hold løbe i modsat retning for senere at møde dem igen, efter at vi havde været ved posten. Specielt når det skete flere gange for samme hold. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at vi også fik kørt lidt ekstra km på MTB, da kursen var sat mod post 2 og ikke checkpoint 1. Dette blev også kommenteret efter løbet af et hold bestående af Annis kollegaer: Hvorfor kom i fræsende imod os?
Alt i alt et super fedt løb, hvor vi fik sved på panden og givet den gas. Vi nåede vores mål med at vinde – dog ikke målgang inden 6 timer, men det var tæt på. Godt tilfredse kunne vi sætte kursen mod pølsevognen helt uden kort og kompas og indtage en hotdog med det hele. Vel placeret i græsset fulgte vi de andre hold suse forbi i deres kamp mod tiden, og vi kunne nyde musikken fra koncerten på slottet. Mon ikke vi er at finde på startlisten til næste år også? Og husk så: “Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”- og det gælder hele holdet….

Der er lukket for kommentarer.