XTERRA VM, Hawaii d. 23.10.2016 – løbsberetning

img_3206Det viste sig at blive hårdere end ventet at jagte en medalje ved dette års XTERRA VM.
Efter sidste års uheld med en brækket ankel og en sluttid kun 7 sek. fra podiet, var jeg opsat på at give den hele armen forhåbentlig med et større overskud til også at nyde anstrengelserne.

På Maui
Med ankomst en uge før ræs var der god tid til at nyde livet som solbader, svømme med skildpadder, være turist og hænge ud med de andre danske atleter til både hygge og træning. Jeg oplevede Maui´s smukke natur, de fantastiske udsigter og rige dyreliv fra cykel, i løbesko og iført badedragt og svømmebriller. En ren drøm at være på Hawaii igen.
img_3006.jpgJeg fik afprøvet ruterne til alle discipliner, og det tegnede perfekt. MTB ruten knastør med godt greb og fantastisk flow, løberuten stejl og hård – og på Flemming Beach, hvor svømmestarten skulle gå, var der konstant kæmpebølger. Jeg er rimelig habil svømmer og føler mig tryg i vandet, så nok ikke en ulempe for mig.

 

Et uheld kommer sjældent alene…..
Total stress og max. puls helt frem til start.

De sidste dage før stævnet havde der være kraftig og vedvarende natteregn, så vi kunne forvente en våd og ekstremt mudret MTB rute. Da der også var udsigt til blæst og høje bølger, blev der på briefingen spurgt til plan B. Svaret var, at plan B var plan A! Det er XTERRA.

På ræs dagen var jeg max klar og glædede mig.
Men da jeg om morgenen trak min MTB ud, konstaterede jeg at dækket i nattens løb havde tabt luft. PIS…! Tænkte at dækket ikke sad helt tæt på fælgen – knap så smart, når man kører tubeless. Dækket blev pumpet til bristepunktet for at få dækket til at slutte tæt. Ingen succes, luften fes ud igen. Hm….Der var ikke andet at gøre end at hoppe på cyklen og køre ned på pladsen og finde en mekaniker. De havde selvfølgelig travlt, og jeg stod og stressede helt vildt, indtil det blev min tur. Nu konstaterede vi blot, at fiselyden fra dækket var stoppet. Så var dækket nok kommet på plads på den korte cykeltur. Planen blev derfor at pumpe cyklen helt op igen, og så lukke passende luft ud inden start. 14566393_582826811925389_7361498763785297291_oRo på igen.
Cyklen blev tjekket ind, jeg fandt en fin plads i skiftezonen. Mine ting blev lagt frem og omplacere ca. 100 gange, men så var jeg også klar. Tid til lidt hygge, high fives og fotos.
Med ½ time til start var det tid til at iføre sig den lynhurtige speedsuit og gå ned på stranden. Og så skulle der jo lige lidt luft ud af dækket. Men der var ikke noget luft at lukke ud. Dækket var HELT fladt og skiftezonen var ved at lukke. F…!
Jeg fik revet cyklen ned fra stativet og spurtede op til mekanikeren. Tænkte at han kunne smide en slange i langt hurtigere end mig. Han afmonterede dækket, mens jeg fandt en slange, som han satte i. Men luften fes ud, mens vi pumpede….. Neeeej, hvad nu? Af med dækket igen, og et hul i slangen åbenbarede sig. Nå, godt så. Jeg havde da heldigvis 2 med i sadeltasken. Hurtigt blev det så konstateret, at der var hul ved ventilen på nr. 2 slange. WHAT?!? Jeg blev ikke beroliget af mekanikeren. Han grinte af min kæmpe rookie mistake: ”Er du virkelig taget helt fra Danmark med 2 defekte slanger??” Og så meddelte han, at de i øvrigt ikke havde flere slanger.
Tiden gik, og jeg var nu lettere panisk. Dog endte en grundig eftersøgning lykkeligt, og de fandt en brugbar slange – og en reserve.  Kurs mod skiftezonen i løb – de var adviseret om mit uheld og lukkede mig ind.
På vej ned til stranden revnede min badehætte så i mit forsøg på at tage den på i farten. Retur efter en ny. Alt for kort tid til start…..

1500m havsvømning
14633237_582828378591899_7666343717333179130_oPå stranden var stemningen både euforisk og spændt. Helikopteren var i luften, og ekstra mange livreddere på vandet. Bølgerne var gigantiske og brændingen voldsom. Svømningen ville blive lidt af en prøvelse.
Damerne startede sidst, så vi kunne nå at se de andre svømmere blive kastet rundt og kæmpe sig frem. Pludselig gik kanonen af – jeg kom ikke afsted som skudt ud af en kanon. Min plan var at få helt styr på vejrtrækningen og tage det roligt indtil jeg var sikkert gennem brændingen. Så skulle der findes en rytme og kursen sættes mod første bøje. Begge dele viste sig dog næsten umulige. Bølgerne var store hele vejen ud, så det var svært at navigere, og man svømmede på kryds og tværs af hinanden og slugte en masse vand.
Det tog nogle hundrede meter at finde sig til rette, men så nød jeg også det vilde hav. Jeg begyndte at hale ind på nogle af de foran startende herrer – en fed følelse.
14606364_10155452055181110_4076173808865650898_nSvømmeruten var et M, hvor vi skulle op på stranden til ”australsk exit” midtvejs. Dvs. vi skulle kæmpe os ind i brændingen og løbe 50m på stranden, inden det gik retur i bølgerne. Som ventet blev man angrebet bagfra af bølgerne, der kastede os rundt på må og få. Det der med at surfe ind på bølgen lykkedes ikke. Mens jeg skyllede rundt i brændingen fik jeg fingrene i 2 par svømmebriller, som nogle havde mistet. Strømmen havde ført mange af os for langt til siden på stranden, så vi kolliderede med dem, der var på vej ud i vandet. Ret kaotisk.
Sidste del af svømningen gik forholdsvis roligt og jeg kom sikkert op på stranden og løb op mod T1, hvor min cykel stod med luft i begge dæk.

139517-075-010f32 km MTB i mudderhelvede
MTB ruten viste sig hurtigt at være af en helt anden beskaffenhed end på prøveturen. Men jeg var positivt overrasket de første km, hvor jeg fik et godt flow. En del herrer blev passeret – det kørte for mig! Og wow, jeg kunne nyde udsigten på ”The Ridge”. Men så var festen også forbi.
På første nedkørsel måtte vi trække på ræd og række i mudderet. Vi kunne ikke stå fast i vores cykelsko, så det var et ynkeligt syn.
Så kom endnu en opkørsel og underlaget forvandlede sig til det værst tænkelige klister. Den våde lerjord klæbede i store klumper til vores dæk og stel. Ret hurtigt gik det op for mig, at mit dækvalg var en fejltagelse. Gode brede dæk var en dårlig løsning, for det efterlod kun meget lidt plads mellem hjul og stel. Det resulterede i, at mudderet samlede sig ved forgaffel og bagstel og konstant blokerede mit hjul. Der var så meget mudder på mine dæk, at knoppernes størrelse var totalt ligegyldig. Det var umuligt at cykle på denne del af ruten. Cyklen blev slæbt gennem smattet. 139517-210-022fFor hver 10m måtte jeg ufrivilligt stoppe op for at fjerne mudder fra stel og dæk. Ellers kunne hjulene ikke køre rundt. Elefantgræs satte sig fast rundt om alle roterende dele – en ret frustrerende cocktail. At bære cyklen var også umuligt. Den ellers superlette cykel var blevet adskillige kg tungere, og der manglede stadig mange km.
Det var ret komisk, at vi stod der på kryds og tværs og kæmpede med at få mudder af cyklerne. Ikke lige sådan jeg hjemmefra havde forestillet mig VM ruten. Men det helt unikke ved XTERRA er, at man opmuntrer hinanden, når det er sværest.
Det var en skøn forløsning, da vi på sidste del af ruten igen kunne sætte os i sadlen og glæde os over lækre sving og høj fart.

139517-316-002f11 km trailløb og energien, der blev væk
Jeg fik et hurtigt skifte til løbesko og kom ud på løberuten. Den havde jeg glædet mig til. Nu skulle min bakketræning i løbeskoene komme mig til gode. Men jeg blev klogere.
MTB turen havde taget hårdere end ventet på kræfterne, for jeg havde ikke skyggen af overskud. Så plan B blev at gå de stejleste stigninger og sætte ekstra fart på nedløbene. Det viste sig at være en god plan at udnytte min force, for jeg fik overhalet en del.
På de sidste km var der ikke mere at skyde med. Det afsluttende løb på stranden blev en hård kamp. Men man vil jo gerne komme i mål med stil, så jeg gravede dybt. Det rakte lige til målstregen, som jeg nærmest væltede over. Totalt udmattet. Jeg havde gennemført mit livs hårdeste XTERRA løb og den eftertragtede hawaiikrans kom om halsen.

14714926_582832935258110_391103804109599108_o-1YES – Bronzemedalje
Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg lå i forhold til konkurrenterne. Jeg havde ikke præsteret så godt som håbet, det havde været en hård kamp, og jeg havde svært ved at holde fokus. img_3268Jeg blev derfor ualmindelig glad, da det gik op for mig at jeg havde tilkæmpet mig en bronzemedalje.
XTERRA VM sluttede på festlig vis med medaljefest og middag. Løbet vil gå over i historien som det hårdeste XTERRA VM nogensinde, så vel OK at være lidt træt……
Jeg nød endnu engang turen til skønne Hawaii – paradis på jord. Fantastisk at gøre rejsen med så mange dejlige mennesker og opleve fællesskabet os danskere imellem.
Jeg blev udfordret til det yderste – ligesom jeg kan li´ det!

Fotos: Stine Sophie Winckel og XTERRA
Se flere billeder i vores fotoalbum

Der er lukket for kommentarer.