Yeti Adventure Challenge, Silkeborg d. 18.8.2018

Vi er klar til at introducere Sanne til adventuresporten med Yeti Adventure Challenge.

Yeti Adventure Challenge, Silkeborg blev løbet, hvor Sanne Dyrehave Pedersen indløste sin præmie fra vores konkurrence på Facebook. Hun vandt muligheden for at køre et adventurerace på challenge distancen med Team Fit4Run.
Og lad det være sagt med det samme. Løbet var både længere og hårdere end de fleste challenge løb, så det blev en hård debut.
Sanne var ikke med på frihjul. Hun gav fuld gas i alle discipliner og imponerede sine teammates Anni og Anne-Mette med en usædvanlig fightervilje lige til vi krydsede målstregen.
Vi nåede hele banen og endte noget overraskende på en 3. plads. Vores Team Fit4Run venner Tine, Melene og Tina snuppede 2. pladsen, men var ude i en tæt kamp om 1. pladsen.

Tine, Malene og Tina på vej til free order foto o-løb i Silkeborgs gader.

Nu kunne man jo tro, at 11 timer i Silkeborgs kuperede terræn havde taget modet fra Sanne, men NÆ NEJ. Hun er klar på flere eventyr, så missionen om at give vores facebook vinder blod på tanden lykkedes.
Fra Sanne lød det efter løbet:
“Det var den fedeste dag jeg længe har haft, og det er bestemt ikke den sidste – det var simpelthen for fedt.
Jeg er jer dybt taknemlig for denne oplevelse og for i havde overskud til at have en nybegynder med på turen.
I er jo for vilde I to “

Der er lukket for kommentarer.