Oure Adventurerace d. 4.5.2019

Teamwork i modvind…
Så sad vi dér, i bussen på vej mod Bagenkop på sydspidsen af Langeland, mens en kold, stiv kuling fra nord fejede uvant over landet her i begyndelsen af maj måned. Tankerne undlod ikke at kredse om, hvordan vi 4 skulle komme tilbage til Oure.
Prologen var kold, som i KOLD. I det åbne forblæste område på Koldkrigsmuseet ved det gamle Langelandsfort, ude og inde, skulle 18 poster findes – nede i gangene under jorden, i en minestryger og sågar i en ubåd (ikke Peter Madsens).
Hvis vi ikke havde fået varmen, så kom den efter 10 km’s trailløb, da vi hele tiden kunne skimte de førende damer, Team Quality Ladies. De blev dog først hentet på MTB turen fra Bagenkop til Rudkøbing. Det gav et boost til selvtilliden, så by-orienteringsløbet i det rustikke Rudkøbing blev klaret i fin stil. 
Udfordringen var at nå cut-off tiden kl. 17, men der var lang vej endnu.
Første skridt, eller tråd, var på MTB over Siø og Tåsinge i hylende modvind, gennem Valdemar Slot, for at ende ved Vindeby, hvor 4 kajakker lå klar. Glemte lige at nævne at kajakroning så absolut er en af vores favoritter, så her blev lagt yderligere afstand til forfølgerne, men med havtemperaturer som er de arktiske egne værdi, var det ikke just en fornøjelse.
Med ankomst kl. 16.45 var der ikke meget at give af undervejs, til gengæld kunne målet skimtes.
Bedst som vi regnede med at kunne få varmen, stod bekymringen malet i ansigterne på os, da vi blev konfronteret med 1 km vandpassage og kun 1 kajak. Det blev kun værre, idet himlen åbnede sig, og ærte-store hagl væltede ned over os. Ud i vandet og afsted i alt for store, våde og klamme long johns. Nydelsen var så absolut begrænset.
Til gengæld stod teammate #5, da vi kom op af vandet og overdyngede os med glade tilråb og tiltrængt pep-talk. Trætheden var til at tage og føle på, men ingen kære mor. Mere trailløb ventede inden vi blev genforenet med cyklerne og i pivende modvind kunne okse op langs kysten til Oure.
Efter 10 1/2 time kunne vi trille over målstregen, som det eneste damehold med alle poster i hus.
Hvor vi regnede med dagen lang at skulle synge “Kom maj, du søde milde…”, endte det i stedet  med “En forårsdag i Modvind….”

Foto: Teammate #5

Der er lukket for kommentarer.