Delta Corona Adventurerace, Vejle d. 20.6.2020

Der lægges strategi for indsamling af poster på havnen

Et forår uden adventureraceoplevelser skulle nu indhentes – og det blev det i den grad.
Team Fit4Run kaprede Ditte Brinkmann til forstærkning. Hun bidrog med masser af erfaring, teamspirit og ikke mindst denne løbsberetning:

Vi stillede med to skarpe hold. Duoen Marlene og Tine samt trioen Anni, Anne-Mette og Ditte. Tina måtte vi desværre efterlade derhjemme med en skade.
Dette års Delta Adventurerace stod på free-order bane, coronavenligt.
Ikke mange detaljer var sluppet ud, så da starten gik, og vi fik kortene plus roadbook i hånden, var det med hurtigt at få lagt en strategi. Her var første twist at gennemskue pointsystemet. Trods det var opgaverne fordelt; Anni navigerede på O-løb, Anne-Mette styrede kortet på MTBO, og Ditte sørgede for overblik i roadbooken.
Afsted gik det ud i Vejles bakker på MTBO. Hurtigt ramte vi første TA, hvorfra vi stak afsted på o-løb i Nørreskoven. Her var sjove postplaceringer i gamle rør og på et væltet træ i en sø. Til sidst ramte vi stranden og måtte vade fra mole til mole i vand til brystet for at samle alle poster.

Post i “underjordisk” rør…

Så gik turen ind i Vejle fjord mod havnen, hvor en specialopgave ventede – en tur i gummibåd, hvilket gav 12 hurtige point. Dernæst var det igen i løbeskoene og afsted på et langt By-O.
Benene var klar på af få lidt tid på MTB, og vi tog turen op af Kiddesvej mod MTB-sporet i Sønderskoven. Et lækkert flow-spor hvor tricket var af følge med på kortet undervejs, for at kunne indtegne de blinde poster med rigtig placering, sjovt twist.
Nu skulle taktikken igen tilpasses tiden, og vi strøg mod Munkebjerg på dagens sidste o-løb. Endnu flere højdemeter ventede os. Her blev jeg konfronteret med rookie-mistake nr.1 (korte rør), da vi måtte gennem et brysthøjt krat af brombær, brændenælder og tidsler. Rifter herfra ses stadig i skrivende stund.
Med knap 8 timer på uret gik turen i høj fart langs kysten mod mål i Vejle by.
Et fedt race med mange højdemeter til benene og tonsvis af skiftetræning. Vi fik lavet et par bommerter undervejs, men lykkedes med at holde humøret og farten oppe hele vejen.
Foto: Delta Adventurerace

Der er lukket for kommentarer.