Thy til lands, til vands og i luften, Nr. Vorupør d. 15.8.

– et legendarisk adventurerace i helt unik natur. I år DM på challengedistancen.

Er man fynbo, skal man stå tidligt op – meget tidligt – når man skal til adventurerace i Thy. Alternativt laver man en weekendudflugt. Det har gennem årene givet både bondegårdsferie, telttur og flere overnatninger hos den altid gæstfrie Bente fra WATeam.
Denne gang rykkede Team Fit4Run, som til lejligheden bestod af Anni, Malene, Tina og Anne-Mette op på taget af Tinas van i tagtelt. Super hyggelig start på dette års løb, hvis man altså lige ser bort fra den lokale ungdoms HØJE musik på nabomatriklen.
Med proviant og væske på cykler og i rygsæk startede dagen med MTBO, hvor holdene i høj fart jagtede førerpositionen.
Da vi 10 poster senere kom til første o-løb, var der var behørig corona-afstand mellem holdene.
Vi valgte at dele os i 2 for at minimere løbemængden. Ud over klitter, lyng og hede løb vi nu rundt og høstede poster i den stigende varme. Orienteringen skulle være let til mellemsvær, meeeeen det gælder vist ikke for os, der ikke er vant til at orientere i sandbunker. De ligner hinanden allesammen.
Tina og Malene fik en god pause, mens Anni og Anne-Mette blev færdige og bagefter kunne der også sættes flueben ved endnu et MTBO.
Nu kom vi til stjernecentrum med vandaktiviteter. Det blev til en tur på SUP og i kajak, inden vi blev kølet af med en svømmetur og udspring.
Dagens største udfordring ventede os nu – en lang kanoetape. Vi havde 2 kanoer, og skulle udover os selv medbringe 2 MTB. Cyklerne kom på slæb i den ene kano, og vi var så 4 til at padle den anden. Anni og Tina var ikke helt tilfredse med at deres sarte numser skulle undvære sæde, så utallige siddepositioner blev afprøvet.
Vi fik nu lagt lidt afstand til det ene damehold fra Silkeborg Orienteringsklub, som vi dagen igennem fik en god dyst med. Vores plan om at finde en lille rende udenom en stor ø mislykkedes, så vi måtte slæbe kanoer og MTBér gennem høje siv, over hegn og dernæst 500m over en mark med kæmpe huller og kokasser. Rigtigt adventurerace!
Nu var positionerne i dameklassen pludselig byttet rundt igen, og vi padlede til for at indhente det tabte.
Kanoerne kom på land, og vi kunne fortsætte med vores 2 cykler og et løbehjul som bonus. En bonus vi dog ikke satte pris på, når ruten gik gennem klitter og sand. Men vi fik et fint teamwork på vores lange bike´n run, og positionskampen med SOK pigerne fortsatte.
Ved sidste stjernecentrum ventede bueskydning – eller noget der lignede, o-løb og klatring.
O-løbet var langt og hårdt – og der var skruet op for varmen. Energien begyndte at forlade os, og vi så SOK pigerne komme ræsende mod en post i højt tempo. Vi måtte erkende, at de var mere løbestærke end os sidst på dagen – og de var i fuld gang med at sikre sig en fortjent førsteplads.
Nu skulle vi bare holde fokus, ikke lave bom og ellers holde humøret højt resten af vejen.
Klatringen bød på forskellige sjove udfordringer, inden vi fik udleveret de sidste 2 cykler og lige fik trukket de sidste kræfter ud af benene med en tur i sandet langs stranden.

11½ time brugte vi i Thy´s smukke natur. Et (som altid) fedt løb med flotte ruter, sjove og hårde opgaver, friske og søde hjælpere. Lækker forplejning i mål, hvor vi tilfredse med dagens indsats også blev belønnet med lokale lækkerier i præmie for vores 2. plads.

Tak til Flemming for gennem 19 år at have arrangeret super gode AR for os

Der er lukket for kommentarer.