COVID SOLO ADVENTURERACE…. d. 9.5.2020

Med et fedt initiativ fra Videbæk, kom der en velkommen mulighed for at dyste i adventurerace på trods af, at alt aflyses rundt omkring.
Der blev tænkt lidt kreativt, og så kunne løbet afvikles som sololøb med enkeltstart.
Tina ville præsentere sin familie for sin passion, så de fik lov at stille til start som hold. Og så fik de ellers debut som adventureracere med 82 km på challengedistancen. Værsgo!
Inden løbet, dukkede roadbooken op i mailboksen, så man kunne nå at gøre sig nogle forberedelser. Et af de store spørgsmål var pedalvalg. Der var rigtig mange skift mellem løb og MTB – flats eller klikpedaler? Jeg valgte cykelkomforten med klikpedalerne men dermed også ekstra tidsforbrug og et par sko i rygsækken under løb.
Jeg stod som første mand til start, så når der ikke var nogle at indhente, måtte jeg jo bare forsøge at holde de andre bagved længst muligt.
Første opgave var en talkryds. Uha det stressede, når den ikke lige blev løst i første hug.
Men derfra gik det videre med de fysiske udfordringer. Først ud i kajak på en spejlblank Ringkøbing Fjord. Jeg var i mit es og fløj i fin stil lige forbi en ellers ret synlig indsejling til en havn, hvor der skulle klippes post/ noteres tal. Koncentration, husk det nu!
I skiftezonen, som var base efter hver etape, skiftede jeg til løbesko og jagten på poster gik rundt i sommerhusområde med klitter, strand, hede og marker.
En times tid senere ventede en længere etape med MTB og løb. Posterne var el-bokse og forskellige genstande, hvor der skulle tages selfies. Godt der ikke var kvailtetskontrol på den del.
Ruten var skiftevis MTB og løb. Cyklen var med hele vejen, så de 5 lange løbestræk var med cyklen i den ene hånd, hjelmen på hovedet og cykelskoene i rygsækken. Det gav ekstra varme på en ellers lækker solrig dag.
Med trætte løbeben var det en fornøjelse bagefter at komme ud på in-liners og trille på dejlig jævn asfalt. Meeeeen glæden varede kort, for her skulle der også løbes. Nu med in-liners på ryggen.
Sidste etape var en kort coasteering etape med poster ude i fjorden. I skyndingen glemte jeg at tage cykelhjelmen af. Trængte ellers til lidt afkøling af toppen efter en hel dag iført hjelm. Muligheden bød sig ellers, da man kunne spare lidt tid og løbeben ved at krydse havneindsejlingen. Men turde ikke satse på at mobilos var 100% vandtæt pakket, så blev på landjorden og løb lidt ekstra.
Efter 7:22 soloaction var jeg i mål. Fedt at ræse igen, men noget anderledes at køre uden sine teammates. Nu skulle man selv holde styr på både kort, roadbook, klippekort, taktik og grej.
Dagen igennem var man meget “Palle alene”, hvilket jo også var hensigten. Men heldigvis kunne man da lige nå at hilse på de andre og give virtuelle highfives på vej ind og ud af skiftezonen.
Super fedt at Henrik greb chancen og stablede et virkelig fedt løb på benene. Vi fik både fysisk udfordring, smuk natur og adventurestemning – med afstand. TAK!!
Foto: Fra Videbæk Adventures Facebookside

Der er lukket for kommentarer.