Nordisk AdventureRUN – Mols Bjerge d. 27.3.2021

Forberedelserne til Nordisk AdventureRun på Mols blev ikke optimale med småskader og dermed manglende lange ture i benene. Men det skulle ikke forhindre Anni og Anne-Mette i at stille til start på 35 km o-løb i det kuperede terræn. Det måtte bære eller briste.
Med Malene som chauffør blev vi bragt til Fuglsøcentret, hvorfra vi i bus blev fragtet til start ved den sydligste spids på Helgenæs – Sletterhage Fyr. Anni havde travlt med i gensyns glæde at snakke løs med de andre deltagere. Anne-Mette forsøgte samtidig at bevare koncentrationen og få lagt så mange postkoordinater som muligt ind på GPS´en, som vi måtte bruge til hjælp under navigationen.
Ude af bussen blev vi mødt af et meget uvenligt vejr – regn og hård vind. Alt tøjet fra løberygsækken kom på.
Netop som starten var gået valgte Anni at tabe kortet, som i høj hast blæste mod havet. Anne-Mette havde heldigvis ben, der endnu kunne spurte. Kortet blev fanget og vi var på vej….
Det var vores første konkurrence i lang tid, så vi skulle lige ind i gamet igen. Men posterne blev fundet med et minimum af fejl. Ved fælles hjælp fik vi orienteret med kort og kompas. Hvis posterne gemte sig lidt rigeligt, kunne vi tage GPS´en i brug.
Ruten var virkelig flot, varieret og ikke mindst hård. Den bragte os langs stenstrande, op og ned af skrænter, under bunkevis af dyrehegn til folde samt over alle bjerg- og bakketoppe på Mols.
De vilde dyr i indhegningerne var ikke Annis livret. Godt Anne-Mette kunne overbevise Anni om, at heste ikke angriber små hurtige løbere.
De første 25-30 km havde vi rimelig fart i benene. (Vi troede jo, vi snart var færdige.) Men derfra blev der indlagt mere og mere gang, når bakkerne skulle forceres. Samtlige benmuskler var kvæstet, og løbestilen ynkelig. Vi var ret pressede, men det hjalp at sende en tanke til de seje deltagere i TV-udsendelsen ”Korpset”. Vores lidelser var jo det rene vand ved siden af.
Malene mødte os med opmuntring ved en post. Dog med den lidt nedslående information, at vi næppe kunne nøjes med 35 km som ventet.
Maratondistancen blev da også rundet inden målgang. En High Five undervejs til Anne-Mette for den første af slagsen.
I mål som 3. damehold efter 43,7 km med 41 poster viste uret 6:37 timer og 1866 hm. Så det lækre måltid omkring bålet ved Karpenhøj Naturcenter var velfortjent.
Stor tak til arrangørerne for at få tilpasset løbskonceptet, så det kunne afvikles coronasikkert.
Vi var taknemmelige for at have chauffør til turen hjem, hvor madkurvens lyksaligheder af frugt, chips og drikkelse blev indtaget.
Team Fit4Run var også på banen søndag. Tina og Tine skulle løbe 20 km distancen. Tine nåede desværre ikke at blive klar efter skade. Men så sprang Claus til og dannede et ægteskabshold med Tina i stedet. De snuppede de 20 poster og 22 km på 3:40 timer.
📸 Racing Denmark og Malene Bredahl
 
 

Der er lukket for kommentarer.