Nordisk AdventureRUN, Silkeborg d. 5.6.2021

Indimellem må familien med på stroppetur og dele oplevelserne med os. Her fortæller Tinas mand Claus om sine oplevelser:

Det er lørdag. Det er den 5. juni. Det er Grundlovsdag, hvor politikere fra talerstole i det ganske land, placeret foran grønne bøgetræer sender budskaber om ytrings- og bevægelsesfrihed ud til befolkningen – det er Fars Dag, hvor børnene kan påskønne deres fædres indsats gennem det forgangne år.

Og så er det selvfølgelig dagen for Nordisk AdventureRUN, Silkeborg – 2 dages rundtur i skovene omkring byen (med eller uden O-kort), hvor ruterne ugæstfrit er lagt gennem skove, over bakketoppe, i dybe slugter og igennem moser med det ene formål at udmarve deltagerne maksimalt – det lykkedes.
Skader og andre årsager muliggjorde Claus’ deltagelse i et TeamFit4Run event, hvor han løb sammen med Tina i 35 km o-løb over 2 dage, med al forplejning og underbringelse spændt fast på ryggen.

Sommeren havde ladet vente på sig, men temperaturen havde passeret 20 grader, da starten gik på slaget 16 i udkanten af Vesterskoven.
En anspændt og forventningsfuld stemning lå over startgruppen, hvor man kunne høre mange tale om væskeindtag og -balance.
Ruten på kortet viste 17 km i fugleflugt, men 24 km på GPS’en, da vi godt 4 timer senere løb eller (snarere) luntede ind til aktivitetscentret Fort Østerlund til en tiltrængt overnatning med mad og drikke.

Selve orienteringen og løbet forløb fornuftigt uden de store ægteskabelige gemytter. En enkelt post voldte dog lidt problemer, men den var placeret rigtigt – det var blot verden udenom, som forvirrede.

Dag 1 rakte til en foreløbig 3. plads, med 10 min op til nr. 2 og 17 min ned til nr. 4
Hvis man ikke tjekker sit udstyr hjemmefra, så må man sove på et punkteret liggeunderlag, hvilket Claus måtte sande. Til gengæld stod Tina fast på ikke at dele; heldigvis var jorden blød og ægtemanden træt, så det udlignede sig.
Tidligt op med hønsene, rutinerne med mad, drikke, kaffe og pakke lejren sammen.
Kunne benene stå distancen? Men hos begge var der overraskende power i stængerne, så afsted mod nye oplevelser.
Til post 1 fandt Claus dog en længere og langsommere vej end konkurrenterne, så det satte tålmodigheden på prøve. Men derfra og de næste par timer, indtil trætheden, dehydreringen og sulten meldte sig, forløb alt i fin stil.
Mod slutningen blev der navigeret med lidt reduceret koncentration og løbetempoet var noget mere moderat!
Målet blev nået – nr. 4 fra førstedagen sad og var i gang med burgerne, så vi havde lidt bange anelser. Men det endelige resultat blev, at vi holdt vores 3. plads med beskedne 40 sek.
Et fantastisk arrangement i noget af Danmarks smukkeste, men samtidig meget uvejsomme terræn gjorde det til en skøn oplevelse, ikke mindst da vejret også viste sig fra sin allerbedste side.
Anni og Anne-Mette havde teamet op på 35 km med svær orientering. Men det var tilsyneladende ikke orienteringen, der kom til at volde størst problemer. En post blev ikke klippet, da vi havde travlt med påfyldning af væske. Det gav så 1 times straftid og ekstra hårdt arbejde på anden dagen for at jagte en podieplads, vi troede var sat over styr.
Godt teamwork om navigeringen, gode ben og en portion stædighed gav pote – og 1. pladsen kom i hus.

Der er lukket for kommentarer.