XTERRA Belgien d. 10.7.2021

Så blev det endeligt muligt at konkurrere i udlandet.
Sammen med Anette Jensen fra Næsby Cykel Motion tog Anne-Mette til XTERRA Belgien i begyndelsen af juli. Et stævne hvor der er garanti for fest og stemning.
Slaget skulle stå i den smukke bjergrige by Namur i Vallonien, den sydlige del af Belgien.
Konkurrencen ville starte med 1500m svømning i floden Meuse. Pga skibstrafik fik vi kun en kort mulighed for at blive dus med vandforholdene.
MTB ruten på 2 x 18 km havde en del højdemeter. Men største udfordring ville uden tvivl blive mudder, som gjorde en lang passage umulig at cykle.
Løberuten startede med opstigning gennem en jungleagtig slugt, hvor der skulle bruges både arme og ben på vejen op. Så fulgte et langt lige stræk, inden et teknisk nedløb. I alt 2 x 5 km.

Velforberedt og spændt på dagens ræs lå jeg klar i vandet i en startgruppe med 450 andre.
Øget svømmetræning gav pote, og jeg kom op i første 1/4 af feltet efter nogle fights der kostede et par blå mærker.
Hurtigt af med våddragten og ud på MTB ruten, der startede med en lang stigning.
Flere mænd susede forbi. Jeg følte nærmest jeg stod stille – demotiverende. Det var svært at finde flow, og den lange løbetur med cyklen gennem mudderet gjorde det ikke nemmere. Flere gange måtte jeg stoppe op og skrabe fastklæbende mudder af de efterhånden tonstunge hjul, der ikke kunne køre rundt.
Det ellers solrige vejr blev undervejs forvandlet til voldsom regn og torden. Med mere mudder og endnu glattere forhold til følge.
På anden omgang fik jeg lidt kampgejst igen og forsøgte at skrue op for tempoet og overhale. Det resulterede så i udskridninger og 2 nærkontakter med jorden og et bøjet geardrop.
Kampen på cyklen fik dog en ende. I det mindste havde jeg passeret et par kvinder.
Det afsluttende løb havde jeg heldigvis mere succes med. Energien vendte tilbage, og jeg fik rundet af med en god tid.
Det var ikke mange kvinder, der havde fundet vej til startstregen. Som eneste i min aldersgruppe kunne jeg derfor som vinder indkassere kvalifikation til XTERRA VM på Hawaii.
Men den mest overbevisende sejr var vist tømning af den obligatoriske podieøl – helt uden træning.
Coronarestriktioner satte en stopper for det store after-party. Det ændrede nu ikke på, at der igen var skabt et fedt stævne med god stemning og fede ruter.
Dejligt at være med til konkurrence igen og se, hvad forårets træning havde gjort ved formen.

Der er lukket for kommentarer.