Montane Kong Vinter Adventurerace, Præstø d. 31.7.2021

At blive klar til Montane Adventurerace ved Præstø blev noget stressende.
Dagen før start blev holdet grundet skade reduceret til Tina og Anne-Mette.
Bilen blev læsset med grej og toptunede cykler, og vi ankom i god tid. Det skulle vise sig at være rigtig smart.
Den ene cyklen havde tabt pusten på køreturen. Utætheden lod sig ikke finde, og en pumpe hjalp ikke.
Af med dæk og frem med en slange. Men ventilen sad uhjælpelig fast på fælgen. Alt tilgængeligt værktøj kom i brug. Tik tak….. tiden gik. Vi fik ødelagt reserveslangen, og sådan blev det ved.
Vores start gik. Tilbage stod fighter-holdene (og os…) Vi var heldige at få doneret en slange, og meget taknemmelige kunne vi starte vores løb 20 min efter de andre på Challenge distancen.
Vi trådte hårdt i pedalerne på første MTBO stræk på vej ud til orienteringsløb på Feddet. Her var vi skarpe og begyndte at indhente nogle hold. Det hjalp på moralen.
Fakse Kalkbrud bød på endnu et o-løb. Heldigvis uden hvidt klæbende mudder, som ved tidligere løb.
Biathlon gik fint for skarpskytterne. Desværre var der kø ved rappelling, og vi fik en ufrivillig pause på 35 min., og blev igen sat tilbage.
Dagens absolutte kongeetape var sidste monsterlange MTBO. Vi blev udfordret at et par vilde regnbyger, som trods sommertemperaturer gjorde det svært at holde varmen.
Det kneb med koncentrationen på kortet til sidst. Desværre gav det et par dyre bom. Dog var humøret stadig højt, da vi kom til målområdet, hvor vi sluttede med sjov og hård træklatring.
En dag med 11,5 loggede timer – tak for endnu et fedt løb af Lars Bukkehave.

 

Der er lukket for kommentarer.