Ud i verden

Team Fit4Run er med hvor de spændende udfordringer er! – også ude i den store verden.

2016:
img_3268Efter en skuffende 5. plads i 2015 besluttede Anne-Mette at sætte jagten ind på en VM medalje ved XTERRA VM på Hawaii. Efter kvalifikationen kom i hus, startede den målrettede træning, og det gav pote.
Anden gang blev lykkens gang. 5. pladsen blev konverteret til en bronzemedalje under ualmindelige vanskelige forhold og dermed et hårdt løb. Det er XTERRA. Du ved aldrig, hvad der venter.
Har du lyst at høre mere om adventurerace, XTERRA eller MTB etapeløb, så kommer Anne-Mette eller en af de andre Team Fit4Runner gerne ud og fortæller og viser massevis af billeder.

hundeslæde 3
Anni og Malene har været på adventure i Lapland, hvor de indløste præmien fra Yeti adventurerace.
Nord for polarcirklen kunne de nyde det smukke syn af nordlys og sove i helt unikke omgivelser på ishotel.
Naturen blev suget ind fra hundeslæde og motionen holdt ved lige med løbetur, hvor snesko var en del af fodtøjet.
En helt unik oplevelse…..

xbelgien9Anne-Mette har været en tur i Namur, Belgien for at køre XTERRA i håb om at kvalificere endnu en gang til XTERRA VM på Hawaii. Som vinder af sin aldersgruppe fik Anne-Mette den eftertragtede adgangsbillet med hjem.

2015:
XTERRA Sweden, Stockholm blev destinationen, hvor Anne-Mette var med for at sikre sig kvalifikation til det legendariske Xterra VM på Hawaii. Missionen lykkedes – og her kan du se videoen fra et af de hårdeste XTERRA løb. Udover æren ved at gennemføre dette vanskelige løb, kæmpes der om verdensmesterskabet.

VMcross
2014 var året, hvor Anne-Mette sin debut på triatlon forbundets agegroup landshold ved VM i cross triathlon i Zittau, Tyskland.
Efter en uges etapeløb med Anni og Malene i Polen, havde Anne-Mette trænet i terræn, der lignede dem i Zittau. Og med formkurven på plads blev det til VM bronze.

Sammen med Camille Gry var Anni i Lapland og deltage i 2 dages ultraløb. Desværre tvang en skade Anni til at stoppe efter 1. dag, men Camilla fik lov at løbe videre alene.


2013:
– her følger længere beretninger fra Anne-Mettes deltagelse i
 verdens længste, hårdeste, varmeste og mest eventyrlige MTB løb, Crocodile Trophy – samt Camillas beretning fra sit første af 5 Beyond the Ultimate ultraløb.

Ved Alpentour Trophy i Østrig i sommeren 2012 vandt Anne-Mette gratis deltagelse i Crocodile Trophy, som køres i Australien. Det går for at være verdens hårdeste og længste MTB etapeløb, så den skulle der lige tygges lidt på. Men Anne-Mette behøvede ikke så lang betænkningstid. Den ultimative udfordring på MTB skulle prøves.
Du kan læse mere om Crocodile Trophy på løbets hjemmeside.

I Cykel-Motion Danmark kan du i december nummeret 2013 læse om forberedelserne til løbet, og i februar nummeret 2014 kan du så læse om, hvordan det hele gik i Australien.

Og her kan du læse uddrag fra Anne-Mettes dagbog:

Forberedelser
Sidder og småtuder i lufthavnen. Fordi jeg har ondt i knæet og derfor ikke kan glæde mig 100 % – og fordi jeg skal være hjemmefra længe…. Alene!
36 timers rejse, heraf 28 timer på fly og 3 skift er trættende, når man rejser på monkey-class og ikke kan lukke et øje. Ankom godt træt til Cairns og trængte mest af alt til et koldt bad. Blev i stedet mødt af en tyk mur af fugtig varme og blev bare mere svedig!! Man kan jo lige så godt vænne sig til det fra start.
Mit værelse på hostel er fint. Har eget toilet, bad, køleskab, 3 senge- og aircon naturligvis. Poolen og køkken er lige udenfor døren. Strandpromenaden 200m herfra. Energi fra Torq kommet. Dejligt med pakker, der venter på en. Nu  håber jeg virkelig at komme til at bruge det. Ellers bliver det en trist menu….. Orkede ikke at klargøre cykel. Fik i stedet købt ind, så der er gode kalorier i køleskabet. Jeg har tænkt mig at lave de fleste måltider selv, men mangler min kok. Sluttede dagen af med en lang tur i poolen. Jeg trængte til at få rørt kroppen lidt efter de mange timer på den flade.
God nattesøvn var ikke noget problem trods tidsforskellen på 8 timer. Vågnede til en masse nye dyrelyde og plasken fra poolen. Dagens vejr: 30 grader og overskyet med en let brise. Meget behageligt.
Samle-cykel-projekt vel overstået og cyklen raslede ikke fra hinanden, da jeg prøvetrillede den på en tur langs vandet. Kørte alligevel ind til den lokale cykelmand. Han vidste lige hvad der skulle tjekkes og spændes, da jeg fortalte den skulle med på Crocodile Trophy. Han kunne fortælle en del om løbet, og jeg blev pludselig meget mere bevidst om, at det ikke er for sjov det går for at være verdens hårdeste MTB løb. Jeg ville købe et hjulsæt og andre reservedele, som jeg håbede at kunne levere ubrugte tilbage efter løbet og så få pengene retur. Nu smilede den flinke mekaniker bare og sagde: “You don’t know the outback!” Han forklarede, at det forbandede røde støv trænger  ind overalt, uanset hvor godt det er pakket ind. INTET ser nyt ud længere, når det har været derude selvom det bare har ligget i en lastbil. Aha….., så ved man ligesom hvad der venter! De var MEGET imponerede af min cykel og det danske Pronghorn design. Jeg overlod dem trygt min cykel til klargøring.
Da cyklen var klar, cyklede jeg de 15 km ud af byen til MTB sporet, hvor 5 omgange a’ 6 km udgør 1. Etape. Turen derud var noget af en prøvelse. Man cyklede klods op af en 4 sporet vej med hurtig trafik. Eneste adskillelse var en vejstribe. I rundkørslerne skulle man lige holde hovedet koldt. Det der venstrekørsel er noget rod! Når jeg krydsede floderne var der advarselsskilte, så man ikke svømmende ud til krokodillerne. Og på selve vejen blev der advaret mod krydsende kænguruer. Sjove dyr de har her! Jeg fandt hurtigt MTB sporet. Vildt spændende at køre i en tæt regnskov, som summede af uvante dyrelyde. Der var rigtig mange store og flotte fuglearter, som kom helt tæt på. Jeg drømte om at møde en koala, men så heldig var jeg ikke. I stedet nød jeg det fede spor og udsigten over havet på et åbent sted. Det blev bare til en enkelt omgang. Indtil videre havde jeg skånet knæet og kun kørt roligt i helt lette gear. På landevejen hjem forsøgte jeg mig med tunge gear, men fik ondt med det samme. Så lette gear igen og bønner om mirakler….Fik en rigtig go gang massage bagefter. Det gjorde kroppen godt. Nu skulle hjernen til at indstille sig på cykelløb, og jeg begav mig til infomøde. Men der stod jeg så på det falske sted! Der var givet forkerte oplysninger i de første udsendelser, som jeg havde printet. Og hjælpeløs stod jeg der uden kontaktoplysninger eller andet. Men de flinke hotelfolk hjalp mig, og jeg fandt mødet. Mange andre havde også været på afveje, så de var ikke startet.
“Hej Anne Mette”, lød det da jeg trådte ind af døren til flokken med forventningsfulde cykelryttere. “Tillykke med resultatet ved VM i kajak” Øh… nu var jeg en anelse forvirret. Ingen ide om, hvem manden var. Han viste sig at være dansker bosat i Australien- og løbsfotograf. Jeg fik hilst på de andre kvindelige deltagere – vi er kun 4. To fra Italien og en fra Belgien. Det havde været sjovt at være nogle flere Fit4Run´er. Rigtig ærgerligt, det ikke lykkedes at få Anni med. Det havde helt sikkert gjort løbet lettere (og sjovere) at have mulighed for at udveksle jokes undervejs.
Ved registreringen var der tid til ar snakke lidt med nogle af deltagerne og pressefolkene, som også havde hørt rygterne om mit VM i kajakken. Her er folk med mange forskellige ambitioner, hvilket også afspejler sig i deres forberedelser. Nogle har aldrig kørt etapeløb før og har klaret træningen med 8-10 timer om ugen. Nogle er professionelle på racere, andre på MTB. Lægerne ville gerne lave nogle målinger til et studie omkring BMI, fedtprocent, niveau på fitness mm. i forhold til den slags fysisk aktivitet. Jeg havde  tilsyneladende ekstrem lav fedtprocent på 12,6 – så hjem og carboloade.

D. 19.10. 1. etape, Cairns (Smithfield), 35 km og 900 hm.
Har været oppe for at nervetisse flere gange i nat, så kroppen er ved at registrere mit forehavende. Starten gik uden for Cairns, hvor den lokale klub lagde bane til. Vi skulle køre 5 omgange af 6 km på World Cup banen. Jeg cyklede de 16 km derud i god tid, folk vinkede og ønskede held og lykke, når de fik øje på startnummeret. Ved ankomst konstaterede jeg, at jeg havde fået 2 venstre handsker med. Klassisk rookie fejl. Men fik et tip om at vende vrangen ud på den ene – og vupti, så havde jeg også en højre.
Vi stod 80 til start, hvoraf de 75 er med i CT. De øvrige kører kun første etape. Jeg havde 2 mulige strategier for dagens etape. Med udsigt til alligevel at skulle udgå tidligt i løbet kunne jeg satse alt og gå efter en god etape placering. Men det ville jo også være at kaste håndklædet i ringen. Dårlig stil! Så jeg valgte i stedet at tage det roligt og køre hele etapen i let gear for at øge muligheden for at fortsætte i løbet. Alle har rådet mig til at spare energien de første dage og ikke “køre cykelløb”, og sådan blev det. Jeg nød at være i gang på det lækre og tekniske spor. Lige som jeg kan li det. Var bestemt ikke noget lyn, men kørte sikkert og uden de store problemer med knæet. Tror det var klogt valg at satse på de lave gear.
Det blev en varm dag på kontoret, hvor jeg sendte mange tanker til poolen og kold drikkelse. Det var svært at styre væskeindtaget i den kraftige varme- og jeg ved at de næste dage bliver både længere og varmere…. Det er bare ikke så lækkert at drikke varm energidrik, men intet kan holde sig koldt. En stor del af ruten var i regnskovens skygge, men når man kom ud i det åbne mærkede man virkelig varmen.
Sjovt som der er forskel på europæisk og australsk adfærd på sporet. De europæiske ryttere råber, når de skal forbi. De australske får man lige en snak med, og så et “Thank you darling”, når de smutter.
Jeg havde blandet proteindrik hjemmefra til målgang. Men det er altså NO GO med varm proteindrik med yoghurt smag, så slut med at blande på forhånd. I stedet kunne man fylde sig med frugt og drikkelse ved mål.
Der er en mega god stemning, nu hvor løbet er kommet i gang. Flere havde skrammer efter styrt, men de blev fixet af lægerne og alle er klar til i morgen. Og jeg er med endnu.

D. 20.10. 2. etape, Cairns- Lake Tinaroo. 101 km og 2800hm.
Dagens etape startede i Cairns centrum, hvorefter de første 11 km blev kørt med politieskorte, før løbet blev givet frit. Så gik det ellers op, op og atter op. Sidste del af stigningen var utrolig stejl. En hepper fortalte, at kun 5 af de professionelle kunne køre den, og vi andre måtte trække flere km lodret op gennem regnskoven i den kraftige varme. Sveden drev og man prøvede hele tiden at finde lidt skygge på sporet. Nedkørslen var hurtig men svær pga  løst grus, som man hverken kunne styre eller bremse i. En belgier styrtede foran mig, og hans ven valgte pludselig at stoppe også. De klarede så at spærre sporet, men som belønning landede jeg midt i det hele. Jeg slap dog med lidt småskrammer og valgte at lukke lidt luft ud af dækkene for bedre kontrol. Nu fulgte en god flad strækning, hvor vi kom ud i den støvede outback, hvor det var umuligt at finde skygge. Det var bare med at få vand og salt indenbords. Første bekendtskab med det røde støv og meget specielt landskab. Jeg havde travlt med at fotografere det hele undervejs. På depoterne er der masser af service, hygge og high five fra de frivillige. Dem er der 60 af, hvoraf flere er rygsækrejsende der gerne vil have en særlig oplevelse.
Sidste stigning var frygtet, men den var mere menneskelig og kunne køres. Dagens rute sluttede med 15 flade km langs søen, hvor der var mål og lejr.
Bagagen var nået frem og telt med tilhørende feltseng slået op. Nu var det så med at udnytte det sidste dagslys til at gøre cykel og energi klar og få et bad. På med kompressionsbukser og strømper. Aftensmaden blev indtaget i et stort telt, hvor snakken om dagens etape gik lystigt. Jeg havde haft en god dag på cyklen i dag. Knæet drillede ikke mere end hvad de smertestillende kunne klare. Midt på sidste stigning, måtte jeg dog holde 5 min pause for at massere lidt, og så gik det fint til mål. Det lykkedes mig at komme ind på en 3. plads, så nu har jeg prøvet at bestige podiet i Crocodile Trophy. Indtil videre kan jeg godt køre med mit knæ og passer på at køre sikkert og holde mig til de lave gear. Så jeg satser på endnu en dag…..

D. 21.10. 3. etape, Lake Tinaroo- Atherton-Irvinebank. 98 km, 2750 hm
Det blev ikke til meget søvn i nat, men godt at have benene oppe i mit lille telt. Det blæste helt vildt, og det lød hele tiden som om små dyr kravlede rundt i teltet. Men jeg var vist alene! Efter indskrivningen gik starten i regnvejr, og vi havde det dejlig køligt. Morgenmadsholdet viste sig yderst effektive. Hele køkkenet var allerede pakket sammen og læsset i lastbil, da vi kørte. Andre var ved at pakke teltene væk. De første 18 km var masterstart på asfaltvej. Så kom det fedeste singletrack  ca. 30 km gennem et område, der havde været hærget af skovbrande. Virkelig en fed start på dagen. Drikkedunkene var nu ved at være tomme, så næste depot var ventet med længsel. Men placeringen var ændret, så vi fik 10 km uden drikkelse. Jeg blev reddet af en vejviser, der gav mig 1 liter vand. Han var simpelt hen dagens helt!
Rytterne var virkelig udmattede ved depotet pga de ekstra km uden væske. Dagen har budt på et par flodkryds. Fedt at få afkølet fødderne. Forholdsvis korte men mange stigninger. De fleste kunne køres indtil de sidste 40 km. Her kom der sand og løst grus, hvilket udover at suge energi ud af benene, også vanskeliggjorde nedkørslerne. Nu fik jeg følgeskab af en australier. Det var rart, at vi kunne holde øje med hinanden og sikre, at vi kom helskindede ned. Og rart med hyggeligt selskab det sidste stykke til mål. Undervejs i dag så vi flere styrt. Den ene så uheldig, at han måtte hentes i helikopter. Jeg er ret tryg ved at vide, at den ene lægebil / motorcykel kører bagved sidste rytter. Så hjælpen er nær for mig, der kører i den tunge ende af feltet. Jeg tager mig tid til at køre sikkert, passe på knæet og resten af kroppen, fotografere de specielle landskaber og snakke med folk undervejs. Der er altid god opmuntring udover lækre vandmeloner ved depoterne. Jeg vinder alligevel ikke cykelløbet, så jeg vil nyde hvert sekund. Dagens mål i en lille flække, Irvine Bank. En “by” med 60 indbyggere og selvfølgelig en pub. Live musik i dagens anledning.  Det er svært at forstå, hvad folk lever af herude, og hvad de får tiden til at gå med – udover at gå på pub altså. Håber ikke der er gang i musikken hele natten.
Da jeg havde været i bad, kom Kenneth og fortalte at en tjekkisk rytter var savnet. Ingen havde ikke set ham siden første depot. Han var bag mig. Det var ret kritisk med kun 1 times dagslys tilbage. Det er bare sådan noget, jeg har frygtet skulle ske. Hvordan havde jeg selv reageret, hvis jeg for vild? Jeg blev virkelig bekymret. Ruten er godt afmærket, men det kan glippe hvis man er træt. Men heldigvis var der godt nyt efter 1 time. Beredskabet virkede, og han blev lokaliseret. Det gav ham 40 km ekstra på cyklen. Hvis han var blevet kørt i bil, var løbet slut for ham. Men Crocodile Trophy er ikke et løb du frivilligt udgår af.
Sidder og spiser aftensmaden med nogle af de rygsækrejsende, der er frivillige hjælpere. Det er sjovt at høre om deres oplevelser med løbet. De har det skægt og er en flok humørspredere.
Knæet holdt til endnu en dag, men stadig på smertestillende. Jeg er bare mega glad for at have gennnemført endnu en fed etape. Resten af kroppen er også ved at være mærket. I dag var det specielt hårdt for arm- og mavemuskler,  fordi det var teknisk krævende. Og lårmusklerne er brugte men i god behold endnu. Jeg har fået små væskeblærer på arme og ben pga varmen.
Indtil videre den flotteste og mest udfordrende etape. Jeg tror ikke længere, det bliver mit knæ som kommer til at volde mig flest problemer. Jeg sørger for at massere, og varmen gør godt. Man kan godt glemme alt om kinesiotape. Det kan bare ikke sidde fast, når man sveder så meget. Men desværre bliver man en anelse medtaget i rø…. Det satans støv er ikke godt indenbords i cykelbukserne.

D. 22.10 4. etape, 118 km, 1600 hm Irvinebank – Mt. Mulligan
Hold da kæft hvor de blæste afsted oppe foran, da startskuddet gik til morgen. Der køres åbenbart væddeløb fra starten af. Godt ingen ramte den løsgående hest i første sving. Dagen har givet mange punkteringer. Dog ikke for mig. En fyr havde 5 indenfor 1 time. Så ville jeg sgu være fucked og temmelig sur. Der er ikke så mange bag mig, at jeg kan regne med ekstra slanger.
Ruten i dag var hårdest i starten, hvor “vejen” var ødelagt af kraftig regn. Der var dybe render på både op- og nedkørsler, så der valgte jeg at trække. I det her løb gælder det for mig om at vælge de sikre løsninger for at komme længst muligt. Så kom der et par timer med nogle lette og hurtige km. Her kunne der spares energi til i morgen.
Jeg så et par kænguruer. Desværre døde og temmelig flade. Vi havde 2 store flodkryds, hvor fotograferne hyggede sig mens jeg balancerede over med cyklen på nakken. Man vil nødig skylle kædeolien af.  Endelig overhalede jeg et par stykker, der var helt flade. Lige pludselig sad der en kæmpe leguan på over 1m midt på vejen. Jeg turde ikke stoppe for at tage et billede. Hvad nu hvis den var farlig?
Bjerget hvor vi skulle bo ved en lille sø kom til syne. Nu var jeg nød til at tage et billede…. Overlevede også de sidste 500m. og var glad for at se målportalen. Bare surt, at forhjulet var fladt og dækket ikke til at få af. Pis osse…. Dagens etape skulle ikke være så hård, men jeg var godt brugt alligevel. Sand og grusveje som vaskebrædder tager al energi ud af benene. Jeg måtte lave lidt stræk af lårene ved depoterne i dag. Stængerne er efterhånden lidt stive.
Fyren der fik helikoptertur til hospitalet i går er tilbage i krokodille lejren med armen i slynge. Men han ville have resten af oplevelsen med. Han var godt nok ikke så begejstret for bilturene der nu fulgte på bumlevejene. Av! Nu er han enarmet hjælp i køkkenet og kyssepige til præmieoverrækkelse. Ikke nogle fine fornemmelser selvom man er prof Lotto rytter. Aftensmaden blev i dag indtaget med en flok skøre australiere, der rundhåndet delte ud af rødvin. Det trængte jeg lige til..
Så havde jeg et par nye venner til at heppe, da jeg igen kom på podiet som nr. 3.
Jeg har ikke styr på hvad dag det er, men ved at i morgen bliver en af de hårdeste dage i mit liv! Det ser ud til, at min nattesøvn skrumper. De 10 langsomste skal starte kl. 7 i håb om at få os i mål, før det bliver mørkt.

D. 23.10. 5. etape, Mt. Mulligan- Granite Creek Dam 163 km, 3000 hm
46 grader i dag!! Så kom løbet vist for alvor i gang. Det her er for sindssygt! Ekstremt vildt, ekstremt langt, ekstremt varmt, ekstremt støvet, ekstremt hårdt. Og jeg havde Punktering – ingen skygge til at skifte slange. Måtte bruge 1/2 time på at indhente mine 2 følgesvende. Den vildeste etape i mit liv. Glad for at følges med Rob og Chris hele etapen, ellers var jeg ALDRIG kommet igennem. 11 timer i sadlen. Det er allerede mørkt, og cyklen er ikke vasket. Måske i morgen tidlig, hvis jeg når det?? Alle damer på podiet i aften. Eneste klasse, hvor alle er med endnu.  Er helt flad og for træt til at skrive mere…..
Jeg tænkte mange gange på, hvad der fik mig  igennem dagen. Tror det hjalp mig, at jeg havde en anelse mere  overskud end Chris. Så glemmer man sine egne problemer. Han var helt væk fra vinduet de sidste 40 km og husker ikke depot 4 og 5. Jeg kom med opmuntring og måtte minde ham om at spise og drikke, men tror ikke han får salt nok. Lægen tjekkede ham i mål, men der var ingen vej udenom. Hun mente godt han kunne blive klar til endnu en etape.
Hjemmefra var jeg ikke så bekymret for højdemeterne. Men de er alligevel dræbende, fordi bakkerne er korte men stejle og kommer hurtigt efter hinanden. Det er svært at holde konstant tempo, så man finder ingen rytme.
Undervejs i dag fik vi noget lækkert rent og iskoldt flaskevand af nogle hjælpere. Jeg tabte så bagefter min flaske og mistede vandet. Var heldig at Rob havde noget ekstra. Her græder man over spildt vand……

D. 24.10.  6. etape, 116 km, 1800 hm Granite Creek Dam – Laura
I dag var vi 15 i den tidlige start. Hvis i går var den hårdeste dag i mit liv, står dagen i dag i kø som nr. 2. Løbet er for alvor blevet sindsygt hårdt. Varmegraderne er steget. Ikke længere overskud til så mange foto undervejs. Håber i stedet indtrykkene sætter sig på nethinden. Jeg kørte de første 75 km alene. Det hjælper vildt meget at alle opmuntrer og hjælper hinanden uanset niveau. Når man overhaler, spørger man lige, hvordan det går og ønsker go tur. Men du skal kunne klare dig selv 100%, når du ligger alene en stor del af tiden. Det er for varmt at stå og vente på hinanden ved punkteringer.
I dag 2 meget hårde stigninger på umuligt og stejlt  underlag. Meget trækken med cyklen for alle i dag. Vi måtte nærmest klatre på klipper med cyklerne på det varmeste tidspunkt af dagen – over 45 grader. Derefter fulgte et langt stræk i dybt sand- og desværre også 35 km mellem 2 depoter, da det første var placeret 5 km for tidligt.  Det var sindssygt varmt. Jeg måtte stoppe i skyggen fra de mindste græsstrå for hver 25 hm for at puste. (Tænk hvis jeg havde haft Xbionic cykeltøj, der transformerer sved om til energi!) . Jeg fik lagt en strategi med kun at drikke en lille tår for hver km. Ellers ville jeg simpelthen ikke have væske nok. Tror jeg spiste 15 stykker vandmelon og drak 2 Redbull på 5 sek., da jeg kom til depotet. Nogle ryttere bag mig var totalt dehydrerede og en hjælper måtte ud til dem med væske nogle km fra depotet. Det er virkelig barskt. Man er temmelig meget på røven uden væske og uden skygge. Jeg troede ikke de ville klare den til mål. Men de blev længe i depotet (man kunne køle af i en flod) for at samle kræfter og så hjalp de hinanden hjem. Jeg kom med 4 fyre på hjul de sidste 40 km. God  lige grusvej, og jeg slap for at tage føringer. Fedt tempo, men de sidste 4 km måtte jeg dog slippe. Der var bare ikke mere tilbage…. Jeg var fuldstændig smadret i mål. Kunne næsten ikke stå på benene, men folk står i kø for at hjælpe og lykønske med bedriften. Stod længe med hovedet under den kolde hane, inden jeg kom til mig selv. Bagefter var jeg ved at vælte ned af toilettet. Så er det lidt svært at se sig selv på cyklen igen næste dag.
Prøver at køle hoved, fødder og håndled med vand ved depoterne. Fødder og hænder hæver, så handsker og sko er nød til at sidde helt løst. Det hjælper mig meget at have faste strategier for pauser, væske, salt og energiindtag i løbet af etaperne.
De 2 absolut værste dage er nu overstået. Folk er godt mærket og mange går rundt med forbindinger fra styrt på nedkørslerne, fordi trætheden gør at det efterhånden er svært at koncentrere sig. En kører med brækket finger og trykket ribben. Man skal  være hårdt ramt for at udgå her. Ellers har det igen været en spændende og afvekslende etape, som førte os gennem et guldmine områder og igen flere steder hærget af skovbrande. Eukalyptus træerne indeholder terpentin og brænder let. Den spændende rute er nok også med til at holde modet oppe, når det er sværest. Men nu begynder jeg at tro på, at jeg kan nå til Cooktown. Det går rigtig fint med knæet (ingen piller mere), og ryggen gør heller ikke de store knuder. Er glad for at jeg under træning har vænnet mig til at køre lette gear. Det aflaster virkelig, og jeg restituerer fint. Kroppen har det ok om morgenen. Det værste er røven, så det første kvarter i sadlen er forfærdeligt. Dog heller ingen faretruende problemer i den afdeling. Har lidt buksefedt med i sadeltasken og sørger for at bruge papir efter at have tisset. Vigtigt. Det hjælper…..!!
Nå, Back in business efter en god gang mad og drikke. Fik vasket cykeltøjet, og cyklen vasket og serviceret af mekanikerne. De arbejder også frivilligt for oplevelsen, kost og  logi. Men de får gode drikkepenge.
I morgen kommer en kort enkeltstart etape, så alle incl. crew får en halv hviledag. De er også godt brugte. De arbejder til sent hver aften, og står op mega tidligt igen. Lejren med alle de mange faciliteter til over 150 mennesker skal flyttes hver dag. Hjælpere skal ud med depoterne midt i ingenting, før rytterne kommer. De må køre store omveje på dårlige veje. Jeg er dybt imponeret over deres effektivitet. De får ikke meget søvn. Underholdningen i aften var udendørs bio med video og billeder fra de 6 første etaper. Også medie folkene er effektive.
Stjernehimlen herude er simpelthen  et fantastisk syn. Ligger og kikker ud på det hver aften. Alt for varmt at lyne teltet.

D 25.10. 7. etape TT, 38 km 150 hm, Laura
Rob kom og hentede mig til morgenmaden. Han havde spottet en kænguru ved lejren og vidste jeg gerne ville se den. Så kunne jeg sidde hos dem i skyggen og drikke morgenkaffe, mens den lille fætter hoppede rundt.
Starten i dag var kl. 9 for første rytter, så vi kunne sove længe. Den enarmede Lotto rytter havde lånt sit cykeltøj og cykel til sin prof supporter ven, som gerne ville prøve enkeltstarten. Han blev dog sat med 10 min., selvom han var eneste med friske ben! Helt flad etape på 38 km. Havde sindssygt ondt i røven og flyttede hele tiden rundt i sadlen. Ellers var det værste vaskebræt bulerne, der er overalt på grusvejene og nogle km med løst sand- men dog en dejlig let dag med mindre man skulle race for en placering øverst på podiet. Kørte de første 30 km stille og roligt og speedede så op på de sidste km.
Kvinderne er virkelig stærke, så mine forhåbninger går udelukkende på at komme helskindet til Cooktown. Hvilket jeg også synes er en ret stor præstation. Er godt tilfreds med mine to 3. Pladser. Jeg startede enkeltstarten som nr. 5. Indhentede 2 og blev selv overhalet af en masse. I dag havde de knap så meget tid til hyggesnak i forbifarten, og der kom nye folk på podiet. Vi grinte af Chris, som kørte vildt i dag og kom på podiet i sin klasse. Nu er der sgu ikke mere hjælp at hente. Spiller død den ene dag og kører fra os den næste 🙂
Mærkeligt at være i mål kl. 11 og have en halv dag til restitution. Men jeg er også restløs, fordi der er så sindsygt varmt overalt og ikke meget at lave udover at indtage kalorier og holde fødderne oppe. Vi er 2 nætter her, da enkeltstarten bare var en rundtur. Laura er et forholdsvis civiliseret sted med 80 indbyggere, pub, en lille shop og sågar en tennisbane. Borgerne er mest aboriginals. Byen har åbenbart også en borgmester, for han har været her hele dagen.
Mens vi spiste var nogle af de unge frivillige fyre i gang med en ordentlig gang fysisk træning, og de gav gas. Fedt at se, men tænkte alligevel: “hvad fanden har de gang i her midt i varmen?” Underligt man kan tænke sådan og så selv mose på 9-11 timer om dagen i over 40 graders varme.
Sjovt at snakke med de andre om, hvad der har fået dem til at deltage, hvad de havde forestillet sig om løbet, og hvad der får dem igennem. En har kørt de største løb i hele verden og er ikke i tvivl om, at CT er det hårdeste han nogensinde har prøvet. Også spændende at høre dem der udgår, hvad der får dem til at stoppe, selvom de fysisk var i stand til at køre videre. Ofte er det frygten for at ligge alene. Det skal man nok have tænkt igennem på forhånd.
Desværre taler de andre kvinder ikke så meget engelsk. Lisbeth der fører, er i en klasse for sig selv og kan hamle op med de hurtige mænd. De 2 andre er italienske kvinder (Giordana og Maria) med mange år i cykelsporten. Virkelig seje….. Der var kængurukød til aftensmad. Virkelig lækkert. Håber min lille ven fra i morges slap med livet i behold. Vi havde besøg af en slange i lejren. Den blev dog ikke spist og kom heldigvis heller ikke ind i mit telt.
I morgen har vi kurs mod kysten og vil få modvind. Men længes efter havbrise, selvom outbacken er en kæmpe oplevelse med helt enestående og rå natur. Frygter også etapen lidt, fordi der ikke er så meget spændende at se undervejs. Måske ikke fysisk hård, men mentalt. Meget lige vej- håber ikke at møde nogle Road Trains.

D. 26.10. 8. etape, Laura – Hope Vale 113 km, 1100 hm

Der var rift om pladserne i den tidlige start. Tror vi var 20. Vi satsede alle på at komme med i en gruppe. Jeg kom afsted med en god flok, men allerede efter 5 km havde jeg min 4. punktering i løbet. Virkelig dårlig timing! Farvel gruppe. Der var ligesom ikke rigtig nogle, der havde lyst til at vente! Eneste lyspunkt var, at jeg fandt et sted med skygge til at skifte slangen. Nu kunne jeg i stedet for en forholdsvis let dag se frem til de næste 110 km alene i modvinden. Både Maria og Giordana havde allieret sig med deres bedre halvdele, som trak dem hele vejen. Jeg kunne også godt have brugt Jan til at tage vinden for mig, men tror ikke han synes om vaskebræt vejene. Rystelserne er simpelthen så hårdt for arme og hænder, der sover hele tiden.
I dag tog det næsten 2 timer, før jeg kunne sidde roligt på sadlen på trods af at jeg havde 2 cykelbukser udenpå hinanden. Lige meget hvordan jeg sad, trykkede det et sted. Jeg har dog kun mindre røde mærket, hvorimod andre er hårdt ramt.
En fyr måtte tage etapen stående i dag- bagdelen er et stort  åbent sår, og han kan næsten ikke gå. Lægerne har hver dag fornøjelsen af at tjekke de værste skavanker i de nedre regioner. Sår i røven er bare den værst tænkelige grund til at udgå!
Ved et af depoterne var de helt oppe at køre. De troede de hørte de første ryttere komme, men det var en stor emu, som åbenbart ville tage for sig i depotet. Alle supportere og crew var i dag blevet bedt om at køre den direkte vej til lejren og ikke tage den bulede grusvej som  os. Hver gang vi bliver overhalet at en bil, er vi totalt sat til i støv. Dårlig kombination med en svedig krop. Så i dag så vi kun depotfolket,  fotografer og læger på ruten.
Efter 60 km blev jeg hentet de første fra 2. start. Regina, der sad bag på en motorcykel og fotograferede ved siden af mig, mente godt jeg kunne hænge med, men de kørte jo som gale. Lidt senere kom en 3-mandsgruppe, som jeg fik glæde af 10 km. Men så kom der nogle stigninger, hvor de var stærkere end mig. Igen alene…..
Ved sidste depot indhentede jeg David fra  Belgien. Så skulle jeg heller ikke blive sidst i dag. Han er så cool. For 1 år siden sagde hans kæreste, at han var ved at blive tyk. Så købte han en MTB. Havde ikke dyrket sport i 14 år. Hans noget mere sporty venner lokkede ham med til CT- hans første løb, og den seje fyr gennemfører! Han mente der skulle et stort mål til at holde ham motiveret til at træne.
Jeg kom fint i mål, men ærgerlig over at have misset muligheden for at køre i en gruppe. Det kostede både ekstra energi, tid og var træls at køre så længe alene i hård modvind. Vinden gjorde dog, at det ikke føltes så varmt.
I mål var der den fedeste pool, hvor jeg har flydt rundt 1 time. En positiv overraskelse, som de ikke ville løfte sløret for før i går, da den var tom for 14 dage siden.
Blev målt af lægerne igen i dag. Jeg havde ikke tabt vægt, men tabt fedt % og livvidde. Jeg får alle deres konklusioner senere. David kan glæde sin kæreste med, at han har tabt dig flere kg…
Nu er kun er 50 km til vi står i Cooktown, og eventyret er slut. Vildt!
Foto: Regina Stanger

27.10. 9. etape, Hope Vale – Cooktown 50 km, 500 hm
Det blev da godt nok en hård etape. Igen 2 starter 20 min forskudt. Fuld skrue fra start, og alle ville med. Helst forrest for at undgå styrt. Jeg holdt fører gruppen i vores start 10 km, før jeg måtte slippe. Kunne se at Giordana var godt stegt og konstant fik en hånd i ryggen af hendes ven, så jeg ville prøve at køre min chance i dag.
Maria kørte i 2. start i håb om at komme med nogle hurtigere ryttere. Lisbeth har hele tiden kunne tage pace på de hurtige herrer. Vi havde 2 store flodkryds i dag. Hvis  man ikke ville ned at ligge var det med at træde igennem. De var ret dybe, og fotograferne var selvfølgelig klar.
Ved depotet så jeg Rob og Andrew, så jeg valgte at droppe depotet og tage deres hjul videre i stedet. Jeg havde væske nok. Nu var der kun 18 km til mål. Giordana og hendes makker lå foran mig, men de 2 australiere hjalp mig op i et hæsblæsende tempo. Gode venner er vigtigt her. Lige da vi skulle overhale dem, kom hovedfeltet fra 2. start med de hurtigste ryttere. Med kun 5 km til mål var det bare med at hægte sig bagpå. Wow, det gav vinger! Den sidste km havde 30% stigning, men jeg havde stadig gode ben. Jeg kunne cykle hele vejen op og håbede bare på at holde min placering, som jeg  havde kæmpet hårdt for i dag. De sidste 100m var op af en trappe, hvor man blev heppet hele vejen op til den eftertragtede målportal og den fedeste udsigt over havet. Jeg var første kvinde på bjerget, da Maria og Lisbeth  fra 2. start ikke havde indhentet os. Nu var det så spændende, hvor lang tid der ville gå.  Sekunderne var på min side, så jeg sluttede mit løb af med en 2. plads på sidste etape. Fed fornemmelse… Hold da op en fest. Alle var helt oppe at køre, og vi ønskede alle hinanden tillykke. Rytterne fra hovedfeltet havde haft sindsygt mange styrt, så lægerne havde travlt. En havde brækket underarmen 30 km før mål, men gennemførte.
Fyren med sår i bagen havde kørt etapen med sadlen på tværs og var også med i et styrt undervejs. Nu har han forståeligt nok opgraderet sin flybillet hjem til 1. klasse. Han kan ikke sidde ned overhovedet.  Hans bror røg  på hospitalet efter mål. Hans arm måtte renses 12 cm ind langs musklen. Støvet trænger ind overalt.  Nasty. Flere havde laset cykeltøj og lægerne havde travlt med at sy og rense. Alligevel var der champagne i luften og smil på alles læber.
Og jeg har selv gennemført mit projekt med en lille krokodille tåre løbende ned af kinden. Kroppen har det overraskende fint. Ingen sår og skrammer. Ingen ømme og stive ben. Men det var en hård måde at få knæet fixet på 🙂 Det har været den vildeste rejse. Jeg har været hårdt presset fysisk og mentalt. Jeg har tænkt på de mange mulige farlige situationer, som jeg var heldig at undgå. Men ikke et eneste sekund har jeg fortrudt, at jeg vovede pelsen. Ikke et eneste sekund har jeg tænkt på at udgå. (Udover før det hele var begyndt.) Mine forberedelser kunne ikke have været bedre, så tror også jeg restituerer hurtigt efter løbet er slut.
At jeg nåede at komme mig så fint over mit overbelastede knæ er bare ikke til at fatte. Min krop spiller mig altså et pus  nogle gange… Det har været en fantastisk måde at opleve helt særlige områder af landet på. Jeg har været omgivet af skønne og åbne mennesker og været en del af et givende fællesskab, som man kun kan opleve ved denne specielle løbsform. Skøn og afslappet atmosfære. Den vildeste oplevelse…..
Nu skal der festes! 2 pint øl og bunga bunga “Crocodile Farmor” er fuld!
Det blev en super hyggelig aften med BBQ og præmieoverrækkelse ved havet. Et krokodille trofæ til alle gennemførende.

Restitution
Tilbage i Cairns flyttede Lisbeth ind til mig på hostel. Sammen med de andre løbsdeltagere havde vi nogle hyggelige dage med afslapning på Great Barrier Reef, ved poolen og i byen. Jeg har fået mig nogle dejlige nye venner.

Masser af billeder i vores “galleri”, hvor du klikker dig videre til fotoalbum og på løbets hjemmeside her.


Beyond the Ultimate Jungle Ultra, Peru 2013
 – læs Camillas beretning og få indsigt i hvordan man som debutant  gennemfører – og vinder et ultraløb.

Pre-race

”Den tager jeg på rutinen”, var min første tanke. ”Hvilken rutine?” spurgte jeg så mig selv. Min grundform og erfaring fra adventurerace  samt oplevelsesaspektet gjorde, at jeg var kæk nok… Egentligt begyndte det med at min kæreste, Simon Grimstrup, skulle til Peru for at løbe Beyond the Ultimates Jungle Ultra – et 230 km løb i Peru fra Andes til Amazon fordelt på 5 sammenhængende etaper. Det var jo et vanvittigt (spændende) løb. Hans træning gik 8 måneder forud for løbsafviklingen, og som tiden gik, spurgte jeg om jeg eventuelt kunne komme med som officiel supporter. Det var desværre ikke muligt, og så tog jeg beslutningen om at jeg skulle med som deltager. Jeg ville have oplevelsen sammen med Simon, også selv om det indebar at vi ikke skulle løbe sammen i løbet. Vi skulle arbejde som individer og battle som enkeltpersoner, hvilket var nyt og interessant for mig i decideret udholdenhedssport. Det var jo hele oplevelsespakken der tiltrak mig. Der ventede en ren og rå natur tur, socialt samvær med den jeg elsker, og fokus på en kropspræstation i et uvant terræn, klima, dyreliv og miljø. Meningen var umiddelbar!

Jeg havde således kun 2 måneders løbetræning forud for de 230km. Det perspektiv gjorde mig nervøs, for tanken om overbelastningsskader lå hele tiden på lur i min bevidsthed. Tanken om det forholdsvis ensidige arbejde på sporet i junglen, udløste således små overreaktioner, da min opmærksomhed på kroppens tilstand var syle spids. Strategien var at gennemføre løbet (skadesfrit), om så jeg skulle vandre hele vejen. Da jeg først stod til start med tøj, sko og oppakning, føltes det helt rigtigt. Kroppen responderede kun med ”oplev det, nyd det og god tur”! Den erfaring er guld værd, og netop med erfaringen og genkendelsens glæde vil jeg fremover takle min krops signaler på en langt mere afslappet og kontrolleret måde. Det er jo præcis denne søgen efter og spænding ved oplevelser, samt de erfaringer der følger med, der altid har skabt mig personlig udvikling, selvtillid og tryghed. ”Learning by doing” og erfaringsbaseret læring er en del af min natur og fungerer godt for mig.

I løbe øjemed startede min udvikling allerede som folkeskoleelev, hvor jeg mærkede at min krop kunne klare mere end 5 kilometer ved det årlige Skolernes Motionsdag. Herefter løb jeg 10 km og var blandt skolens hurtigste piger. Sidenhen har jeg ikke betragtet mig selv som hurtig, da jeg er mageligt anlagt og godt kan lide det stabile snakketempo, hvor ”Duracell” bare bliver ved og ved og ved.
Til Jungle Ultraen viste det sig, at jeg var godt nok forberedt til at løbe løbet. ”Var jeg hurtig? – alt er relativt, men nej”. ”Var jeg stabil? – ja”. Jeg løb en sejr hjem. Jeg vandt!

Akklimatisering

Simon, vores ven Allan Leed og jeg landede i Cuzco lufthavn godt en uge før løbsstart. Meningen var at akklimatisere til højderne og lege opdagelsesrejsende. Begge dele lykkedes rimelig godt, selvom at vi blev stakåndet første dag af at slæbe vores bagage op på 2. sal… Der var vi presset og følte os på ingen måder atletiske og klar til at gennemføre et ultraløb på 230km i det vildeste terræn! Vi fik vandret nogle ture omkring Cuzco, oplevet Machu Picchu og ikke mindst pakket og trimmet løbsrygsækkene om for syvogtyvende gang.
Spændingen vedrørende mødet med de andre deltagere blev udløst på et fint hotel i Cuzco. Der var ikke blevet sendt deltagerliste ud, så mens vi fik fælles briefing og velkomst, blev der scannet konkurrenter. Vi var kun 5 damer! Herrerne stod lidt stærkere i mandtal med 25. Der var unge som ældre, tynde som trimmede og nationaliteter fra lande som England, Skotland, Sydafrika, Canada, USA og lille Danmark. Det bedste ved flokken var den forholdsvis afslappede stemning, for alle var imødekommende og snaksaglige. Ingen fine fornemmelser.

Det min mor havde været mest nervøs for, var transporten på grusvejene langs bjergsiderne til og fra junglen. Vi skulle starte løbet i 3200moh., i det de kalder Cloud Forest, som er den subtropiske semijungle, der befinder sig oppe ved skydækket lige før junglen. En perfekt port til Amazonas! Heldigvis kørte vi derud i mini vans med gode chauffører. Så sikkert fremme i Manu Nationalpark, kunne vi på en skråning se Beyond the Ultimate-flagene svaje. Der var etableret en teltplads på et plateau med den smukkeste udsigt ned gennem en dal til regnskoven. Det var retningen på første etape, som skulle starte den efterfølgende morgen. Efter en kort gennemgang af ruten med højdeprofiler, fik vi en lille intro til de giftige og farlige dyr og planter, som vi gjorde klogt i at undgå undervejs. Rådet til os hvis uheldet var ude, var at droppe konkurrencen for en stund og holde sig i ro, således at vi ikke unødigt, ekstra hårdt og hurtigt pumpede blodet rundt i kredsløbet. Proceduren var således at løbets læger ved næste checkpoint(CP) ville få  budskabet af en anden løber eller fra fejeblad på ruten. ”Mund til mund metoden”, havde en anden betydning dernede, og alle deltagere var klar på at hjælpe hinanden. Dette blev da også aktuelt for nogle, dog grundet andre årsager.

I løbet af dagen fik jeg udleveret en GripGrab kasket af Martin Paldan, officiel løbsfotograf, men da mit hår fylder på hovedet og jeg gerne ville kunne komme af med varmen hurtigst muligt, så modificerede jeg kasketten og brugte en time på at sy den om til en skygge. Hvilken skygge! Aftenen sidste bedrift, blev en lille vandretur op ad grusvejen, for at se på det singletrack vi skulle følge 10-15km på Stage 1.

Stage 1, Cloud 9, 38km.

Spændingen skulle udløses. Stemningen i sådan en lejr er simpelthen enestående. Det er specielt at være samlet på et sted, hvor alle gør sig klar på hver deres måde, i hvert deres tempo og hvor grej og personlig udstråling i skjul forsøges afkodet af konkurrenter.

Et lokalt orkester troppede op med trommer, trompeter og hele pivtøjet for at sende os godt af sted. Den lokale borgmester holdt en kort tale, mens andre lokale peruanere uddelte lykkehalskæder og -armbånd til de forventningsfulde deltagere. Alle var parate med alt pakket, da starten gik. Fra starten gik det 200 højdemeter opad en grusvej, inden vi nåede singletracket. Denne distance brugte jeg som opvarmning, således at min puls var stabiliseret og leddene smurte, inden vi fortsatte ind på den mere tekniskkrævende del. Der blev holdt et godt tempo. Jeg så Ian Sharman, Simon og nogle peruanere stikke i forvejen, og ellers lurede jeg lige stemningen mens jeg løb i min egen dieselmotor-hastighed. Jeg hørte én sige: ”Nå, nu er vi sendt af sted, så kan vi godt gå”, og tænkte, at det også var en slags taktik, dels at sige, dels at praktisere.

Jeg kom allerede forbi Kerry Reed og Tish Jones inde på singletracket, inden det begyndte at sno sig nedad. ”Underligt, men jeg er jo flyvende på det her spor og holder bare mit tempo, så må de komme forbi når de vil”, tænkte jeg. Det resulterede i at jeg overhalede nogle få mere og trak en hale på 6 personer, heriblandt Tish og Kerry. De fulgte mig på de første 5km, hvorefter den første bakke i stegende sol kom og jeg fik reduceret haremmet til Tish. Hun sagde, at hun godt kunne lide mit pace, og jeg tænkte at hun som favorit, bare hyggede sig. Over den første flod og så til første CP, hvorefter jeg mistede både Kerry, som var kommet op, og Tish. Stejl skråning op til grusvejen, som skulle lede os de sidste 28km ned i junglen til etapemål 1. Efter 30 min. kom Tish som ventet, og hun havde hurtige ben. Jeg var begyndt at synes vejen var lidt triviel, og tankerne gik mest på at tempoet skulle passe til 200km mere de næste dage. Således var motivationen, nålesving efter nålesving på hård grusvej i jævnt nedløb (ca. 3000hm), fokuseret på at variere løbestilen for at give kroppen et spillerum. Selvom jeg fik lidt gejst ved at overhale nogle mænd på min vej, kom Kerry forbi mig. Jeg lod hende overhale og skulle ikke nyde noget af at smadre mig selv, før jeg var nået ned i regnskoven! 4km før mål, mødte jeg Martin, som skulle vise sig at blive min positive milepæl. Jeg overraskede Simon ved at komme i mål 20 min. efter Tish. Efter hans opvartning med stængerne i vejret og en proteindrik, tog han mig med til floden for at køle af og få mudderet af. Her sad vi så på en sten og snakkede oplevelsen igennem, mens aberne så nysgerrigt på, og flere løbere kom til.

Stage 2, Amazonia, 34km.

Efter en forholdsvis god nat i køjen oppe i hængekøjestationen under halvtaget, gik morgenen hurtigt, og kun lige før start stod jeg klar. Ruten ville fortsætte 15km ned i junglen ad den snoede grusvej, derfor var min taktik at starte ud med stave, for at kunne skåne benene ved at benytte lidt overkropsarbejde. Det virkede fint, og tempoet gik jævnt. Allan kom ret hurtigt op til mig og sammen holdte vi et stabilt tempo, hvor vi overhalede nogle få stykker og et par gange skiftevis overhalede og blev overhalet af et par fyre, der praktiserede intervaller. Det var også hyggeligt, at have én at samtale lidt med. Fra sporet så vi pludseligt fire mænd af anden end sydamerikansk afstamning komme ud af bushen. Én af dem havde rødt hår. Vi hilste og efter et par sekunder brølede den rødhårede efter os: ”Er I danskere?”! ”JA, god tur”, råbte vi i kor tilbage. ”Så er verden altså ikke større”, tænkte jeg og fortsatte tankestrømmen med; ”… at den er blevet så tilgængelig, alles arena og, om man vil, legeplads!”

Ved 14. kilometer havde jeg lidt mere at skyde med, og jeg fortsatte alene ind i den tætte jungle. Her løb man i skygge, men også i vand på glatte sten ad et gammelt smalt køretøjsspor. Uforudsigeligheden og terrænvekslingen, syntes jeg gav mig fornyet energi ved at jeg nu skulle tænke over hvor fødderne skulle placeres. Inde i dette semitætte stykke regnskov, overhalede jeg således fire mandlige løbere. Fødderne nåede lige at blive trætte af at skøjte rundt, før terrænet åbnede op, og turen gik videre gennem en bananpalmelund i stegende hede. Begge CP var også blevet passeret, så der måtte kun være cirka 10km tilbage. Jeg løb fortsat alene og et sted blev jeg opmærksom på, at de røde flag ruten var markeret med, ikke kunne spottes længere fremme. Jeg kiggede til venstre og så at ruten drejede skarpt og gik en del højdemeter opad. Det var i dette sving, at Ian desværre var blæst lidt for langt lige ud og således havde foræret Simon en etapesejr. Godt ristet af solen og efter at have klatret en del højdemeter op til smukke udsigter, kunne jeg efter endnu nogle sving løbe i mål som 3´er og igen i ind på en 7.-8. plads i det samlede felt.

Det var ved målgang, at løbets arranger, Wes Crutcher, sammen med løbslægerne stod og tog i mod os én efter én. De nursede os, ved at hjælpe os af med rygsækkene. De holdte den og sagde min yndlingskommentar: ”Walk out of it, just walk out of it”. Det blev et befriende øjeblik hver dag, også selv om tasken havde siddet godt på ryggen og at den hele tiden var i betragtning som mit skildpaddeskjold eller sneglehus, hvor alle forsyninger og beskyttelse mod junglen var i. Det var mit hjem jeg løb med på ryggen.

Overnatningen her foregik i en midlertidig hængekøjestation banket op af nogle pæle. Vi skulle bruge vores oversejl denne nat. Det var et hyggeligt sted, og jeg havde lyst til at gå på opdagelse, men jeg prioriterede at pleje min krop med massage, ro, kartoffelmos i rå mængder og nyde livet sammen med de andre. Kort sagt; restitution.

Angående Simon, Allan og min medbragte energimængde til de fem dage på farten, så viste det sig at passe helt perfekt. Simon havde et par barer i overskud og jeg havde 4 enheder. Allan havde dog det der svarede til en dagsration til overs, men det var måske langt bedre end at være i underskud. Det var i hvert fald vores filosofi, da vi regnede på kaloriemængden inden afrejse og tog lidt over dobbelt så meget med som minimumsanbefalingen på 1500kcal/6300KJ per dag. Andre led ved at have taget for lidt med. Vægtoptimering kontra kilojouleafmåling er jo et taktisk led ved sådanne selvforsynende løb, ligesom ved adventurerace. Der er altid et svært kompromis i at opveje den mængde energi der skal til for at kunne omsætte nok energi og præstere optimalt op i mod at slæbe på de kilo, som energien vejer. Vi konsumerede 800+gram føde per dag.

Stage 3, Logging, 35km.

Jeg havde glædet mig meget til at efterlade Danmark I sin vinterfrakke og stikke af til den tropiske varme, så jeg på løbeture ikke konstant skulle kæmpe for at holde mine led varme. På eventyret i regnskoven fandt jeg ud af at min krop responderede godt på det varme og fugtige klima. Andre kogte over, smed sig undervejs på en etape i en flod for at køle af eller blev lagt i saltvandsdrop. Det gik op for mig, at det virkelig er en kunst, at huske og mest af alt praktisere at spise, drikke og opretholde elektrolytbalancen under udholdenhedspræstationer.

Jeg vågnede op efter 10 timer i køjen ved siden af Simon. Inden sengetid dagen før, havde vi slappet af, spist og udvekslet råd med naboen, Ian fra hver vores bananophængte puppe. Ian har leveret nogle ekstrem gode trailløbsresultater og han lever af at coache andre udøvere. Vi fik nu sessionen, eller den uformelle snak, gratis. Ian er ikke den eneste som gerne deler ud af erfaringer indenfor denne sport. Det er min oplevelse med disse terræn afhængige sportsgrene (trailløb, adventurerace og o-løb), at folk er åbne og vil hinanden. Set med konkurrencesyn skyldes det måske, at der er så mange forskellige parametre (også konkurrencerne imellem), der spiller ind på succes.

Starten blev rykket de en time, da det havde regnet i løbet af natten. Regnen havde forsaget, at de tykke bambusser med 10cm forsvarsspidser, var knækket og lå på sporet. Selvom man de pågældende steder havde hugget sig igennem junglen nogle dage forinden for at etablere sporet, så blev de nød til at rydde det for os igen. Tiden med klargøring og nedpakning fløj alligevel af sted for mig, og kun 5 minutter før start stod jeg klar. Jeg lovede mig selv at blive bedre til næste etape.
Starten gik og de første 4-5km foregik i bagende sol op langs en stor flod, som så skulle krydses via kabeltræk, hvor man sad på en slæde. Selv om ventetiden ved eventuel kø ville blive godskrevet, så betyder det jo noget derude på sporet hvordan man ligger. Alligevel tog jeg en jævn start, men da jeg hentede Kerry, ville jeg alligevel ikke passere floden efter hende, så jeg pressede lidt mere på. Hun praktiserede intervaller med skiftevis at gå og løbe i et tempo, der var lidt hurtigere end mit. Således battlede vi lidt. Jeg kom først. Og da jeg kom på den anden side af floden, så jeg hende ikke igen før 20 min. efter min målgang. Ved floden havde jeg ventet med Tish foran i køen, og hun blev sendt over den fossende flod cirka 5 min. før mig. Min konkurrence var vendt mod Kerry, så Kerry måtte bare ikke hente mig. Efter floden løb vi langs den i modsatte retning på et singletrack inde i skyggen, hvilket lå lige til højrebenet…og ventrebenet og så det højre igen… De røde flag tog mig på sightseeing ud på åbne marker med eksotiske frugter og forbi bønnernes små træskure. Det var her, hvor ruten skiftevis lå blottet for solen og i skyggen, at jeg udvidede min drikkestrategi. Ud over de mange små slurke, så blev det en regel at drikke nogle slurke lige inden jeg satte mine ben fra skygge og ud i solen.
Næste flod skulle passeres og havde Simon åbenbart været den første og havde på mystisk vis punkteret den gummibåd, vi alle skulle have været sejlet over i. Hul i det, for jeg fik lov at gå over på den anden side med en lokal peruvianer i hver hånd. Kun ude i hovedløbet var vi ved at blive taget af strømmen. For mit vedkommende fordi jeg næsten ikke kunne bunde.

Jeg kom til dagens CP1, fyldte den obligatoriske 2,5 liter væske op og måtte så videre. Det var her rutens skovfældningsspor begyndte. Ude midt i junglen kunne jeg spotte én peruviansk mand i gang med at fælde træer med håndkraft, og senere stødte jeg på to mænd, der holdt pause på et tæppe. Sporet blev vådt og blødt, så jeg var opmærksom på de berygtede bambusser. På vej ned ad et mudret køretøjsspor, ser jeg pludselig en grøn slange på en halv meter på tværs lige i min bane. Jeg placerede den ene fod få centimeter fra den, mens den forskrækket snoede sig på tværs. Jeg løb lidt hurtigere, kiggede ikke tilbage og blev på en mærkelig måde i tvivl om den havde snappet ud efter mig. ”Jeg har jo to par strømper på, så måske mærkede jeg det bare ikke”, tænkte jeg. Løb et lille minut og fordøjede oplevelse og forsøgte at gengive et signalement af den grønne slange med en lysere gul farve på undersiden… Så mødte jeg én af Channel 5´s kameramænd og fortalte ham, at han skulle gå 300m op for at skyde slangen (i kassen). Akkurat herefter kom CP2, hvor jeg fik at vide at Tish havde været der for 5 minutter siden. Der ventede dog en lang sej vej mod mål forude. Det var nu i middagsheden langs en flod på en hård grusvej. Den delte sig dog, men ikke til det bedre, da det så gik 200 meter op ad i sving, for så at forløbe 800 meter ned til en lille landsby. Bjergvandet krydsede vejen nogle gange, og hver gang dyppede jeg min modificerede GripGrab skygge og blev kølet lidt af på den måde. Jeg sagde til mig selv at jeg skulle løbe det sidste stykke, men det var som om at vejen bare blev længere af det, så jeg var en del nede at gå. Lige efter toppen, mødte jeg en af peruvianerne, som så stegt ud. Jeg gav ham min ekstra vanddunk med kun 1,5dl i, men han blev lykkelig, og jeg bare endnu mere tørstig og målrettet på at målet måtte komme nu! I et sving sad 6 børn på et køretøj, der for hundrede år siden var kørt i grøften. Jeg smilede til dem og sagde ”hola”, hvorefter de hoppede ned på deres bare fødder, den ene dreng med et af ruteflagene i hånden, og de løb videre med mig. Jeg rakte hånden til pigen, som tog den i hundrede meter. De fulgte mig helt til mit mål i deres lille landsby. Igen kom der en forløsning i: ”Walk out of it, just walk out of it”. Det viste sig på både Ians og Simons GPS-ure, at dagens etape havde været 5km længere end forventet. Jeg fik den dejligste og mest tiltrængte nedkøling længe, ved at en af lægerne hældte kandevis af vand over mig. Vi tømte hele beholdningen.
På dagens etape ankom jeg 15-20 min. efter Tish, men før Kerry. Samlet placering ca. nr. 6 og landede det mest fantastiske sted blandt de lokale langt ude for lov og ret. En 4årig dreng kom gående med sin lille kæleabe, som havde snoet sig rundt om hans hals og lå der helt afslappet. Hundene og hønsene vandrede rundt på pladsen og i buskadset, mens vi sad i skyggen og spiste tørkost. Langsomt bid for bid, mens vi sammen fordøjede dagens oplevelser.

Igen skulle hængekøjerne hænges op under åben himmel og med oversejl. Hver aften var der en session fra lægernes side, hvor de ordnede fødder og andre skavanker, der krævede desinficerede forhold. Ligeledes havde de en åben morgenrutine, hvor også tapening fandt sted. Denne aften havde jeg to vabler under mine langetånegle som jeg gerne ville have punkteret. Jeg sad på en stol og Lou, en medicinstuderende, hjalp mig. Lou var meget omhyggelig og det tog lidt længere tid end jeg havde lyst til, men resultatet blev godt.

Stage 4, The Lull, 36km.

Mange af løberne sov sent den nat, for nogle i landsbyen holdt fest ved en af hytterne. Tilmed var der én hane, som stod op med solen kl. 04.00 og vækkede de andre haner samt alle os. Men det var nu hyggeligt og charmerende på én eller anden måde, for vi kunne jo blive liggende lidt endnu i køjerne.

Denne morgen var der en flod, der var kommet mere vand i end forventet, og løbsledelsen udsatte starten lidt for at få bygget en tømmerflåde, så vi kunne komme sikkert over. Jeg var klar i god tid, men med lidt løbsnervøsitet i nervebanerne. Aftenen inden havde jeg haft svært ved at spise hele min aftenration pga. ondt i maven og frygt for at det hele ville vælte op. At kaste op, ville være det samme som at blive slået hjem i Ludo. Jeg tvang 5 skefulde morgenmad ned. Resten fik hønsene.

Starten gik og mine tanker kredsede om, at det var underligt at jeg kunne gå fra at være på opkaststadiet til at få det efterhånden stive og ildelugtende tøj på (trods opskylning aftenen før) og føle mig klar! Der sker en forvandling i den proces at få rykket pløkkerne op og stå der i sit racetøj.
Jeg så Simon forsvinde sammen med nogle peruanere og Ian på den anden side af floden. Jeg krydsede sammen med pigerne, og stille og roligt blev vi spredt med Tish i front, mig i midten og Kerry bagved et sted. Der var på denne etape at vi skulle løbe 15km i den del af Manu Nationalpark, som ellers kun er tilladt at besøge med en guide. Sporet hele dagen var singletrack med store og små kuperinger samt 3 store flodkryds; et med tømmerflåde, et med båd og et med wire. Ved tømmerflåde krydset, så jeg Tish. Jeg løb efter hende ind i den tætte jungle og tænkte på ikke at træde på de store friske blade, der bulede og var faldet af træerne og lå på sporet. Skovbunden var ellers blød og dækket af ældre, brune blade. Under de grønne friske blade kunne der nemt ligge en slange og vente på sit offer. I trætoppene kunne jeg høre papegøjerne, og mens jeg løb videre overvejede jeg hvor meget energi og tidstab jeg ville ofre på at få et glimt af dem. Jeg kiggede op til højre og så venstre og konstaterede at jeg bare måtte nyde deres samvær. Det var reelt set kun de røde flag, samt nogle falmede lyserøde fra sidste års race, der markerede ruten på denne strækning. Og der var da også hundrede meter inde i det tætte, hvor der var kuperet og ruten snoede sig, hvor der kun var gamle flag og jeg seriøst blev i tvivl om jeg havde misset noget. Det havde jeg ikke. Til gengæld møder jeg Martin, der i dagens anledning selv var ude på ruten med løbesko, vandblære og selvfølgelig kamera. Det var en opmuntring af den anden verden, da junglen ellers var begyndt at føles uendelig. Vi snakkede lidt på vejen og pludselig får jeg indhentet Tish, der går. Hun har ondt, og jeg nyder faktisk selskabet og idéen om at jeg er ovenpå. Vi vandrer derudaf og taler sammen, som om vi ikke har set et menneske i årevis. Jeg ville først stikke af, når jeg kunne høre Kerry eller når sporet blev mere fremkommeligt. Vi skulle over og under træstammer, og myrerne vrimlede på ens hånd, hvis man kom til at tage fra på deres skov. Det gjorde jeg kun én gang. Nu puslede det bagfra, og så var jeg den der satte tempo og stak af. Jeg kom ud af det tætte og indhentede to peruanere. Vi kom ned forbi en flodbred og der på stranden lå en citron, som jeg samlede op i forbifarten. Jeg kiggede op i træet ovenfor, men kunne ikke lige se kilden til frugten. Med hånddesinfektion fik jeg gjort den antibakteriel og jeg flækkede den og sugede al næring ud. Det var rart med en sur og anderledes smagsoplevelse end energidrikkens efterhånden trivielle smag og sødme. Peruanerne smilede til mig. Vi nåede CP2 sammen og kunne hjælpe hinanden med at trække os over floden i kurven på wiren. På den anden side startede tidtagningen på den famøse ”King of the Hill”. Den begyndte med to flade kilometer, men så kom bakken! Den trak tænder ud, og da jeg nåede toppen, hvor tidtagningen stoppede, stoppede bakken ikke just. Det var da også utopi at tro, at det skulle være nemt. Så mig ud på 35. kilometer, nåede toppen af bakken, og så gik det ned af. Ikke at det gjorde det let, for i stedet skulle lårmusklerne arbejde excentrisk. Fra toppen så jeg lidt af en by og en stor flod, så jeg vidste at mål måtte være dernede. Endelig en dag i mål som nr. 1! Jeg skulle bare ind i skyggen, have vand hældt på mig og derfra havde jeg igen overskud og genfundet min appetit for kartoffelmos! Succes på succes. Benene op og så kunne Simon ellers fortælle om hans storslåede sejr, med næsten en time ned til den næste, Ian. Vi sad alle tre i skyggen, mens vi kiggede ud gennem målportalen og følte os som konger.

Men hvor meget tid havde jeg vundet i forhold til de andre piger? Det blev næsten tre kvarter, og Tish og Kerry kom gående i mål sammen. Det var helt skidt med Tish, og hun takkede mig grædende for at havde fulgtes med hende. Hendes smerte lå hoften, men også det mentale pres over nederlaget i dag og de fremadrettede tanker med tvivl om sin præstation på de 92km, gjorde hende fuld forståeligt frustreret.

Det var det mest fantastiske sted til overnatning. Naturen var smuk med vild-tamme araer, citruslund i baghaven og et nedstyrtet eller nødlandet gammelt russisk fly. Det var som klippet ud af Indiana Jones. Faktisk skulle stedet genbruges til overnatning efter 5. etape, da denne var den eneste rundtur tilbage til Pilcopata, som den nærmeste by hed. Meget skete den eftermiddag, da flere blev hentet ude på ruten. Et par blev lagt i drop, og Ian trak sig i konkurrencen og ville ikke stille op på femte og sidste etape. Han fik udleveret sin bagage og kunne nu spise alt det mad hjertet begærede. Han talte lige ud af posen om, at han havde undervurderet løbet og at det ikke var hans store satsning i år. Mon ikke det også spillede en lille rolle, at han skulle hente over en time på Simon på den sidste etape for at vinde?

I løbet af dagen forvandlede lægernes tilholdssted under et halvtag sig til et lazaret. Manges fødder var plastrede til med vabler og nogle havde skarvsår fra rygsækkene. Da én officiel peruansk hjælper endelig kom ind efter at være blevet hentet ude ved den sidste flodkrydsning, var det en mere seriøs patient lægerne skulle behandle. Han havde fået to fingre i slæden på wiren. Langemands fingers yderste led eksisterede ikke mere, mens pegefingerens yderste led var blevet knust. Det viste sig, at næsten alle fra den landsby havde afstumpede fingre… Uheldet gjorde, at starten næste morgen blev rykket en time frem.

Solen slukkede hver dag dagen kl. 18 og efterlod os i mørket med pandelamper, men det gjorde ikke noget, da vi var trætte og vi kom nok hurtigere til køjs af den årsag. I mørket under halvtaget spurgte lægestudinen Lou mig: ”Should we do your feet?”, og det eneste jeg skulle gøre i den forbindelse var at sætte mig på en stol, så ”ja”! Aldrig har jeg fået så nænsom og omhyggelig en behandling og jeg endte med at falde i søvn i hendes varetægt.

Jeg kom dog i køjen og så sandelig også op igen ved 02.00 tiden, da Simon stod henover min køje, hvorefter jeg straks mærkede noget vådt. Det styrtede ned med regn fra himlen og han forsøgte at holde mit oversejl. Jeg skyndte mig op og tog dunsovepose og taske med ind under toiletbygningens halvtag. Der søgte vi ly og sov videre på et stengulv. Kl. 04.00 stod vi op. Simon havde stort set ikke sovet. Han var koldt og ret negativt indstillet. Det eneste han fremstammede var sætninger som: ”De må da afkorte ruten” og ”Jeg gider ikke løbe i dag”. Der måtte Allan og jeg lige træde til og banke lidt sund fornuft ind i manden: ”Du fører løbet, du kan da ikke trække dig nu. Tag dig sammen, du stiller op til start som os andre. Du skal bare i gang”.

Stage 5, The Long One, 92km.

Simon tog sig sammen. Starten var blevet udskudt, men ruten blev ikke det der minder om afkortet. Channel 5 syntes at Simon og jeg var blevet interessante i dette løb, og ville interviewe os som par. Det fyrede vi af lige før start og så var vi af sted, på vej ud af paradisets have. Vi blev båret de næste par kilometer af jubelråb fra Pilcopatas borgere, der stod langs byens hovedfærdselsårer. Jeg startede ud med at løbe sammen med Kerry, men hurtigt var jeg alene indtil Allan, Jakob Vestergaard og Kim Rasmussen kom op på siden af mig. Det var perfekt, så havde jeg nogle at følges og holde tempo med. Efter endnu 2km på hovedfærdselsåren, som vi i øvrigt skulle løbe på i 15km, for så at dreje til venstre i 5km til vi på wire skulle krydse løbets mest voldsomme flod, trak Jakob og Kim langsomt fra Allan og jeg. Vi lagde herefter en strategi om at følges ad så lang tid som det gav mening for os begge, men tiden viste at vi blev så glade for samarbejdet på denne uvisse strækning af 92 eventyrlige junglekilometer, at vi fulgtes i mål. Det blev en lang dag i felten.

Efter krydsningen af den voldsomme flod, som også var CP1, lod jeg næsten være med at tælle kilometer. Så længe jeg tænkte på de vise ord fra løbets overdoktor Brett: ”…and just remember to keep one foot in front of the other”, kom jeg frem I verden. Turen var nu overdådig smuk og selv om terrænet var meget mere fladt end nogle af de foregående etaper, så var det varieret med singletracks, grusstier og flodsenge i skiftevis åbne områder og med tæt omsluttende vegetation, samt tørt, vådt, fast, løst, blødt, hårdt og mudret underlag. Overordnet på etape 5, var der tre floder, som ruten fulgte og krydsede i med- eller modstrøm. De har nok udgjort sammenlagt 40-50km af rutens længde den dag.

Det tog ikke mange minutter efter CP1, før vi havde indhentet og overhalet en peruviansk deltager. Han blev den sidste deltager på ruten vi så den dag. Og det var til trods for at de ved nogle af de efterfølgende CP kunne informere om at Jakob og Kim kun var få min. foran os. Gennem en nyplantede plantage, lå to træskure og en mand rakte os hver en grøn frugt, mens han heppende råbte: ”Mandarina”?! Vi smilede og guffede den saftige frugt i os. Med mandarinskræller foran os på stien, var vi ikke de eneste aftagere og et splitsekund tænkte jeg på Hans-og-Grethe. Det gav dog ikke helt så meget mening. Godt nok skulle vi i mål ved det samme udgangspunkt, som vi startede. Men vi skulle heldigvis ikke finde stien tilbage ved hjælp af mandarinskræller. Ja, det var de store tanker der krydsede mig dernede dybt inde i junglen… Noget andet var, at det kunne have været fantastisk at have haft et kort over områderne, men så igen ville jeg aldrig have haft de tanker jeg fik ved at løbe i uvished.

Efter at have løbet i et delvist åbent, fladt og fugtigt terræn med udsigt til grøn bevoksning og bjerge i baggrunden og på et sumpet og fedtet singletrack spor, stødte vi på den første flodseng. Floden var lårdyb og strømmen var jævn, men kraftig nok til at der nogle steder var små ”stoppere” eller som nogle kalder ”vaskemaskiner”, dvs. større sten, der får vandet til at lave en lokal modstrøm. Heldigvis var vores færd i medstrøm, og jeg forsøgte med blandet held at vinde lidt ved at flyde på ryggen nogle meter af gangen. Minestrimmel hængende på tværs af floden indikerede, at ruten tog et højresving og fortsatte ad en lille grusvej ud over et stort relativt fladt område. Efter nogle kuperede højdemeter og ind på et singletrack, stødte vi på nogle træhuse, hvor 10 lokale peruanere og en fjendtlig hund hilste. Hunden, der løb hen i mod os ignorerede jeg først idet det gik op for mig, da Brett stod og viftede med armene, at vi var nået til CP2. Nogen tid efter løb vi ind i skyggen på det mest fedtede lerede underlag længe. Ruten fulgte et smalt udefinerbart hjulspor, hvor køretøjets undervogn havde siddet ufatteligt højt, da der var en højdeforskel i sporet på 1 meter. Dækkene havde gravet sig ned i det lysebrune smattede ler og der var nærmest blevet lavet en lang og 50cm smal mudder catwalk i midten. Jeg havde ikke lyst til at skvatte ned i de ekstremt fedtede og våde hjulspor, som mindede om lodrette dybe grøfter, selvom catwalken flere gange forsøgte at kaste os af. Fugtigheden var høj og det fugtige føre blev erstattet med blød regnskovs bladbund, for så at ende ud til en livlig flod, hvor 4 lokale peruanere padlede os over i en raftingbåd. På den anden side af bredden mødte vi med glæde Martin, og jeg spurgte ivrigt hvor langt vi havde til næste CP. I min spontane glæde hørte jeg ham kun fortælle om 500m… Da troede jeg at vi var der om cirka 500m, men Allan mente at han sagde noget med 5 km og det viste sig, at de 500m kun var distancen op til en soleksponeret grusvej langs floden. Og herfra var der så 5 km til næste CP. Dette blev mit eksempel på hvor meget den tæt omsluttende og intense jungle kan sætte tid – og distanceopfattelsen ud af kurs. Grusvejen snoede sig i en Durassic Park lignende natur langs floden. Solen kunne ikke stå højere på himmelen og vi så tilbage og kunne ane raftingbåden på samme side som da den havde fragtet os over. Dette bekymrede mig, da jeg tænkte på hvem det kunne være, der var lige i hælene på os. Og alt i mens solen bagte på mig og mit tøj blev tørt for første gang i løbet, kæmpede jeg mentalt og fysisk med at der ikke var nogle kvindelige modstandere der måtte overhale mig. Allan tog det pænere og sagde at han skulle gøre sit for at jeg skulle få den sejr i hus. Det var positive toner, som løftede humøret. Da jeg så også gik tør for vand, følte jeg mig presset. Der har nok været en kilometer til det næste CP, men det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt. Så da vi så Channel 5-holdet ligge på lur med kameraerne, så bredte smilet sig. Over en bro og CP – bingo. Delmål opnået, vi fik en hurtig snak og interview ”on the go” mens vi fik tanket vand. Next stop var allerede i tankerne.

Jeg ejer desværre ikke et fancy GPS-ur, og havde overvejet oplevelsen ved slet ikke at medbringe et ur til løbeturen i junglen (af mangel på samme). Havde jeg haft et lækkert ur ville jeg have brugt det. Men fordi jeg ikke havde, kom jeg ud i tanker omkring at vægtoptimere det væk og undlade et. Jeg plejer jo under adventurerace at lytte til min krop og jævnligt stoppe energi i den, men fordi jeg absolut ikke havde erfaring med min krop under arbejde i det tropiske klima, købte Simon et billigt og meget pink ur til mig, som jeg syede på løbstasken. Jeg brugte det flittigt, for at sikre min elektrolytbalance, til undervejs at udregne mine gennemsnitshastigheder, tilbagelagte kilometer og estimere hvornår jeg ville ramme næste CP. Udregningerne brugte jeg faktisk en del tid på, da jeg samtidigt skulle fokusere på placering af fødder eller fik en anden flygtig tanke. Der var ikke på noget tidspunkt opsat kilometerskilte eller anden angivelse af rutens forløb, og det var umuligt at huske hvad kortene havde vist på Google Earth. Men det gjorde kun løbet endnu mere eventyrligt, for hvad mon der så var omkring næste hjørne og jeg skulle før eller siden nok komme over en målstreg… så længe jeg fulgte de røde flag. Det var dog også den selvsamme eventyrlighed, der skulle demotivere mig 10 timer senere på denne 5. etape i bælg ragende mørke, hvor alting sneglede sig af sted og føltes uendeligt. Apropos de røde flag, så kom vi ud af noget tæt skov, hvor der stod to synlige flag i kanten af en flodseng. Herefter manglede der flag på en strækning af ca. 200 meter. Vi fulgte dog retningen fra de to flag i kanten, krydsede floden, fulgte nogle hjulspor i flodsengens grus og kunne se at de krydsede floden igen og to gange mere for så endelig at se et flag. Det var lige ved at blive spændende nok, men jeg fulgte min logik og Allan spurgte to lokale unge drenge, der pudsigt nok var i nærheden og som godt kunne mistænkes for at have taget et par flag hver som souvenir.

Tiden gik i takt med tempoet. Der var noget der ikke stemte i den flodseng. Vores hastighed svarede til 6km/t i gruset og mellem de store sten, mens vi nok kunne opretholde 3km/t gennem vandpassagerne. En udgået deltager af løbet, samt Channel 5-holdet havde ved CP4 i bedste tro forsikret os om at der var 10km til CP5. Distancen var i stedet 17km, så ved CP5 var det blandede tanker, som atomer, der stødte på hinanden, at vi mødte lægeteamet, som sammen med vand udgjorde de forskellige CP. Det var utroligt, så mange florerende tanker usikkerhed kunne skabe. Ergo sum blev  min sluttanke altid, at jeg bare skulle fremad. Processen frem til målet var spændende i Jungle Ultra, men jeg vidste, at målet altid ventede derude. Alting har en ende, og før eller siden ville jeg komme dertil.

Jeg har siden talt med de øvrige deltagere, der nåede så langt på ruten, og alle var af den overbevisning at vi på givne tidspunkt ved CP5 efter øvrige 15km flodseng, havde krydset de proklamerede ”70 river crossings”… det havde vi bare ikke! Herefter skulle vi ind i tæt jungle på et kuperet singletrack, som gik op over en kam, for så at komme ud til endnu en flod. Den skulle dog følges medstrøms, men krydses utallige gange, tilmed i mørke og følges 35km! Ved skumringen snævrede flodensengen ind til en bredde af 25 meter og en vildsvine so med dens unge kom ud af krattet. Vi stoppede og tænkte begge på det foredrag om giftige og farlige dyr i junglen, som vi fik inden Stage 1. Blandt jaguarer, pumaer, slanger og edderkopper, blev vildsvinet alligevel solgt som det mest menneskeaggressive dyr, der uden videre kunne gå til angreb. Jeg trak lidt til højre og efter endnu flere skridt, luskede mor og baby tilbage ind i tætheden. Kort tid efter var det så mørkt, at vi ville tage pandelamper på og da jeg satte tasken ned i flodsengens sand, så jeg et stort og perfekt poteaftryk fra en kat. En af de helt store. Kattesporet var nok 12-15cm i diameter. En kølig gispen gik igennem min krop og jeg huskede på, at hvis man så én af disse katte, så var det fordi de ønskede at man skulle se dem! De leger jo gerne med deres bytte inden de slår ihjel. Jeg kiggede rundt, så intet og havde en indre monolog, hvor jeg talte den indre bange tankestrøm ned. Vi vidste at vi bare skulle fremad og aftalen blev, at vi skulle holde tempo og tale højt og bestemt til hinanden. Samtalen blev reduceret til at råbe: ”FLAG!”, når vi spottede det næste på vores færd. Den anden kvitterede med et rosende ord. Således fortsatte vi ned ad floden i omkring en times tid, mens vi var opmærksomme på naturens lyde og reflekterende øjne m.m. Herefter fornemmede vi i de kul sorte omgivelser, at terrænet åbnede op og floden blev bredere og delte sig flere gange.

I seks kilometer stavrede vi af sted gennem de store sten i floden og søgte med vores beskedne pandelamper efter rutens næste flag. Det gjaldt stort set om at holde retning mellem flagene, men vi kunne ikke se frem til næste. Grunden var at nogle lokale peruanere havde stjålet de mange knæklys, som var sat op langs ruten. Hvis de bare havde vidst at det fortryllende neonlys kun virkede i 12 timer, så havde de måske kunne holde sig i skindet. Efter 6 kilometer i total mørke, mødte vi en peruaner på en motocross på vej op ad floden for at udsætte nye knæklys. Det møde var på en måde en bizar oplevelse. Glædeligt var det dog at kunne se hvordan ruten nu tegnede sig vej gennem mørket. Det var begyndt at regne og ved et CP ude midt i flodsengen, kunne de fortælle os at Allan og jeg var de sidste der fik lov at passere deres CP. Der ville komme så meget vand i floden fra de omkringliggende områder, at det senere viste sig at CP-lægerne måtte evakuere deres ting, da de ellers ville ligge 20cm over vandoverfladen i deres hængekøjer. Lige før midnat havde Allan og jeg banket vores fødder og stødt vores tæer på større sten så mange gange, at frustrationen kom til udtryk i råb. Disse forsvandt dog ud i junglen og blev opslugt af natten, og en enkelt gang tog jeg mig selv i at grine af situationen bagefter.

I bunden af flodsengen mødte vi det sidste CP og Wes, som kunne fortælle at der var 12km igen. Det blev 12 lange og dødsyge kilometer. Vi var ude i 80-92. kilometer og det regnede, føret var mudret og foran kørte Wes i en bil. Tilmed gik ruten op over en kam, jeg frøs og fandt mit bivuaksejl frem og brugte det som poncho. Vi havde aftalt at følges ad i mål og for hurtigere at komme i mål havde jeg mest lyst til at stikke af i et forkvaklet tempo, da quadriceps – og iliotibialissenen var ved at være stramme og irriterrede. Jeg gjorde det ikke og kæmpede faktisk en del med mit eget ego mens vi sammen vandrede stadigt langsommere. Det var jo heller ikke at skjule, at luften var gået en smule af ballonen efter at vi have fået nyheden om, at vi var de sidste der fik muligheden for at gennemføre og dermed vide at vi ikke havde nogen pustende i nakken.

Allan så et vejskilt der oplyste: ”Pilcopata 500 meter”. Jeg tænkte at vi sikkert skulle på den anden side af byen, men turen gik over en bro og herefter kunne vi i gadelysets skær og gennem regnen se målportalen. Wes og hans højre hånd, James Field, Martin samt Simon og et par chauffører stod stålfaste som de eneste i den lille landsby kl. 01.40 og tog i mod os. Brett opfyldte mit ønske ved at have lagt en dejlig saltet pose med Beef Jerkey (tørret oksekød) på sædet i bilen. Jeg var i himlen!

Post-race

Simon og jeg delte en rigtig seng den nat. Jeg vågnede dog op mens det stadig var nat, hvor jeg var så tørstig at jeg gik ud efter noget vand. Jeg havde svedt og trak vejret med lyd på, men jeg kunne mærke på min krop at den skulle have vand. Anne-Marie Lategan, en af de kvindelige løbere, havde hørt mig og fulgte efter mig, og hun hjalp mig med at blande elektrolytter i en flaske med vand. Der begyndte det at svimle for mig og jeg kom ned at ligge med det samme. Hun tilkaldte en af lægerne som talte til mig, testede og behandlede mig som en reel patient. Han sagde at han ikke ville gå i seng før jeg havde drukket endnu en 750ml saltopløsning. Jeg gav mig god tid til at drikke op og min krop blev mere og mere tilfreds med tilværelsen. Herefter tog jeg endnu en dunk med i seng.

Dagen derpå kom vi én efter én ud til brunch. Det var rart at sidde med alle de andre og kunne spise alt det vi havde lyst til. Mærkværdigvis valgte jeg at guffe en tørkostpose med spaghetti carbonara. Sammen med araerne tog vi os god tid og havde jo alt i verden at tale om. Der var ingen sure miner, men derimod gensidig forståelse og især meget anerkendelse til vinderne af Beyond the Ultimates Jungle Ultra 2013; Simon og Camilla!

Denne anerkendelse tonede jo også frem på de sociale medier og hjemme i Danmark var Midtjyllands Avis først. De havde til gengæld også fulgt os med løbende opdaterende reportager. Derefter kom opmærksomheden via artiklen i Politiken og Århus Stiftidende.
Det har været en meget spændende, selvreflekterende og lærerig oplevelse, som har bragt sig efterspil, der stadig er liv i.