Påskeløb, orientering i Søhøjlandel d. 8.-10. april 2022

Malene og Anni var taget 3 dage med Odense orienterings klub til Himmelbjerget for at dyste med 1500 andre i at finde vej. Det blev tre forrygende dage med dejlige bakker op og ned, vejvalg og “hvor er jeg lige henne” (mest for Anni).
Selvfølgelig var der også tid til hygge, sang fra Højskolesangbogen og at lære af egne og andres erfaringer.
Og se lige i billeder hvem vi fandt! En gammel team kammerat – Camilla Gry. Go påske til jer alle og tak til Odense orienterings klub for en super tur.

Nordisk AdventureRun, Mols Bjerge d. 6. februar 2022

Det var en kold lørdag aften i februar. Tidlig søndag morgen, skulle Anni og Anne-Mette stå på startstregen til et af de lange adventure- og orienteringsløb i Mols Bjerge, så god nattesøvn var vigtigt. Vi havde derfor indlogeret os i et hyggeligt sommerhus tæt på start.
Masser af højdemeter, smukke udsigter og unikke landskaber ventede på at blive indtaget. Morgenfriske stod vi klar ved Karpenhøj Naturcenter, og så gik jagten på de mange poster ellers ind. Bjergene blev udforsket på kryds og tværs – og ikke mindst op og ned – i jagten på hurtigst muligt at få løbet 32 km med dertilhørende poster. Vi kunne supplere hinanden med navigeringen, og havde for det meste held til at finde posterne. Meeeeen et par gange måtte vi have fat i en ven – GPSén blev tændt og hjalp os igen på rette vej. Når vi altså huskede at indtaste koordinaterne for den rigtige post.
Vi blev ret gode til ”rullefald” under de mange dyrehegn. Anni forsøgte dog den direkte vej gennem et pigtrådshegn. Uden succes og en anelse blodigt. Ellers lykkedes det at holde humøret højt hele dagen. Specielt efter målgang, hvor vi opdagede, at vi havde vundet en-dagskonkurrencen foran alle mix og herrehold 🥇Det var en god sæsonstart.

Nordisk AdventureRUN, Silkeborg d. 5.6.2021

Indimellem må familien med på stroppetur og dele oplevelserne med os. Her fortæller Tinas mand Claus om sine oplevelser:

Det er lørdag. Det er den 5. juni. Det er Grundlovsdag, hvor politikere fra talerstole i det ganske land, placeret foran grønne bøgetræer sender budskaber om ytrings- og bevægelsesfrihed ud til befolkningen – det er Fars Dag, hvor børnene kan påskønne deres fædres indsats gennem det forgangne år.

Og så er det selvfølgelig dagen for Nordisk AdventureRUN, Silkeborg – 2 dages rundtur i skovene omkring byen (med eller uden O-kort), hvor ruterne ugæstfrit er lagt gennem skove, over bakketoppe, i dybe slugter og igennem moser med det ene formål at udmarve deltagerne maksimalt – det lykkedes.
Skader og andre årsager muliggjorde Claus’ deltagelse i et TeamFit4Run event, hvor han løb sammen med Tina i 35 km o-løb over 2 dage, med al forplejning og underbringelse spændt fast på ryggen.

Læs resten

Nordisk AdventureRUN – Mols Bjerge d. 27.3.2021

Forberedelserne til Nordisk AdventureRun på Mols blev ikke optimale med småskader og dermed manglende lange ture i benene. Men det skulle ikke forhindre Anni og Anne-Mette i at stille til start på 35 km o-løb i det kuperede terræn. Det måtte bære eller briste.
Med Malene som chauffør blev vi bragt til Fuglsøcentret, hvorfra vi i bus blev fragtet til start ved den sydligste spids på Helgenæs – Sletterhage Fyr. Anni havde travlt med i gensyns glæde at snakke løs med de andre deltagere. Anne-Mette forsøgte samtidig at bevare koncentrationen og få lagt så mange postkoordinater som muligt ind på GPS´en, som vi måtte bruge til hjælp under navigationen.
Ude af bussen blev vi mødt af et meget uvenligt vejr – regn og hård vind. Alt tøjet fra løberygsækken kom på.
Netop som starten var gået valgte Anni at tabe kortet, som i høj hast blæste mod havet. Anne-Mette havde heldigvis ben, der endnu kunne spurte. Kortet blev fanget og vi var på vej…. Læs resten

Nordisk eXtrem Marathon, Silkeborg d. 30.-31.5.2016

nxm2Anne-Mette havde Nordisk eXtrem Marathon debut i weekenden:
Mine gamle stænger har fået tæv af Søhøjlandets bakker (læs: bjerge), dynd, sump, moset, knædybt mudder, over-hoved-dybt vand, tæt skov og så lige masser af højdemeter…..
Et rimelig overskueligt trailløb på 21 km, blev med et trylleslag ændret til et 50 km find-selv vej løb med Malene Bredahl, da Tine Amstrup-Hansen var skadet. Jeg overvejede nu ikke stand-in jobbet så længe, for det kunne da kun blive en af de sjove udfordringer.
På trailløbet får man transporteret sit grej, så jeg have egentlig set frem til en luksus tur. Nu blev det i stedet en minimalistisk tur, hvor vi selv skulle slæbe alt grej, tøj, mad og lign. på hele turen. Rygsækken med sovepose, liggeunderlag, vindtæt sæt, ekstra trøje og sokker, mad, 1 liter væske og så 1. hjælp, kogegrej og telt til deling, endte på 5 kg efter en del grejnørderi!
På første etape brugte vi 27 km på at finde alle poster, der selvfølgelig var placeret, så vi blev max. udfordret af terrænet. Og skal hilse og sige, at der er pænt kuperet i Silkeborg skovene.
Læs resten

DM ultralang o-løb, Grib Skov d. 31.10.2015

MB.DMultra2015Ultralang i denne sammenhæng betyder 14 km i luftlinje med 17 poster. For Malene betød det i dag omkring 20 km og for Anni 19 km. Vi fik begge de 17 poster uden fejlklip. Så langt så godt….. På vej til start fik Malene givet Anni de sidste tip – husk at bevare roen, når starten går, også selvom alle de andre styrter afsted – Vær opmærksom på flere “opfang” i naturen, så der ikke bare bliver løbet med fuld gas med hovedet under armen. Vigtige ting at huske, specielt når det var første løb med svær orientering.
Selvom vi løb hver vores aldersgruppe, havde vi den samme bane og kunne derfor nørde banen igennem bagefter med vores vejvalg og tider til de enkelte poster. Det er god læring til næste konkurrence. Malene havde en hård dag på ruten. Hun gik helt sukkerkold, og da der ikke er energiposter undervejs, og hun heller ikke selv havde med,  betød det 3 timer og 10 minutter i skoven. Det kostede et par bom, og det var en meget udbrændt Malene, der krydsede målstregen. Anni brugte 2 timer og 38 min. Da det var Annis første DM i orienteringsløb, og det blev gennemført med et minimum af småfejl i forhold til erfaring og niveau, så var hun svært godt tilfreds med sin 4. plads i aldersgruppen 40-45 år. Selvom Malene havde en meget lang dag i skoven, så blev til bronze i hendes aldersgruppe.

Skawdysten, Skagen d. 10.-12.7.2015

IMG_1711.JPGSkawdysten består af 3 orienteringsløb i Skagen og omegn og 1 mtb-o løb. Anni valgte at deltage i de 3 o-løb, hvoraf det ene var en bysprint mellem turisterne i Skagen by. Det blev en spændende start på weekendens udfordringer, og det gik faktisk ok i betragtning af hvor lang tid det er siden, jeg sidst har haft kort og kompas i hånden. Små fejl sneg sig ind, men blandt rutinerede folk koster det at lave små fejl. Det blev til en tilfredsstillende 7. plads ud af 20.
Lørdag var det tid til at prøve orientering i Skagen plantage, som også indbefattede klitter… pyha, der var jeg tæt på at give op efter de første 4 poster. Allerede post 1 skabte store problemer, og det tog mig 12 min. at finde den.. hm .. post 3 fandt jeg efter 16 min, og først fra post 5 fandt jeg rytmen nogenlunde. Umiddelbert var terrænet svært for mange, da flere løb forvildede rundt og spurgte om hjælp til at finde ud af, hvor vi var på kortet. Selv jeg blev spurgt 2 gange, og den ene gang anede jeg heller ikke selv hvor jeg var på kortet. Jeg løb ca. dobbelt så langt, som jeg burde. Det er jo dejligt med km i benene, men det gav også mange frustrationer. Specielt da jeg blev slået af en svensk dame med to nye kunstige hofter.
Dag 3 bød endnu engang på klitter og klitplantage, men denne gang med bedre succes. Jeg Rykkede fra en 19. plads lørdag til en 7. plads ud af 30 søndag. Yes…… Jeg er tilbage på sporet og på rigtig kursus. Så kan der med god samvittighed leges turist i skønne skagen.

Nordisk Extrem Marathon – part 1, Ry d. 30.5.2015

NXM1Malene fra WATeam dammede makkerpar med Tine og fortæller om oplevelsen:

Hvordan ved man om man har teamet op med den rette partner?
Jo, det ved man når hun hiver brunsviger op af tasken……………….men inden vi når til brunsviger, så har der jo ligget en lang forberedelse til årets sportslige mål nemlig NXM 2015. 35 kilometers orienteringsløb i fugleflugtslinje på løbeben i Søhøjlandet Silkeborg over to dage, med telt, kogegrej og proviant på ryggen.
Jeg har ikke prøvet dette løb før, så da Tine fra Team Fit4run spurgte om jeg ikke ville løbe NXM med hende, vidste jeg slet ikke hvad jeg havde signet mig op til. Først og fremmest skulle jeg jo have cykelben forvandlet til bjerggeds-løbeben i løbet af et halvt år. Kan det lade sig gøre overhovedet? En af værktøjerne til at nå derhen var at Endomondo løbeture blev delt på SMS, så vi hele tiden holdt hinanden til ilden, hvilket var super motiverende.
Jeg har løbet på hold i Adventurerace med Tine, men har ikke løbet alene med hende og kender slet ikke hendes grænser (og nok heller ikke ironi), da hun oftest har haft mig i løbetræk på AR turene. Men udgangspunktet var at jeg var underdog. Læs resten

Nordisk Extrem Marathon – part 2, Ry d. 30.5.2015

nxmEn oplevelse beskrevet af Annis makker fra Team Anneberg, Lise Kronborg:

Hvis idé var det?
Jeg står på startstregen med makker Anni lørdag kl 16. Det er Annis idé. Jeg er bare med. For vores fødder ligger et stort kort over Søhøjlandet alias området omkring Himmelbjerget.
10-9-8. ”Jeg ved ikke, om jeg kan det her”, siger jeg til Anni. Den tanke fylder en del i mit hoved lige der. 7-6-5. Forude ligger 2 etaper over to dage i klassen X50 til Nordisk Extrem Marathon. Dvs. 50km orienteringsløb i svært terræn, med 5-6kg på ryggen, en skidt vejrudsigt og flere kolde svømme passager. 
4-3-2. Fuck, fuck, fuck! …1. Go! Kroppen bedrager mig for vildt. Den løber bare afsted. Følger flokken som en anden lemming og fornægter al fornuft. God dammit Alexis! Læs resten

Påskeløbene, Mols d. 2.-4.4.2015

påskeo-løbAnnis første o-løbs tur skulle gøres med stil, så det blev til 3 dage i Mols Bjerge sammen med 1800 andre o-løbere fra hele Norden. Der skulle også køres lidt MTB på det sprøde spor i Ebeltoft.
Jeg er stort set helt grøn i orientering, selvom jeg har passeret de 40. Har dog vundet en konkurrence i orienteringsløb i Odense, hvor det viste sig, at konkurrenterne var en flok børn som gik mig til navlen. Siden da er det kun blevet til et par enkelte orienteringsløb.
Så spændingen var stor da jeg skulle løbe 1. etape. Jeg havde set, at alle gik rundt med en dims om armen, og så måtte jeg jo også eje sådan en. Fik den købt, sat på armen, løbsnummer og kompas fundet frem og så afsted mod starten. Lige som jeg skal til gå i startboksen, opdager jeg at min SI brik stadig ligger i tasken på stævnepladsen 1 km væk. Jeg får den hentet og kommer 5 min for sent til start. Rigtig skidt start at stå med puls 200 og så løbe sit næsten første o-løb på mellemsvær bane. Læs resten