Aarhus Adventure Challenge fik skiftet de sidste dages regn ud med strålende sol fra morgenstunden.
Vi var vildt tidligt oppe for at komme til check-in og kortudlevering i god tid til at lægge strategi og rutevalg. Men vi fik en lang næse og ingen kort, så kunne være blevet lidt længere under dynen. I stedet brugte vi ventetiden inden start til at hyggesludre med adventure-venner.
Vi lagde ud med prolog i Århus midtby og et finurligt regnestykke bragte os til dagens kort. Et lille stjernecentrum bød på Bike’n Run’n SUP, bueskydning, labyrint guidet via telefon og ikke mindst “koneløb”, hvor Anne-Mette med fødderne stripset sammen blev transporteret af Anni og Malene rundt på en rute, der skulle memoreres. På MTB kom vi videre til vertikal orientering, hvor posterne lå i trætoppe og på tovbroer. Igen videre på MTB, som vi fik fornøjelsen af at trække et par km på sand og sten langs stranden. Et langt o-løb ved Moesgård og så igen MTB og rappelling, inden vi fik en kanotur på Solbjerg Sø. Godt med lidt pause til benene.
På sidste MTBO tur skulle der gambles. Hvor mange valgfrie poster kunne vi nå, inden det sidste o-løb. For sen målgang kostede dyre point. Vi havde ikke kort til o-løbet, så vi estimerede det til 1/2 time. Det var dumt, for løbet var kun 600m, inden vi efter næsten 10 timer på farten afsluttede via en tovbro over åen til mål. Desværre med en valgfri post mindre end det vindende hold. Men vi havde en fin dag med varierende udfordringer i det skønne vejr og fik set nye flotte steder på vores tur i og udenom Århus.
Kategoriarkiv: Adventurerace Danmark
Oure Adventurerace d. 30. april 2022
Endnu en gang var vi på startstregen til Oure Adventure Race. Egentlig skulle vi have været 4, men influenza havde sendt Tina til tælling. Så Anni, Anne-Mette og Malene måtte nøjes med en trio.
Da vi var eneste damehold til start, blev vi allerede til briefing nærmest udnævnt til vindere – vi skulle bare lige gennemføre først, så det satte vi os for.
Alle deltagere blev kørt i bus til starten i Davinde, hvor dagens strabadser startede med O-løb. Herefter cyklede vi mod Nyborg for at løbe et by-O, samt padle en kanoetape med overbæringer. Mega fed gimmick!
Fra Nyborg kørte vi videre sydpå mod Lundeborg. Her må man bare sige, at kommunikation mens vi er på MTB, (måske grundet alder?) kan være en svær ting. Op til flere gange var den gængse replik: “Vi kan ikke høre hvad du siger!” Og en enkelt gang havde vi en sjov episode, da Malene kører forrest og siger: “Mon ikke dette er den gamle jernbane vi kører på nu?” Anne-Mette fra 2. position på cyklen siger retur: “Ja, mon ikke dette er den gamle jernbane”, og jeg kan høre i hendes tonefald, at det havde hun helt sikkert sagt før jeg fik sagt det første gang………Næste gang må vi have Tante Møges talerør med.
Vi skulle jo bare hygge os på turen rundt og kun gennemføre, men alligevel slog de gamle heste over i galop, da vi på det sidste træk mod Oure pludselig kunne se vores låne teammate Ditte med hendes hold. Tak for dysten og tak for et super velarrangeret race Oure.
Eagle Adventurerace d. 9.10.2021

Eagle Race på Nordsjælland blev i år med 2 Team Fit4Run hold, da vi igen havde lokket Ditte Brinkmann med på tur. Hun dannede hold med Anni og Anne-Mette, mens Tine, Tina og Malene kørte sammen.
Efter ankomst var der tid til at nørde lidt på kortene, lægge ruter og strategi. Løbet blev skudt i gang med en kort prolog på Farum Stadion. Der var lidt forvirring, da vi bagefter startede ud på MTB. Det viste sig, at kompasset på kortholderen havde ændret sig og nu vendte forkert – det gav lidt udfordringer, men heldigvis havde vi også håndholdte kompas og kom fint gennem første etape med bl.a. en omgang på landingsbanen på Værløse Flyvestation.
Ved Gundsømagle rundede vi et fint MTB spor, men her mistede Malene og Tina desværre deres Teammate. Tine blev pludselig ukampdygtig af voldsomme rygsmerter. Heldigvis var der fin hjælp fra arrangørerne til at hjælpe hende tilbage til Farum.
Malene og Tina tog kampen op uden Tine og fortsatte ud på ruten. Ved første skiftezone skulle cyklerne forlades. Så fulgte et o-løb og en længere tur i kano. Den viste sig dog at blive rimelig behagelig med tid til snacks, fin medstrøm og et fantastisk vejr. Løb tilbage til skiftezonen, hvor der udover vores cykler ventede hjemmebag og kontrol af obligatorisk udstyr.
Den næste MTB etape førte os til skydning. Det havde vi godt styr på, så det blev ikke til mange strafposter. Vores næste etape gav ekstra spænding til dagens dyst med WAT-pigerne, som vi mødte flere gange. Først lavede vi et stort bom ved Buresø, som førte os på afveje. Hanne fra WATeam var dog på hjemmebane og fik hjulpet os på ret køl, da de kom forbi og så vores forvirrede ansigter. Tak for det! Nu kunne vi så køre modsat de øvrige hold for at hente en post, vi med vores rute havde misset. For så lige at toppe spændingen, måtte vi yderligere indkassere 10 min sit-down straf for ikke at have styr på noter og stier på kortet ved næste skiftezone. Pænt demotiverende, men det hjalp på humøret at depoterne imens kunne fyldes med grillpølser, kanelsnegle og energidrik – meget venligt af skiftezonebestyrerne.
Heldigvis var vi nu mere fokuserede, og fik klaret både samarbejdsopgave, o-løb og klatring i fin stil.
Sidste etape var en kort MTB tur retur til mål, og der skulle kæden holdes stram. Desværre for Anni blev bremsen også holdt stram. Vi havde allerede en gang justeret kaliberen, men nu var den gal igen. Men med kort til mål måtte hun bare træde noget hårdere i pedalerne .I mål blev vi modtaget af hep fra både crew og Tine, som havde haft en lang dag uden rigtig at kunne noget. Der blev serveret lækker aftensmad – og igen kage. Uhm. Dejligt det igen er muligt at sidde efter løbet og hygge med de andre hold og udveksle løgnhistorier fra dagens strabadser.
TAK til Copenhagen Adventure Sport for et race, der bare klappede.
Nordisk Adventure Challenge, Silkeborg d. 4.9.2021

Disciplinerne var O-løb, MTBO, vandforhindringsbane, Roll n` run, skydning, klatring og samarbejdsøvelse. Samlet var vi i ilden med lige under 5 timer. At det så også rakte til en podieplads var overraskende og til ekstra stor glæde for Emma, som prøvede Adventure race for første gang.
Montane Kong Vinter Adventurerace, Præstø d. 31.7.2021

Delta Adventurerace, d. 19.6.2021 Middelfart

Videbæk Adventures d. 22.5.2021

Anni, Anne-Mette og Tina stillede til start på Challenge distancen, mens Tine og Malene tog den kortere fighter distance.
Det var et adventurerace lige som det skulle være: Tidligt op , regn, blæst, men som altid godt humør og masser af teamwork dagen igennem.
Meget passende var løbets stroppetur med Bike´n Run navngivet “Burning legs”. Den del resulterede i ekstra udfordringer til både ben og hjerne, når kortet ikke var af nyere dato.
På et o-løb i brunkulslejrene var stierne fjernet fra kortet – fed gimmick. Det gav både våde og mudrede ben at passere tværs gennem en mose. Men det er jo adventurerace, når det er sjovest.
Nordic League Denmark, adventurerace d. 17.4.2021
Debutant som adventureracer.
af Tine Koefoed.

Foto: Nordic League Denmark
Et afbud gav mig muligheden for i lørdags, at få en dag med en dejlig konkurrence i godt selskab.
Efter gode råd og lån af udstyr hos Anne-Mette i dagene op til, stod jeg klar i Mørkøv på en lidt kold parkeringsplads uden helt at vide, hvad dagen ville bringe.
Første etape var en lille opvarmning i følge Roadbook, men lidt ironi er åbenbart OK i denne sportsgren 🙂
Vi fik en smuk MTB-tur på Jyderupstien og Istidsruten og fandt alle CP uden de store problemer.
Næste etape var grusgravs o-løb, og det gik op ned op ned op ned i de mange bunker grus. Læs resten
Nordisk AdventureRUN – Mols Bjerge d. 27.3.2021

Aarhus Adventure Challenge d. 24.10.2020
