Oure Adventurerace d. 30. april 2022

Endnu en gang var vi på startstregen til Oure Adventure Race. Egentlig skulle vi have været 4, men influenza havde sendt Tina til tælling. Så Anni, Anne-Mette og Malene måtte nøjes med en trio.
Da vi var eneste damehold til start, blev vi allerede til briefing nærmest udnævnt til vindere – vi skulle bare lige gennemføre først, så det satte vi os for.
Alle deltagere blev kørt i bus til starten i Davinde, hvor dagens strabadser startede med O-løb. Herefter cyklede vi mod Nyborg for at løbe et by-O, samt padle en kanoetape med overbæringer. Mega fed gimmick!
Fra Nyborg kørte vi videre sydpå mod Lundeborg. Her må man bare sige, at kommunikation mens vi er på MTB, (måske grundet alder?) kan være en svær ting. Op til flere gange var den gængse replik: “Vi kan ikke høre hvad du siger!” Og en enkelt gang havde vi en sjov episode, da Malene kører forrest og siger: “Mon ikke dette er den gamle jernbane vi kører på nu?” Anne-Mette fra 2. position på cyklen siger retur: “Ja, mon ikke dette er den gamle jernbane”, og jeg kan høre i hendes tonefald, at det havde hun helt sikkert sagt før jeg fik sagt det første gang………Næste gang må vi have Tante Møges talerør med.
Vi skulle jo bare hygge os på turen rundt og kun gennemføre, men alligevel slog de gamle heste over i galop, da vi på det sidste træk mod Oure pludselig kunne se vores låne teammate Ditte med hendes hold. Tak for dysten og tak for et super velarrangeret race Oure.

Der er lukket for kommentarer.